BLOG Helt uacceptabelt, at ægtepar får skåret i børnechecken, mens samboende slipper, skriver Per Ørum Jørgensen, formand for Kristendemokraterne
Jeg blev i sidste uge spurgt af en journalist, om jeg troede, det kunne blive værre med den nuværende regering. Mit svar var: Det har jeg ganske enkelt ikke fantasi til at forestille mig.
Efter at regeringen har fremlagt sin skattereform bliver jeg nødt til at revidere mit svar.
LÆS OGSÅ: Ægtefæller rammes hårdest af mindre børnecheckUd over en usympatisk regning på tre milliarder til borgere på overførselsindkomster, rummer regeringens udspil en nyskabelse i dansk skattepolitik – Skat på Ægteskaber!
Man skærer i børnechecken hos de familier, hvor forældrene er gift, men hvis man er samboende, slipper man for at få beskåret sin børnecheck.
Argumentationen bag denne forskelsbehandling er ifølge Skatteministeren, at man ikke kan registrere samboende. Dette svar udstiller med tydelighed ministerens manglende parlamentariske erfaring.
Han regerer som en embedsmand, og ikke som en politiker.
En politiker med holdninger og værdier ville aldrig lave et så absurd forslag. En politiker ville vide, at man ikke bør gennemføre så markant en forskelsbehandling.
Kristendemokraterne kan godt lide børn, og mener, det er forkert at begrænse det ekstra råderum og valgfrihed børnechecken er med til at give pressede børnefamilier. Derfor mener vi ikke, at der skal skæres på børnechecken, hverken for ægtefolk eller samboende.
Men mere interessant er den røde tråd regeringen følger i forhold til at nedbryde vigtige fællesskaber og institutioner som familien, kirken og ægteskabet.
Ægteskabet mellem mand og kvinde er udraderet og gjort kønsneutralt. Man vil afskaffe helligdage, og dermed begrænse familiernes tid til at være familier.
Og nu senest et forslag om at straffe ægtefolk med en økonomisk nedskæring.
Min fantasi i forhold til de ulykker som vi i fremtiden kan vente fra den røde regeringen er ganske enkelt kommet til kort.