Han træder hueklædt ind ad døren, bøjer sig ind under den sorte industrielle lampe og hilser til goddag. Vi er på Café Elefanten, en del af Carlsbergbyen på Vesterbro i København, hvor fabriksæstetikken råder og et udendørs tovværk agerer bærende skønhedsplet.
LÆS OGSÅ: Jens Albinus: Tilværelsens dramaturgi
Jens Albinus kommer her ofte med sine to børn, fordi her er så frit, og det ligger et stenkast fra hans hjem på Frederiksberg. Den 47-årige skuespiller har på forhånd fortalt, at han gerne taler om Holberg, hvis Jeppe på Bjerget han har spillet hele to gange, men at han især gerne vil runde teatrets rolle i det moderne samfundsfællesskab. Et teater, der bliver skudt på fra alle sider, som fattes penge, og som står over for nogle særlige udfordringer i en moderne tid.
Det er vel med teateret som med kirken, siger han smilende, de fleste synes, det er godt, det er der, men kommer der ikke nødvendigvis selv.
Den blonde og høje skuespiller suger af den rabarbersaft, han har bestilt, og støtter med en hånd det furede ansigt, der for alvor blev kendt, da han i 2004 spillede islændingen Hallgrim Hallgrimson i DRs tv-serie Ørnen.
Holberg kan noget med formen, mener Albinus. Holberg opstiller nogle brutale spilleregler, der giver energi på scenen og gør teateret til det, det skal være: en fest. Med Holberg bliver teatret et festfyrværkeri, mener Jens Albinus, der ofte ønsker dansk teaters stamfader tilbage.
Der sker så meget i det politikske landskab, hvor man tænker: Gid han dog var her til at sætte det på komedie, siger han og sætter straks Holberg ind i en eksistentiel ramme.
Hans karakterer står ofte i det dilemma, som Kierkegaard udtrykker med sit: Gift dig, og du fortryder det. Gift dig ikke, og du fortryder også, siger Jens Albinus og lader armene krydse hinanden i skærende bevægelser den ene og den anden vej på den brede træbordplade, der udgør cafébordet på Elefanten.
Det valg rummer et afsindigt godt dramaturgisk brændstof, som vi, der er på scenen, kan mærke som energi, forklarer skuespilleren, der tydeligvis kan sin teaterhistorie.
Han går grundigt til værks og gengiver Holbergs livsforløb og faser, krydser til Kierkegaards paradoksalitet og citerer dramatikeren Bertolt Brecht på tysk, inden han runder gennemgangen af med at hylde den poetiske raptus, hvormed Holberg skrev de fleste af sine mange stykker på bare få år.
En kreativ model, Jens Albinus godt kunne ønske sig for sig selv.
Jeg skriver selv dramatik, men i fuldstændig ro og uden output, smiler han selvironisk og siger, han har været i gang med noget i 10 år uden at blive færdig.
Måske rummer det holbergske univers en lethed og en hurtighed, den belæste skuespiller selv har det svært med?
Jeg arbejder nok tingene ihjel, siger han og medgiver, at han på trods af sit ungdommelige forsæt om andet er endt som tekstudlægger nøjagtig som sine akademiske forældre.
Som 18-årig var jeg voldsomt optaget af at ville noget andet end mine forældre. Det er jo det sjove ved det, vi tror, de ydre valg er så afgørende, siger han og mener med det, at selvom han valgte skuespilfaget, endte hans arbejdsdag alligevel med at ligne faderens, Erling Albinus, der var præst, og moderens, der var cand.mag.
Jeg troede, jeg var så anderledes, fordi jeg valgte et job, der var mere kropsligt, og hvor jeg gik rundt i lange underbukser og lavede strækøvelser, smiler Jens Albinus, så alle linjer i ansigtet peger opad, nu øver jeg mig på tekster eller udfylder ventetiden på en tv-produktion med at læse eller skrive.
Med de 47 år er med andre ord kommet en erkendelse af, at du ikke nødvendigvis med dine ydre valg kan styre din tilværelse. Det kan minde om den selvovervurdering, der har kunnet anes i meget nyere teatermageri i nogle år, hvis man spørger Albinus.
Holberg har i mange år være dømt ude, det har været en lang ørkenvandring i vores narcissistiske generation, hvor iscenesættere til hudløshed har forsøgt at modernisere Holberg. Men Holbergs styrke er større end hver enkelt af os og ligger efter min opfattelse snarere i hans tidløse enkelhed, direkthed og brutalitet, siger skuespilleren, der mener, vi lider af en utrolig formuleringstrang i vores tid.
Et behov for at ramme alt ind i livsbaner, og det skønt livets dramaturgi hele tiden smutter. Og hvis der er noget, Jens Albinus ikke kan svare på, så er det, hvad et stykke som Jeppe på Bjerget siger os i dag.
Allerede i det spørgsmål ligger jo en søgen efter svaret på, hvad vi skal lære af teatret. Vi skal ikke gå i teatret for at lære noget. Vi skal gå i teatret for at være med til en fest. Ikke forstået som, at vi skal grine hele tiden, men vi skal komme der for at få lukket livet op, siger Jens Albinus og kaster armene op i luften.
Mistroen til alt, hvad der er opbyggeligt og højskoleagtigt, har han med sig hjemmefra. Opvokset som han er i Veflinge, en landsby mellem Bogense og Odense hos præst Erling Albinus, der var inspireret af Tidehvervstankerne.
