De vilde syner med den store betydning i kulturhistorien

Elaine Pagels’ bog om Johannes’ Åbenbaring giver et glimrende billede af denne kerneteksts tilblivelseshistorie og placering i Bibelen

Johannes’ Åbenbaring er en af de mest omdiskuterede, indflydelsesrige og besynderlige tekster i Bibelen. Det er en tekst, der er iklædt en fantastisk sprogdragt og indeholder kampen mellem engle og djævle og billeder af basunengle, apokalyptiske ryttere og det himmelske Jerusalem.

Den har inspireret kunstnere som Milton, Dante, Michelangelo, Bosch og Blake til at skabe mesterværker og har påvirket kristnes måde at tro på dybt.

LÆS OGSÅ: Jesus fortalte hemmeligheder til Judas


Men hvad var baggrunden for Johannes’ Åbenbaring? Hvordan fik teksten sin plads i Bibelen? Hvorfor var det lige præcis den åbenbaring og ikke nogle af de andre samtidige, der kom med i den kanoniserede udgave? Hvilken rolle har teksten spillet for kristendomsforståelsen siden med sine surreelle billeder om verdens undergang? Dette og mange andre spørgsmål svarer den anerkendte forsker Elaine Pagels på i sin nye bog ”Revela-tions – Visions, prophecy, & politics in the Book of Revelation,” der bør læses af alle med interesse i den tidlige kristendoms udvikling og de kanoniserede teksters tilblivelseshistorie.

Pagels indleder sin bog med at placere Johannes’ Åbenbaring i sin rette historiske sammenhæng og vender indledningsvis tilbage til år 66, hvor militante jøder i Jerusalem førte krig mod Roms besættelse af Judæa. Det resulterede i et nederlag i år 70 og romernes vanhelligelse af det store tempel i Jerusalem.

Det er i kølvandet på den krig, at Johannes af Patmos – en jødisk profet og tilhænger af Jesus – skrev sin åbenbaring, der profeterede Guds dom over det hedenske imperium, der dominerede og ødelagde hans folk. Pagels ser da også ganske realpolitisk hans åbenbaring som blandt andet anti-romersk propaganda, der trak på Israels profetiske traditioner fra bl.a. Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel.

Åbenbaringens indflydelse igennem tiden skal dog ifølge Pagels primært findes i dens imødegåelse af det almenmenneskelige spørgsmål: Hvor lang tid vil ondskab herske, og hvornår sker retfærdigheden fyldest? Kristne, der frygtede arrestation og henrettelse, kunne altså i Johannes’ profetier se både håb og udfrielse og en mening med historien.

Åbenbaringen er dog naturligvis også igennem tiden blevet brugt som et våben mod kættere og vantro af alle slags, da den fra Johannes’ side er umisforståelig i sit ønske om hellig renhed. Han er således en inkarneret modstander af de ikke-jøder, der er blevet omvendt til kristendommen som følge af Paulus’ lære.

Selv efter, at Johannes’ profetier var blevet modbevist – Rom blev som bekendt ikke ødelagt, men blev derimod et kristent imperium – var der modstand mod at kassere hans visioner; de blev til gengæld genfortolket, som de er blevet lige siden.

Det var de dog næppe blevet, hvis det ikke havde været for den stærkt indflydelsesrige kirkefader Athanasius’ indsats. Man mener at vide, at denne egyptiske biskop, hvis bog om munken Antonius var en milepæl i udbredelsen af munkebevægelsen, var den første, der placerede Johannes’ Åbenbaring i Det Ny Testamentes kanon. Han indså snarrådigt, hvor anvendelig teksten var til at nedgøre modstridende former for Kristus-dyrkelse med beskyldninger om kætteri. Missionen lykkedes, selv om det selvfølgelig er sørgeligt at konstatere, at dens placering i Bibelen skyldes en fundamentalistisk biskop, der erklærede, at enhver form for original menneskelig tænkning var et udtryk for ondskab.

Elaine Pagels introducerer også for læseren en bred vifte af åbenbaringer skrevet på nogenlunde samme tid, hvoraf nogle blev opdaget i 1945 i Nag Hammadi. Mange af disse åbenbaringer har et ganske andet budskab end Johannes’: I stedet for at profetere verdens undergang taler de helt anderledes positivt om, hvordan man finder det guddommelige i verden her og nu. Pagels gennemgår, hvordan disse andre åbenbaringer blev ekskluderet fra kanon, hvorimod Johannes’, på trods af at den blev intenst diskuteret af samtidens lærde, altså fik en prominent plads, fordi den kort sagt var mere brugbar til at sætte tvivlere og fritænkere på plads.

Elaine Pagels bog kan læses både af læg og lærd og giver en fortræffelig indføring i en af Bibelens særeste kernetekster. Og den viser, hvordan Bibelens tekster er blevet udvalgt på en om ikke vilkårlig, så dog temmelig tilfældig måde, hvor jordnære ting som magt og kontrol spillede væsentlige roller. Den er letlæst, men informationsrig, og hendes evne til at gå i detaljen uden at miste blikket for den store sammenhæng er imponerende.

Hver onsdag skriver vi på denne plads om om tro og værdidebat