Afghanistans pashtunere er et krigerisk, gæstfrit og meget poetisk folk, som vi ved utrolig lidt om på vore breddegrader. Danmark har nu i over 10 år været involveret i en krig mod Taleban, der er en vækkelsesbevægelse blandt pashtunerne – en krig, der ifølge dagens kronikør ikke kan vindes

ORDET ”TALEBANER” KOMMER AF udsagnsordet talab, der betyder at søge kundskab. Talebanere er nogle, der søger kundskab. Ordet blev ellers brugt om mullah-elever, men nutildags bruges det om nogle andre, der ikke har planer om at blive mullaher, men som studerer Koranen og prøver at leve efter den.

Der er tale om en vækkelsesbevægelse, kan man sige, og det er i grunden ikke muligt at afgrænse præcist, hvem der er talebaner, og hvem der ikke er. Den ene dag er man måske bare muslim og går og passer sit. Den næste dag – eller om natten – er man med i kampen for at befri sit land for de vantro mennesker, der har besat det.

LÆS OGSÅ: En soldat der har gjort sin pligt

Bevægelsen er opstået i det folk, der kaldes pathanerne – eller nu om dage pashtunerne. De bor i Afghanistan og i Nordvestgrænseprovinsen i Pakistan og udgør vel i alt 20-25 millioner mennesker. Et usædvanligt og spændende folk er det.

Jeg vil nævne tre træk, det er kendt for:

1) Det er et krigerisk folk. Hverken for briterne i imperiets dage eller for Sovjet i 1980’erne lykkedes det at besejre dem. Aldrig har de overgivet sig til et andet folk; det er de selv meget bevidste om.

2) De er gæstfrie mennesker. Og er nogen på flugt for sine fjender og beder om beskyttelse, får han det.

3) De har en glæde ved digte og fortællinger, som jeg ikke har truffet hos noget andet folk. Når digterne holder offentlige møder og læser op af deres værker, strømmer pashtunerne til, sommetider i tusindvis. Jeg har selv set det.

Mange af Kristeligt Dagblads læsere ved, at der i det meste af det 20. århundrede boede danske missionærer blandt pashtunerne i Pakistan. En af dem var Jens Enevoldsen, der med oversættelser og udgivelser gjorde deres digtere kendte i den engelsk- og dansktalende verden.

Det gjorde ham selv kendt og agtet blandt dem. Jeg husker for eksempel, at en professor ved pashtu-akademiet i Peshawar engang sagde til ham, at han burde tage til Afghanistan og tale med digtere dér. ”Jamen, jeg kender dem ikke,” sagde Jens Enevoldsen. ”Nej, men de kender dig!”.

AFGHANISTANS HISTORIE er voldsom og blodig. Bedst kender vi den fra de seneste år, hvor Danmark har været involveret. Baggrunden var terrorhandlingerne i USA den 11. september 2001. USA’s reaktion var en krigserklæring mod terror, og da det blev kendt, at der hos pashtunerne var træningslejre for terrorister, krævede USA disse lukket og lederne udleveret. Det sagde Taleban nej til, og så angreb USA.

USA ville gerne have flere lande med og henvendte sig blandt andre til Danmark. Vi blev bedt om fly og soldater og sagde straks ja. Vi havde lige fået ny regering, og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ville, at Danmark skulle have en mere aktiv udenrigspolitik. I de følgende år voksede Danmarks bidrag med soldater, våben og økonomiske midler. Danmark var i krig med Taleban.

Det er indlysende, at angrebet den 11. september 2001 chokerede USA, og at der øjeblikkeligt måtte reageres med styrke og handlekraft. Det kan alle forstå. Men jeg mener, at beslutningen om at føre traditionel krig mod Taleban var forkert.

Det er rigtigt, at pashtunerne gav Osama bin Laden lov til at bo hos dem. Den gæstfrihed skal de vise, og sådan en tradition er ikke sådan at lave om på – og da slet ikke ved at gå i krig.

Men Taleban havde ikke selv gjort USA eller Vesten noget ondt. Det var en forkert beslutning, og jeg mener, det var en endnu større fejl af Danmark, eller af regering og folketing, da man besluttede at gå i krig. Jeg har desværre det indtryk, at beslutningen blev truffet på et overfladisk grundlag uden kendskab til pashtunernes land og historie og uden idé om, hvad det ville sige at erklære Taleban krig, og om, hvordan en sådan krig skulle føres og vindes.

DANMARK GIK MED af loyalitet mod USA, og loyalitet er en fin og god egenskab, men gid dog de danske politikere havde sagt, at ”vel skal vi være loyale mod USA, men lad os nu lige bruge en måneds tid til at overveje, hvordan den loyalitet skal komme til udtryk”.

Hvad var det, der var forkert? Det er efter min opfattelse for det første betænkeligt at gå i krig med et folk, der ikke selv har udøvet international terror, og som vi jo ikke har noget imod, og som heller ikke har noget imod os.

Vi ved ikke noget om hinanden! Deres digtere vidste om Jens Enevoldsen, men ellers vidste de ingenting om Danmark og danskerne. Og vi ved ikke noget om dem! Der er i de seneste år udkommet flere bøger om danskernes krig i Afghanistan, men i ingen af dem eller i politikernes udtalelser fremgår det, at de ved noget som helst om det pashtunske folk for ikke at tale om at have sympati for det.

For det andet er det betænkeligt at forsøge at løse det problem, der skilte os, ved at gå i krig med dem, vi er uenige med. Der skulle have været investeret mere tålmod og klogskab til at forhandle og købslå.

For det tredje er det betænkeligt, at vi står som forkæmpere for et styre, de jævne afghanere anser for gennemkorrupt.

For det fjerde mener jeg ikke, det er muligt at bekæmpe en folkelig bevægelse som Taleban med militære midler. De danske soldater står jo ikke over for en hær, men over for en flok civilklædte mennesker.

Hvem af dem, der færdes på vejene, er fjender, og hvem er ikke? Hvem skal man skyde på, og hvem skal man lade gå? Hvem af dem, man møder, skal man tage til fange?

Det er ikke muligt at føre sådan en krig endsige at vinde den. Derfor undrer det mig, at det danske militærs ledelse ikke har protesteret. Skal hæren simpelthen lydigt gøre, hvad politikerne siger, selvom ledelsen anser opgaven for håbløs? Det hævder nogle officerer, jeg kender og har talt med. Eller troede den militære ledelse virkelig, at den kunne besejre pathanerne?

I de seneste år har vi hørt endnu et par grunde til vores krigsdeltagelse: Vi slås for at indføre demokrati og for at befri kvinderne fra undertrykkelse. Det er gode opgaver, men ikke gode grunde til at føre krig.

Så er der krigens pris. Vi ved, at krigen foreløbig har kostet Danmark 42 soldater og 13 milliarder kroner. Hvad er afghanernes tab?

I en kronik i dagbladet Politiken den 9. januar skrev journalist Nagieb Khaja, at lokale hospitalsarbejdere og stammeledere anslår, at over 1000 civile – ud over oprørere – er blevet dræbt af de danske soldater i krigens løb.

Kan vi med sådan en krig opnå andet end stadig større og mere udbredt had? Der er had nu mellem pashtunerne og Vestens folk, ja, mellem pashtunerne og os danskere. Jeg siger det som en, der har lært pashtunerne lidt at kende og lært at respektere dem og holde af dem.

Dem kan man ikke vinde over i en krig. Hvis de skulle lade sig besejre, ville det jo være det samme, som at de opgav de værdier, de står for. Så vil de hellere dø.