Hvad har vi lært af finanskrisen?

Finanskrisen overraskede tilsyneladende alle verdens økonomer, politikere, finans- og nationalbankfolk, som glimrede ved ikke at se den komme overhovedet. Det er både trist og tankevækkende, eftersom de mekanismer, der har ført til krisen, har været bekendte og velbeskrevne i mindst 100 år både i Danmark og i den øvrige verden, skriver dagens kronikør

Det er både trist og tankevækkende, at alle verdens økonomier, politikere og bankfolk blev overraskede over finanskrisen, mener Asbjørn B. Christensen.
Det er både trist og tankevækkende, at alle verdens økonomier, politikere og bankfolk blev overraskede over finanskrisen, mener Asbjørn B. Christensen. Foto: Peter Andersen.

Skønt finanskrisen ikke er overstået, har den nu varet længe nok til, at der har dannet sig en nogenlunde udbredt enighed om, hvordan den skal forklares og defineres, og man kan stille spørgsmålet, hvad vi har lært af oplevelsen.

Meget markant synes det for mig at være, at udlægningen af finanskrisen er foregået meget uakademisk, på græsrodsniveau. Det er vel også den logiske konsekvens af, at alle verdens økonomer, politikere, finans- og nationalbankfolk glimrede ved ikke at se krisen komme.

LÆS OGSÅ: Flokdyret i os er skyld i finanskrisen

Tilbage står groft sagt som etableret forklaring, at det amerikanske boligmarked i et miljø skabt af en grådig, ureguleret finanssektor brød sammen på grund af sine højt gearede udlån, derivater og andre finansielle fiksfakserier, hvilket rev den finansielle sektor i hele den vestlige verden og blandt andet en masse private boligejere med sig ned.

Blandt de helt store skurke i USA er de to finansielle institutioner med de sjove navne Fannie Mae og Freddie Mac, der i 2008 måtte overtages fuldstændigt af staten. De to institutioner havde været absolut toneangivende i den pågående politik på det, man kalder markedet for eksisterende værdipapirer, hvilket kort fortalt gav yderligere næring til den forkætrede subprime-långivning.

Det var i øvrigt også meningen. Der er helt tale om de senere så kontroversielle boliglån til låntagere, der ikke på normale vilkår ville blive betragtet som kreditværdige, et marked, hvor udtrykket predatory lending eller på dansk rov-udlån ligefrem kom på banen.

Hele scenariet er nærmest blevet gengivet som en fortælling om en kamp mellem godt og ondt, hvor de onde en grådig finanssektor satte dagsordenen og førte samfundet mod destruktion, og hvor de gode, de ansvarlige, de forudseende stat, politikere og centralbanker er blevet set som redningen og et bolværk mod, at noget sådant skulle kunne ske igen.

Wall Street got drunk(Wall Street blev fuld), sagde daværende præsident George W. Bush som kommentar til de tidlige stadier af finanskrisen tilbage i 2008, og han placerede dermed også skylden i finanssektoren.

Om statens rolle på finansmarkedet i USA kan nedenstående berettes til anskueliggørelse af problemstillingen.

Under præsident Franklin D. Roosevelt (1933-1945) med hans New Deal under Depressionen oprettedes i 1938 en finansiel institution, The Federal National Mortgage Association (FNMA), til at yde långivning for at udvide markedet for eksisterende værdipapirer. Der blev åbnet for privat ejerskab i 1968, men institutionen var altid offentligt understøttet.

Også under præsident Richard Nixon (1969-1974) blev en lignende institution oprettet i 1970 af fuldstændig samme bevæggrunde, The Federal Home Loan Mortgage Corporation (FHLMC), og under tilsvarende betingelser.

Nu er FNMA og FHLMC ikke særlig mundrette forkortelser, så med amerikanernes flair for at danne korte, iørefaldende navne blev FNMA hurtigt, og siden ligefrem officielt, benævnt som Fannie Mae, og FHLMC benævnt som Freddie Mac.

Disse to organisationer er lige blevet omtalt ovenfor fra en anden, mere velkendt vinkel, og for at føje spot til skade kan det blot tilføjes og understreges, at de opererede med statsligt sikkerhedsnet under sig og netop som sådan kunne være absolut førende og bærende i at skabe kreditboblen i USA frem mod 2008, på aktiemarkedet, i hele økonomien og i resten af verden.

Dette skete i et harmonisk samspil mellem kommercielle bankers udlånspolitik, nationalbankers lempelige monetære politik og regeringers indførelse af for eksempel afdragsfrie lån.

