Drømmen om det normale, handicappede liv

26-årige Catharina Maria Kirk er hjerneskadet og handicappet. Hun er også forfatter og medhjælper i en vuggestue. For handicappet udelukker ikke det andet. Men der mangler forståelse for handicappede i samfundet, mener hun, og det har hun netop skrevet en bog om

”Vi handicappede har på en særlig måde brug for at få at vide, at vi er okay, som vi er, fordi vi så ofte har fået at vide, at vi ikke duer, at vi er dumme. Jeg tror, der kunne komme noget meget positivt ud af det i samfundet, hvis vi fik at vide, hvad vi er gode til i stedet for det modsatte.”

Ordene kunne sagtens være sagt af Catharina Maria Kirk. I klart sprog og med midtjysk dialekt.

LÆS OGSÅ: Her nytter det at være handicappet

Men ordene er ikke sagt, de er skrevet. I marts udkom bogen ”Drømme går ikke lige efter bogen”, og forfatteren er Catharina Maria Kirk. Hun er ordblind og lider af såkaldt mild cerebral parese, som er en skade i lillehjernen, hvor hendes kognitive og motoriske færdigheder påvirkes. Men hendes handicap er ikke til at se. Catharina ser ud som og lyder som en ung kvinde på 26 år. Hun er det bare ikke helt.

Hun kan ikke passe et job på lige fod med de fleste andre, hun har det svært med nye udfordringer og større forsamlinger, og hun skal helst have faste, forudsigelige rammer. Men det er ikke til at se og mærke for fremmede, og derfor er Catharina gennem livet blevet mødt med undren over, hvorfor hun ikke kan det ene og det andet. Og derfor har hun nu efter to års arbejde færdiggjort en 55 siders bog om sit liv. Om livet som handicappet, om at blive accepteret og om ikke at kunne det, hun gerne vil.

”Det er vigtigt for mig at fortælle min historie, fordi jeg så mange gange har følt mig dum og sat i bås. Men handicappede kan også bruges, og min drøm med bogen har været at give andre et indblik i, hvordan mit liv som handicappet er, og hvorfor jeg er, som jeg er,” fortæller Catharina i sin lille, lyse lejlighed i Løsning lidt syd for Horsens.

Lejligheden er en del af bofællesskabet Annekset, hvor otte voksne med handicap har hver deres lejlighed. Alle beboere har støttepersoner tilknyttet og fællesarealer, hvor de mødes til mad og samvær. Først her på Annekset har Catharina fundet sin rette plads, føler hun. I folkeskolen var hun ”den dumme”, som fagligt ikke kunne følge med, og efter at være flyttet hjemmefra boede hun en årrække sammen med personer, som var sværere handicappet end hende selv.

”Det her sted er mit sted, og jeg passer godt ind, fordi jeg kan se mig selv i de andre. Det betyder utroligt meget ikke at skulle forsøge at passe ind eller at være den dårligste til alting.”

Og ikke at skulle forklare sig hele tiden, uddyber Catharina. For de nederlag, der ligger i at skulle fortælle ”jamen, jeg kan ikke det her, fordi jeg er handicappet”, er benhårde. De nederlag håber hun at kunne udrydde – bare en lille smule – hos andre handicappede, når de læser om hendes tanker.

”Jeg har mange gange fået at vide ’Catharina, du er god nok, og vi kan lide dig, som du er’ og ’vi kunne ikke ønske dig anderledes, end du er’. Men det har været så svært for mig at tro på sommetider. Det har været svært for mig at bruge det til noget, fordi jeg ikke føler det sådan selv.”

Sådan lyder det i slutningen af ”Drømme går ikke lige efter bogen”, og passagen dækker over at skulle acceptere at være anderledes. Og at få andre til at acceptere det.

Catharina har kun godt at sige om sine forældre og søskende og al den støtte, de har givet hende – faktisk har hun en positiv kommentar og et smil til det meste i løbet af halvanden times interview – men det har samtidig været svært at få dem og andre til at acceptere, at hun faktisk er handicappet. Og at der er ting, hun ikke kan.

