Guds hensigt med tragedien i Norge er at omvende syndere, mener dansk ph.d. og teolog. I Norge peger flere på massakren som Guds straf eller advarsel. Teologisk kortslutning, lyder kritik

Gud havde en finger med i spillet, da norske Anders Breivik sidste sommer dræbte 77 mennesker på Utøya og i Oslo.

Sådan ser visse teologer i både Danmark og Norge på den massakre, der betragtes som den værste terrorhandling i Norge siden Anden Verdenskrig.

LÆS OGSÅ: “Breivik kan opnå tilgivelse”

I Norge har synspunktet allerede været fremme i offentligheden flere gange. For få uger siden antydede abortmodstander og tidligere præst i den norske kirke Ludvig Nessa, at Breiviks bombning af regeringsbygningerne i Oslo er konsekvensen af landets abortpolitik. Og tidligere på året rejste den norske forfatter Per Haakonsen en storm af kritik, da han i et foredrag betragtede Utøya-massakren som ”ikke først og fremmest en straf, men en advarsel” mod Norges forhold til Israel:

”Gud er historiens Gud. Ingenting sker tilfældigt. Derfor må vi være åbne for den tanke, at der kan være en sammenhæng mellem Utøya og den politik, Norge fører overfor Israel.”

Herhjemme mener teolog, ph.d. Peter Olsen, som er bibellærer i Luthersk Mission og underviser ved Dansk Bibel Institut, at Guds hensigt var at omvende syndere.

”Gud handlede ved Breiviks hånd,” siger han og tilføjer, at Gud og Breivik havde hver sin hensigt med det:

”Breiviks hensigt var ond og i strid med Guds vilje, og derfor skal han stå til regnskab for Gud. Men Guds hensigt var god, for han vil kalde syndere til omvendelse. Jeg mener, at Gud altid har en hensigt med alt, han lader ske. Når ondskab rammer os, er det, fordi Gud vil have, at vi skal vende os til ham. Alt, hvad der sker, er ledet og styret af Gud, også Breivik.”

Det er det billede af Gud og hans styring af verden, man møder i Bibelen, mener Peter Olsen.

”Gud tugter også Israel i Det Gamle Testamente ved at lade assyrerne angribe Israel, og derefter straffer Gud assyrerne. Gud er den eneste, der er almægtig, og derfor er det i sidste ende ham, der står med aben,” siger han.

Det synspunkt er Børge Haahr Andersen, rektor ved det teologisk konservative Dansk Bibel-Institut, enig i. Også selvom han ikke selv vil formulere det så tilspidset.

”Peter Olsen siger ikke noget, man ikke kan læse i den danske salmebog. Det er et gammelt luthersk synspunkt, at Gud virker i alt. Så på den måde er det klassisk kristendom,” siger han.Ifølge Børge Haahr Andersen er den gængse holdning i folkekirken i dag, at Gud intet har at gøre med det onde i verden. Teologisk set er det en grov forsimpling.

”Min pointe er, at det er Gud, der virker i alt og dermed står bag ondskab og lidelse; samtidig er det onde stadig ondt og i strid med Guds gode vilje; og endelig –selvom det onde er ondt og meningsløst, kan Gud i sin suverænitet godt bruge det til at fremme et positivt formål. Det er et af kristendommens paradokser, og man må sige alle tre ting samtidig, ellers går det grueligt galt i mødet med de mange ofre for lidelse og ondskab,” siger han.

Men teologerne er galt på den, mener lektor i teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg. Han understreger, at denne form for teologi er udbredt i det amerikanske bibelbælte, men tæller meget få tilhængere herhjemme.

”Det er ganske enkelt en teologisk kortslutning, hvor man glemmer det nytestamentlige gudsbegreb og fokuserer på den hævnende og straffende Gud fra især Det Gamle Testamente. Tror man, at Gud bruger lidelsen til at fremme en sag, kommer man til at legitimere udåden. Og så ender man teologisk set i en katastrofal blindgyde, som holocaust for eksempel er udtryk for. Derfor skete der også et afgørende teologisk spring efter holocaust, hvor man begyndte at betone Guds solidaritet med den lidende. Det er en langt sundere nytestamentlig teologi,” siger han.

Også lektor ved den konservative bibeluddannelse Menighedsfakultetet Leif Andersen tager afstand fra, at Gud skulle have en hensigt med en katastrofe som Utøya.

”Peter Olsen sætter lighedstegn mellem det, Gud tillader, og det, Gud gør. Det er forståeligt, hvis man kun ser det ud fra Det Gamle Testamentes vinkel, hvor Guds almagt i verden bliver betonet. Men der er noget helt afgørende, som først bliver klarere i Det Nye Testamente. Her skelnes der på en anden måde mellem verden og Guds rige. Her bliver det tydeligere, at der i verden kan ske noget, Gud ikke vil, at Gud også er en grædende Gud, at der består en reel kamp mellem Satan og Gud, og at Satan virkelig er Guds modstander og spiller en reel rolle i forbindelse med den ondskab, der er i verden.”