Men hvorfor blev Wall Street fuld? Sådan spurgte analytikeren Peter Shiff efter Bushs kommentar. Hvem gav dem sprutten? Det gjorde nationalbanken, svarede Shiff, i øvrigt én af de få, der forudså krisen mange år i forvejen.

I tidligere tider talte man klogt om, at sparsommelighed er en dyd. Hvis man undersøger den strukturelle baggrund for denne sjælelige tilstand, denne sparsommelighed, vil man se, at incitamentet til opsparing da også var til stede dengang via de givne omstændigheder.

Den toneangivende diskonto fra Danmarks Nationalbank var for eksempel på et tidspunkt i min barndom på 13 procent siger og skriver tretten procent mens mange læsere aldrig har levet med en diskonto over fem procent og givetvis ikke har nogen erindring om andet end, at den altid har ligget under to procent. Den er aktuelt på trekvart procent. Så historisk lave renter er slet og ret et andet udtryk for kreditudvidelse eller pengeskabelse. Det dikterer fuldstændig logisk spekulation og bobleøkonomi, som høj rente for sin del dikterer opsparing.

Grådighed er lige så lidt en gyldig forklaring på finanskrisen, som det skulle kunne være en gyldig forklaring på tidligere tiders sparsommelighed, at folk i deres inderste kerne dengang skulle have været mere rene eller dydige, end vi er nu.

Det er lige så naivt som et barns opfattelse af Anden Verdenskrig som Winston Churchills personlige sejr over Adolf Hitler i en krig om jødeudryddelse.

Hvad vi har gennemlevet i de seneste tre eller fire år, kan ikke forklares med slette karakteregenskaber eller som en mytologisk kamp mellem godt og ondt. Det er noget så mekanisk som depressionsfasen i en konjunkturcyklus, der er den helt naturlige konsekvens af den enorme kreditekspansion, politikere, finans- og bankfolk, nationalbankchefer og økonomer har iscenesat i fuld samdrægtighed siden tidligt i 1990erne.

Alle involverede parter, de ovennævnte samt for eksempel aktie- og boligejerne, havde kortsigtede interesser i en fortsat kreditudvidelse og den momentane velstandsstigning, det medførte nogle for at blive rige, andre for at blive genvalgt. Og nutidens økonomiske teorier har indlysende været et begrebsapparat, der er fuldstændig ude af stand til at analysere endsige forudsige disse fænomener.

Men der er ingen undskyldning for ikke at have kendt konsekvenserne. At pengeskabelse fremkalder konjunkturcyklussen, har været velbeskrevet i mindst 100 år. Således står der i Salmonsens Konversationsleksikon fra 1922 om inflation, der dengang blev forstået som pengeskabelse, blandt andet: Saa længe denne Bevægelse foregaar, føler Samfundet ofte et Velvære derved, idet der skabes en kunstig Aktivitet og i store Befolkningslag en Følelse af Rigdom. I det lange Løb hævner dog Inflationen sig og medfører en Reaktion, naar den abnorme Tilstand ophører. Denne 90 år gamle leksikonartikel er en præcis beskrivelse af de glade dage op til 2008 og tiden herefter, finanskrisen.

I 1931 forelå blandt andre den østrigsk-britiske økonom, nobelpristager og politisk filosof F.A. Hayeks bog Preise Und Produktion (Priser og produktion), der i en fuldt udbygget konjunkturcyklusteori udførligt beskrev mekanismen i en kreditinduceret boom-bust-cyklus, hvilket kontroversielt var med til at indbringe ham Nobelprisen i 1974.

Det er imidlertid nu at betragte som tabt viden. Det hele er i stedet blevet sat ind i denne mytologiske, urgamle, følelsesbaserede forståelsesramme, kampen mellem godt og ondt, og på niveau med vore stenalderforfædres forklaring på torden som gudernes vrede.

I samme stil kom for et par år siden fra samme skuffe en forkølet forklaring på, hvorfor krisen nu fortsatte, nemlig med en ny følelse lav forbrugertillid.

Svaret på det indledende spørgsmål, hvad vi har lært af finanskrisen, er klokkeklart: Intet som helst. Jeg ser ikke nogen erkendelse, nogen operationel økonomisk teori i bredere kredse eller blandt de afgørende aktører, der antyder, at vi ikke engang ad åre igen vil skulle spille de samme roller i det forløb, som en kreditboble og en efterfølgende finanskrise er.