Da jeg e kultbogen over alle kultbøger i 1970erne, Robert M. Pirsigs Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel, gik det op for mig, hvilken særlig betydning denne faste tirsdagsrubrik har. Sjældent har jeg set en roman i dette tidens dobbelte gadespejl med større forbavselse.
LÆS OGSÅ: Historien bag den gådefulde titel
Mere end 30 år er der gået, siden den i 1977 landede på dansk jord og toppede alle salgslister. Og mens den endnu var svøbt i en uforklarlig em af mystik og indsigt, kastede jeg mig selv ud i den få år senere. Den var original, den var anderledes. Dens budskab var et opgør med al politisk enstrengethed og en port ind til en helt ny æra. Vi så lyset! Motorcyklen var slet og ret den tredje vej bindeleddet mellem flipperen og betonsocialisten.
Og så var man slet ikke vant til de filosofisk-leksikale romaner, der senere har haft et kolossalt marked. Tænk bare på Frøken Smillas fornemmelse for sne og Jostein Gaarders Sofies verden. Så også dét var nyt at blive underholdt og klog på samme tid. Jeg ser, hvordan jeg beruset har streget under på hver eneste side, sat mærker og udråbstegn. Ja, ja og ja!
Nu skulle den ned fra hylden igen. Blød bog, kraftige sider sprættet op med alle forhåndenværende redskaber. Og igen tilbringer jeg mange, mange timer sammen med den amerikanske professor og hans 11-årige søn Chris på en motorcykel gennem det halve USA fra Minnesota til San Francisco.
Små 400 sider senere har man gennemlevet det hele. For det er intet mindre end netop det, denne roman er og vil. Det hele! Den er en geografisk rejse gennem Guds eget land med al den mytologi, der følger med. Den er en eksistentiel roadroman om frihed, ansvar og flugt. Den er en erkendelsesmæssig roman om den nedsmeltning, der sker i hovedet på vores professor og jegfortæller, da han ad tænkningens vej (forstandens kirke, kalder han det!) vil finde sandheden og ender med at miste alt og kigge ind i den tomme væg. Den er et psykologisk portræt af en søn, der i årevis og helt bogstaveligt på bagsædet af motorcyklen kun ser ryggen af sin far.
Og sidst, men ikke mindst er den en metafysisk-filosofisk roman om den enhedsfølelse, der opstår, når man bygger bro mellem det ydre og det indre, mellem subjekt og objekt. Når teknik og ånd ikke længere er hinandens modsætninger. Når zen er i motorcyklen. Det er i det punkt, begrebet kvalitet opstår, skriver Pirsig. Og det ord er nålen i romanens høstak. I dag ville vi kalde det flow.
Om det sidste til sidst. For lever denne roman videre hen over generationer, er det ikke i de langstrakte filosofiske overvejelser. Det er bevægelsen, der er bevægende.
Den tilnærmelse mellem far og søn, der sker undervejs. Det at gå rundt i de gamle universitetslokaler og mærke pustet fra fortidens blindgyder, det at bestige et bjerg. Det at køre igennem landskabet for til sidst at nå frem. Ikke til et nyt sted, men til sig selv som Kierkegaard ville sige det. Nå frem til en ny sandhed netop i det punkt, hvor alt synes tabt, og faderen beslutter sig for at lade sig indlægge igen og sende Chris tilbage, hvor han kom fra. Det er bevægende.
Det er ikke mindre bevægende at se, hvordan en roman kan blive overhalet af den verden, den så intenst søger at beskrive. 30 år er en evighed. Alene energien i den intellektuelle og erkendelsesmæssige stræben er mærkeligt fremmed i dag. Vi erkender ikke længere i klassisk forstand. Vi forsker, vi udvikler, men tanken har ingen selvstændig værdi. Vi er på den anden side af globaliseringen, internettet og den grænseløse information. Det er det, der er forskellen.
Derfor er selve omdrejningspunktet hos Pirsig opgøret med en dualistisk tid, hvor teknikken stadig var det fremmede selve den tanke at guddommen lige så godt kan have hjemme i kredsløbet på en regnemaskine eller i gearkassen på en motorcykel som på en bjergtop forbi og forpasset.
Ikke fordi vi er kommet overens med vores teknologiforskrækkelse, som Pirsig ønskede sig det. Men fordi vi slet og ret er hoppet over på den anden side. Teknologien er i dag en så gennemgribende faktor, at vi end ikke kan forholde os til den som god eller ond. Det er for sent.
Opgaven er en anden nu. Det er ikke længere et spørgsmål om at finde gud i maskinen, men at definere den afgørende rest, som teknologien aldrig vil kunne dække. Lad os bare kalde det gud i mennesket.
Og hvem ved. Måske er konklusionen dybest set den samme som hos Pirsig. Men vejen derhen er en helt, helt anden.
I klummen Genlæst skriver et fast panel hver tirsdag om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk