Jeg er en orm i mit eget æble

Med Selskabet gør op lukker Christina Hesselholdt sin trilogi om Camilla & co. med maner

Christina Hesselholdt: Selskabet gør op. 140 sider. 200 kroner. Rosinante.
Christina Hesselholdt: Selskabet gør op. 140 sider. 200 kroner. Rosinante.

At erindre er lidt som at fiske. Man ved aldrig, hvad der hænger på snøren, når den kommer op: en gammel støvle eller en fuldfed forel. Dertil kommer, at den ene erindring trækker den næste med sig ad associationens løbske spor.

Er man således tilbage i erindringen om dengang, man, kun iført undertøj (for ikke at tilsmudse sin kjole), påsatte en afhoppet cykelkæde, kan næste tanke snildt føre én til Tyrkiet, hvor man engang blev forfulgt af en klæg fyr, der fremviste et nummer af Playboy, på hvis forside Le Pens tidligere kone, Pierrette le Pen, var i færd med at skure toiletter ganske afklædt som en storslået hævn over en rådden eksmand.

Ovenstående er en kort beskrivelse af, hvad Christina Hesselholdt mestrer til perfektion; kæder af erindringer, indskud på indskud, her kan en parentes godt strække sig over to sider uden at briste. Fortællekredsen Selskabet gør op er tredje og sidste bind i trilogien om Camilla, som indledtes med Camilla and the Horse i 2008. De tre kredse udgøres af et lille kor af stemmer: Camilla, manden Charles, veninderne Alma og Alvilda samt Kristian og Edward.

Hvor de forrige bind virkede mere ekstatisk springende mellem disse stemmer, er Selskabet gør op langsommere, mere meditativ og koncentreret om Camillas og Almas stemmer. Det handler om afsked på mange planer. Med boliger, steder, med kærligheden og med elskede mennesker. Det handler også om at gå ind i sine erindringer, huske sine mennesker både med styrkerne og svaghederne, ikke mindst de psykiske, uden at føle, at man forråder nogen. Som Camilla konstaterer: Vel, jeg er en orm i mit eget æble.

Selskabet gør op er også en kærlig hyldest, et monument for Camillas mor, psykiateren, som gjorde en stor forskel i mange menneskers liv uden måske selv at blive rigtig lykkelig, ikke i kærligheden i hvert fald (den må hun decideret flygte fra). Camillas mand, den før så fyrige hest, Charles, er forvandlet af forfærdelige rygsmerter til en liggende, kæderygende, morfindopet invalid. Og Camilla til en sygeplejerske, både for ham og den cancerramte mor.

Kærligheden kan slides op, ligesom den blev for Alma og Kristian, der delte alt op i et millimeterdemokrati og til sidst kun gik i seng sammen hver torsdag klokken 16 sharp! Nu frygter Alma, at den nye udkårne, Edward, vil være den, hun trænger til: uden dikkedarer, som rugbrød, som en blå himmel. Læseren tænker sit!

Selskabet gør op er en om afsked, om sorg, men også om at holde fast på erindringerne om glæden, på alle de skæve, menneskelige og pinlige anekdoter, der gør et elsket menneske levende i erindringen.

Som i de forrige bind blander erindringer fra og refleksioner over det levede liv sig med erindringer om og refleksioner over litteraturen. Hvor vi i forrige rejste med Camilla og Alma i sporene på Virginia Woolf og Sylvia Plath, møder vi her en anden fortællekreds, mesteren over dem alle, Lawrence Durrells Alex-andriakvartetten, og Vladimir Nabokovs roman eller familiekrønike Ada eller Ardor og Colettes roman om sin mor, Sido.

Camilla har mistet sin Horse, sin Charles. Og skæbnen er tragikomisk, det ved vi alle, og derfor må det nødvendigvis gå sådan, at Camilla nu, i sin enetilværelse, beslutter sig for at tage ridningen op igen og investere i en hest den aflagte galophest Chicken Heart, som hun straks omdøber til Brave Heart.

Sådan forlader hun os, som vi altid er, på vej fremad, med hesten: I et pludseligt anfald af energi krænger hesten overlæben tilbage, kaster hovedet bagover, munden vidåben, så man kan se alle de misfarvede tænder, i et veritabelt grin, en vrængen over verdens åndssvaghed, at man skal tvinges fremad, når man bare kunne lade hovedet hænge og sove videre, i regnen, på sin grønne fold.

Man skal læse Selskabet gør op, fordi Christina Hesselholdt forener det at fortælle om det levende liv med en stilistisk ekvilibrisme, som gør det til en ren nydelse. Jeg har svært ved at vurdere, hvordan det er at læse sidste bind uden at kende til de forrige og anbefaler for en sikkerheds skyld, at man starter fra begyndelsen af. Alt i alt ikke længere end en gængs amerikansk bestseller. Men åh, bare bedre, sjovere, klogere, mere rørende og ansporende.