”Folk glemmer tit, at jeg ikke kan det samme som andre, fordi de ikke kan se det på mig. Jeg kan jo mærke, når folk for eksempel undrer sig over, hvorfor jeg ikke selv kan finde ud af at skifte tog, og så kan jeg blive så ked af det indeni. Fordi jeg bliver gjort opmærksom på ikke at være som andre.”

På den baggrund faldt en byrde af Catharinas skuldre, da hun flyttede ind på Annekset.

”Det er nemmere at slappe af, når man er sammen med ligesindede. Så skal man ikke leve op til andre mennesker. En stor del af mit liv har jeg tænkt på at skulle leve op til andres forventninger, men har bare ikke kunnet det. Jeg ville gerne, men når man så ikke kan, er det hårdt.”

I bogen formulerer Catharina det på følgende måde:

”Nogle drømme bliver opfyldt, og andre forbliver bare drømme. Jeg ønsker og har en drøm om at finde nogle ligesom mig selv, så man har nogle at snakke med, og de kunne sige, at sådan har de det også.”

Den drøm er gået i opfyldelse. Men drømme har været en blandet fornøjelse for hende. Skuffelserne over ikke at leve op til andres forventninger og at nå til en erkendelse af ikke at ville have børn på grund af manglende overskud har været massive. Til gengæld har det betydet alt, når hendes drømme er gået i opfyldelse: svømmemedaljer hjembragt fra konkurrencer i udlandet, udgivelsen af bogen og job i en vuggestue.

Sidstnævnte har Catharina nu haft i to år, hvor hun fire dage om ugen fungerer som medhjælper og giver knus, trøster, skifter bleer, putter og mader. Men hun har ingen kontakt med forældrene, og en pædagog tager over, hvis børnene begynder at toppes. Det er de uforudsete og uforberedte ting, hun ikke kan overskue. Hun er lykkelig for jobbet og får ros af kollegerne, og derfor forstår hun ikke det tovtrækkeri med kommunen, der skulle til for at oprette skånejobbet til hende.

”Jeg havde jo lyst til at arbejde og til at udfylde en rolle. Det er utroligt, at man skal kæmpe så meget for det, og at samfundet deles op på den måde, så nogen slet ikke kan bruges. Jeg havde længe drømt om at arbejde med børn, og så det er ret forfærdeligt at tænke på, at det eneste, man måske kan få lov til, er at stå på en fabrik og samle dimsedutter,” siger hun.

”Jeg har mange gange ønsket, at Gud kunne helbrede mig. Jeg er også blevet bedt for. At Gud må helbrede mig og give mig det, jeg ikke har. Men Gud har ikke helbredt mig. Jeg forstår det ikke.”

Tro fylder en betragtelig del af Catharinas liv. Hun er tilknyttet flere kirkelige grupper, og som præstedatter har hun hele livet følt sig knyttet til den Gud, hun tror på. Men hun har været i tvivl om Gud mange gange. For en kærlig Gud giver meget lidt mening, når ens mor bliver alvorligt kræftsyg, og når man ikke er skabt som ”alle andre”.

”Jeg har hørt om den kærlige Gud, som passer på os, fra jeg var helt lille, men når man bliver større, er det klart, at alt i verden ikke bare er lyserødt. Der har været mange uforudsigelige og frustrerende ting, som jeg ikke har kunnet forstå, og så har jeg ikke haft lyst til at tro på Gud. Hvordan skal man kunne det, når man er frustreret og ikke føler, at noget virker?”.

Men Catharina har altid fundet tilbage til sin tro og ønsker ikke at give slip på den. For troen giver hende tryghed. Og tryghed er netop, hvad hun ønsker, at andre handicappede skal føle, når de har læst hendes bog. Tryghed og selvværd, som hun selv har oplevet.

”Jeg har allerede hørt fra mange handicappede, at de kan genkende sig selv i bogen, men at de ikke har kunnet sætte ord på, hvordan de har det. Det gør mig meget glad. Og så er det helt uvirkeligt, når folk siger, jeg er forfatter. Jeg bliver sindssygt glad af det.”