Ny udviklingsstrategi gør op med direkte miljøbistand

Regeringens nye udviklingspolitiske strategi gør miljøet til et integreret hensyn frem for en særlig opgave

Ifølge regeringens nye udviklingspolitiske strategi – Retten til et bedre liv – som netop er blevet offentliggjort, er det slut med dansk støtte til at opbygge nationale og lokale miljømyndigheder, for eksempel miljøministerier.

Fremover skal miljøet være en integreret del af det hovedområde i strategien, der hedder Grøn vækst. En betydelig del af den danske u-landshjælp skal gå til initiativer og projekter inden for det private erhvervsliv, der kan fremme økonomisk vækst og beskæftigelse – uden at miljøet ødelægges for fremtidige generationer.

LÆS OGSÅ: Regeringens nye udviklingsstrategi mangler danske værdier

Da landbruget er den største private sektor i de fleste af de u-lande, Danmark arbejder sammen med, vil det især være landbruget, der skal kombinere målene om vækst og bæredygtighed på én gang.

Det markante sporskifte bekymrer i 92-gruppen, som er en paraplyorganisation af danske udviklings- og miljøorganisationer, dannet efter Rio-topmødet. Koordinator Troels Dam Kristensen peger på, at der stadig er et udtalt behov for at støtte de lokale miljømyndigheder.

”Det er rigtig fint med grøn vækst, men vi er betænkelige ved at give den private sektor så stort et ansvar for udviklingen. Der er stadig brug for at styrke miljømyndighederne, hvis vi skal undgå uhæmmet skovhugst, overfiskning, forurening af vand, luft med videre. Vi kan ikke forlade os på, at udviklingslandenes regeringer investerer i den nødvendige regulering,” siger han.

Ingeniør og u-landskonsulent Hans Peter Dejgaard, der har arbejdet med udviklingspolitik i mere end 25 år, er endnu mere kritisk over for konsekvenserne for miljøet.

”Den store taber i strategien er miljøet. Miljøministerier og kommuner er skrevet ud af strategien, men hvem er det så, der skal sørge for, at de private overholder loven,” spørger han.

Hans Peter Dejgaard mener ikke, at man kan have tillid til, at den private sektor selv vil tage de hensyn til miljøet, strategien lægger op til.

Der er dog ikke nødvendigvis grund til at være helt så bekymret på miljøets vegne, mener Helle Munk Ravnborg, leder af indsatsområdet Naturressourcer og fattigdom ved Dansk Institut for Internationale Studier.

”Der er tale om et historisk forløb. Da programmerne blev indledt i sin tid, havde mange u-lande ingen miljøadministrationer overhovedet. Det har de nu. Der er skabt nogle strukturer, som – omend de ikke fungerer fantastisk – så dog eksisterer. Bistanden blandt andet fra Danmark har hjulpet til med opbygningen af disse strukturer. Nu er der brug for at gå nye veje, som kan sikre en håndhævelse af den etablerede miljøregulering – også på lokalt niveau,” siger hun.

Helle Munk Ravnborg er ganske enig med Hans Peter Dejgaard i, at det indebærer en risiko udelukkende at ville integrere miljøhensynet i de andre sektorprogrammer som for eksempel landbrug eller decentralisering, men hun mener, at risikoen er værd at løbe.

”Der skal holdes skarpt øje med, hvordan det går. Men det må komme an på en prøve,” siger hun.

SF har altid været kendt som en markant tilhænger af miljøbistanden, og Lisbeth Bech Poulsen, der er partiets udviklingsordfører, ser da heller ingen røde lamper blinke i den nye strategi.

”Vi har ikke aflivet noget som helst. Vi har tværtimod været meget optaget af, hvordan vi kunne tænke klima, miljø og beskyttelsen af naturressourcer ind som et tværgående hensyn,” siger hun.

Lisbeth Bech Poulsen fremhæver, at strategien gør meget ud af at fremme udbredelsen af mere miljøvenlige teknologier, så u-landene på et praktisk, konkret niveau bliver hjulpet med at få renere vand, luft og så videre.