Den engelske forfatter Jane Austen (1775-1817) har, takket være fine filmatiseringer af hendes romaner, fået et stort publikum. De fleste holder sig formentlig til filmatiseringerne, men det kan absolut anbefales også at læse Austen. Og der er ingen undskyldning for ikke at give Fornuft og følelse en chance. Bogen er netop genudsendt i en dansk oversættelse.
LÆS OGSÅ: Hvordan frøken Austen blev sig selv
Ikke en ny oversættelse men en lettere revideret udgave af Eva Hemmer Hansens oversættelse fra 1974. Det er Jane Austens første roman, der udkom i 1811 under forfatterpseudonymet A Lady, en dame.
Måske er det tiden, kjolerne og kvinderne; der er nogle, der ikke kan få Austen ud af det, de lettere nedladende kalder damebladskategorien. Men hvis man åbner Fornuft og følelse med en forventning om at finde inderlig, romantisk kærlighed på hver en side, så bliver man skuffet. Her er langt mere yderlighed end inderlighed. Det handler om penge, og det er litteratur og kulturkritik på højt og humoristisk plan. Temaet slås fast fra første side, romanen indledes med oprulningen af, hvorfor familien Dashwood sidder i så trange kår, som de gør. Inden søstrenes far døde, afsvor han sin søn og pigernes halvbror et løfte om, at han ville tage sig af sin stedmor og sine halvsøstre. Men løftet holdt kun, indtil han fortalte sin velbeslåede kone om det, så forsvandt generøsiteten som dug for solen, og familien Dashwood måtte flytte fra Norland Park.
Titlens to hovedkarakterer legemliggøres af de to søstre, den fornuftige Elinor og den følelsesladede Marianne, og handlingen drives frem af deres forhold til potentielle ægtemænd. Elinor er køligt glad for mr. Ferrars, Marianne har uforbeholdent lidenskabeligt kastet sin kærlighed på den svigefulde mr. Willougby, mens oberst Brandon hjælpeløst forelsket ser til på afstand. Så går det ellers over stok og sten, til det står lysende klart for læseren, at fornuft uden følelse duer lige så lidt som følelse uden fornuft og at taberen er alene den, der ikke er tro mod sig selv.
Man bør læse Austen først og fremmest på grund af personskildringer og dialoger de er helt ubetalelige. Ingen kan som Austen lystigt lade personerne udlevere sig selv i dialogerne, hvor dumhed og tåkrummende mangel på fintfølelse går hånd i hånd med ekstrem optagethed af penge og økonomi, langt fra det kulturelle dannelsesideal, som Austen skriver ud fra. Det er vanvittig morsomt og som skabt til film men altså også værd at læse.