Når vi afleverer vores børn i de kommunale pasningstilbud eller sender vores ældre slægtninge på plejehjem, er det i håbet om, at de er i kærlige og omsorgsfulde hænder. Men gang på gang rejses der tvivl om personalets engagement senest i den omstridte sag om pædagogers manglende engagement i københavnske vuggestuer.
De høje forventninger, vi har til plejere og pædagoger, er ifølge professor dr.phil. Lars-Henrik Schmidt fra Pædagogisk-filosofisk Forskningsinitiativ GNOSIS ved Aarhus Universitet ind imellem gjort af lidt for mange luftkasteller og hule håb.
LÆS OGSÅ: Hvad blev der af empatien?
I særdeleshed har det været diskuteret, hvad pædagogerne yder i forhold til forældrene, og her er det åbenbart, at forældrenes omsorg er båret af kærlighed, mens pædagogernes er båret af profession, siger han og fastholder, at de professionelle må stå ved, at de viser omsorg for børnene men kun i kraft af deres profession.
På enhver pædagogs pande burde stå; We are only in it for the money (Vi er her kun for pengenes skyld, red.). Med andre ord: Jeg er her, fordi jeg udøver min profession, jeg er professionel, og mit forhold til barnet er professionelt. Jeg forholder mig empatisk til barnet, men nærer ikke nødvendigvis sympati for barnet, siger Lars-Henrik Schmidt.
En professionel omsorg er også det, som formand for Samfo, Småbørnsfamilie-Foreningen for Økonomisk Ligestilling, Lisbet Røge Jensen mener, at man kan forvente, når man afleverer sine børn i institution.
Hvis man vælger at aflevere sit barn i en institution, skal man gøre sig klart, at det ikke får den kærlighed, som det ville få, hvis man som forældre valgte selv at passe sit barn. Det er naivt at tro, at pædagogerne kan erstatte forældrenes kærlighed, og det synes jeg heller ikke, de skal, siger hun og fortæller, at hun netop derfor selv har passet sine børn, indtil de nåede børnehavealderen.
Forfatteren Katrine Marie Guldager, der i flere af sine bøger har beskæftiget sig med de konsekvenser, forældres livsførelse har for børn, afleverer hver dag sin to-årige datter i en institution.
Jeg mener godt, at man kan forvente både sympati og empati af personalet i både vuggestuer og børnehaver, og jeg forventer da selv, at pædagogerne i min datters institution er glade for hende, kan lide hende og føler med hende, siger hun, men anerkender dog, at forældre-barn-forholdet aldrig kan erstattes.
Det er klart, at man ikke kan forvente den samme kærlighed, som vi som forældre giver, men hvis pædagogerne ikke havde sympati for børnene, er jeg sikker på, at man ville kunne mærke på børnene, at noget var galt, siger hun.
Både hos BUPL, pædagogernes fagforening, og FOA, der blandt andet organiserer pædagogmedhjælpere, social- og sundhedsassistenter samt dagplejere, afviser man, at borgerne stiller urimelige krav om omsorg.
Det er helt i orden, at forældre stiller store krav til pædagoger om, at de skal vise børnene empati og omsorg. Ind imellem vil det grænse op mod det, man kan kalde et kærlighedsforhold, når vi taler om omsorg, nærhed og tætte relationer. Men det skal naturligvis være professionelt og kan og skal aldrig blive en følelsesmæssig binding som mellem børn og deres forældre, siger Henning Pedersen, formand for BUPL.
Liv&Sjæl side 11 og 12
Leder side 16