Hvis der er én ting, jeg tager med mig, så er det at mærke rigtig godt efter, hver gang jeg mærker optræk til noget opbyggeligt. For sådan er livet ikke, livet er sig selv, og livet giver ondt af sig, hvis du vil skrue det ned i opbyggelighedens spændetrøje, siger Jens Albinus og fortæller, at det fynske landskab, han voksede op i, er forblevet mytologisk for ham.
Jeg var så heldig, at vi flyttede, da jeg blev fem år, og derfor har jeg de her barndomsbilleder af det lille landsbyfællesskab, hvor graveren i kirken for eksempel holdt sig vågen fra lørdag aften til søndag formiddag for at fylde brænde i kirkefyret, så der var varmt til højmesse, siger han og fortæller, at han næsten lige har været der med sin søn, femårige Otto.
Det er sådan noget, jeg gør en gang imellem, for så bliver far så glad, som Otto siger.
I 1970 flyttede familien til Aabenraa i Sønderjylland, hvor Jens Albinus far, Erling Albinus, var præst og formand for præsternes fagforening, frem til han blev pensioneret. I Jylland oplevede Jens Albinus indimellem en konsensuskultur, som kunne være enerverende.
Sovsen blev mig lidt tyk i munden, når alle helst skulle lade som om, de var enige, skønt de måske slet ikke var det. Det er en fornægtelse af brutaliteten, og det får den ikke til at forsvinde, det gør den kun mere ond. Jeg har opdaget, at mit temperament passer meget bedre til det at tage konflikterne for fulde, som det for eksempel gøres i min kones græske familie, siger han og fortæller, at han var nervøs, da han første gang tog sin dengang seks-årige datter fra et tidligere ægteskab med til Grækenland.
Når man spiller Ludo med børn i Danmark, taber de voksne sjovt nok altid. I Grækenland oplevede jeg, at granvoksne mænd rejste sig og råbte min datter ind i ansigtet: Det er min tur!, siger han og gør automatisk scenen efter på den københavnske café.
Det sjove er, at børn trives med den brutalitet. Så længe spillereglerne er klare. Sådan er det også med teatret. Styrken ligger i det enkle, i formens klarhed, siger han og slår en sløjfe på de bolde, han havde hængende i luften.
Når Jens Albinus i dag taler om teatrets krise med sin far, siger Erling Albinus ofte, at de udfordringer, sønnen skitserer, minder om de dilemmaer, folkekirken står i. Men selvom der er noget om snakken, er teateret og kirken principielt modstillede, mener Jens Albinus.
Både folkekirken og teatret har traditionelt levet af en folkelig praksis, der ikke er længere, og på den måde deler de nogle vilkår, siger han og gør en afstikker for at definere teatret som et sted, der viser os vores drømme inden han gør regnestykket færdigt:
Drømme kan være foruroligende, underholdende eller blot dybt mærkelige, men det ville være et mere uhyggeligt samfundsfællesskab, hvis ikke vi havde vores drømme, siger han og læner sig ivrigt ind over bordet.
Hvis du lægger mærke til det, så ligger Domkirken i Aarhus lige over for teateret med korset som sit naturlige vartegn. Mens der på det gamle teaters tag står en figur af Djævelen, og det er ikke tilfældigt, forklarer Jens Albinus.
For hvor kirken står for det principielt uforanderlige, står teatret for altings foranderlighed.
Alene det, at en person går ind på scenen og giver sig ud for at være en anden, og at tingene skifter form, er en principiel modstilling til kirken, og Djævelen optræder altid der, hvor der er en sprække, hvor tingene åbner sig, ikke sandt?.
Det er i det sekund, der kommer en anelse af tvivl mellem to elskende, at det ondes princip melder sig.
Teatret er hengivet dette princip, forstår man, og derfor bor Djævelen på taget.
Men når det kommer til kirken, er jeg ultrakonservativ, siger Jens Albinus, vil du puste balloner op, kan du gå andre steder hen.
På spørgsmålet om det sammenlignelige i at udlægge tekster på scenen og på prædikestolen værger han for sig ved at sige, om det hele tiden har ligget i kortene, at han skulle blive tekstudlægger som sin far.
Nu er det jo enormt fristende at lægge en tegning ned over det her, men problemet er, som Brecht siger det, at når du lægger en plan, gør du altid tilværelsen lidt mindre, end den egentlig er, siger han og samler selv tråden om enfoldigheden som dyd op.
Hver gang vi sætter systemer og greb op, der forklarer vores livsbaner, lukker vi også livet lidt ned. Det er også derfor, vi aldrig bliver trætte af at se livet åbne sig. Min 83-årige far for eksempel kan ikke få nok af at se Otto på fem gå til verden på en ny og skæv måde.
Jeg har selv lukket ned for en masse ting, og derfor elsker jeg, når nuet i glimt åbner sig og viser mig noget i et nyt perspektiv. Som teatret kan gøre det på den store skala, når det er bedst. Eller i det helt lille hverdagslige format med hensyn til vejret for eksempel, siger han.
Nu har vi haft de her smukke klare morgener, og jeg glædede mig sådan til at køre igennem sådan en morgen i dag, og se så der, siger han og peger ud i den grålige støvregn, der lukker sig om Carlsbergbyen.
Det der er jo også smukt bare på en anden måde, end hvad mit billede af en majmorgen viser, siger han, rejser sig til farvel og stikker det lyse hoved i huen.
Ja, ja, nu har jeg siddet og talt om vejret, det er da dumt i hvert fald. Men det er skønt at få lov at være lidt dum. Må det ikke få lov at blive min udgangsreplik?.