Præster og menighedsrådsmedlemmer arbejder ikke ved samlebånd.
Ikke desto mindre hænger den ledelsesstil, der præger folkekirken såvel som de fleste andre virksomheder fast i en fjern fortid, hvor formålet var at effektivisere arbejdsgangen på fabrikkerne.
LÆS OGSÅ: Her er Lars Kolinds råd til folkekirken
Det mener Lars Kolind, der er en af de seneste årtiers mest respekterede danske erhvervsmænd og medforfatter til bogen UNBOSS, som udkommer i dag.
I bogen leverer Lars Kolind sammen med iværksætter Jacob Bøtter et frontalopgør med den ledelsestænkning, der har præget erhvervsliv og organisationer de sidste 100 år.
LÆS OGSÅ: Forslag om at indføre anarki ved gudstjenesten
Begrebet Unboss betyder frit oversat fra engelsk at afchefe den traditionelle chefrolle. Mens bossen bygger på magt, bygger unbossen på værdier og inspiration af medarbejderne. Og forfatterne retter deres angreb mod samlebåndsprincipper såsom standardisering af arbejde og et skarpt skel mellem arbejdets ledelse og udførelse, som ifølge de to forfattere stadig præger virksomheder og ikke mindst deres ledere.
Det lyder flot, men hvad har det med folkekirken at gøre? Alt, mener Lars Kolind.
Der er et meget stort behov for at unbosse folkekirken. De måder, vi arbejder sammen på, er slet ikke fulgt med tiden, siger han.
For det første er folkekirken noget af det mest regelstyrede i det her land. Det er helt utroligt, hvad der findes af regler, og jeg tror, man kunne klare sig med en hundrededel af dem. Jeg ville gøre op med langt hovedparten. Den lokale frihed skal være meget større, og menighedsrådene skal ikke bruge kræfter på bureaukrati og cirkulærer, siger Lars Kolind.
For det andet beskæftiger den øverste ledelse sig stort set ikke med, hvorfor man er folkekirke. Der er nærmest et totalt fravær af formål. Jeg kan godt finde trosbekendelsen på nettet, men jeg har ikke kunnet finde nogen klarhed omkring formålet. Det er det, ledelsen skal bruge sine kræfter på. Kirkeministeriet og biskopperne beskæftiger sig med en masse små detaljer, og det betyder, at det, der i virkeligheden er bestemmende for alt i kirken, nemlig formålet, og hvordan man realiserer det formål, bliver sløret.
Erhvervsmanden er ikke bleg for at give sit bud på folkekirkens formål, nemlig at forkynde evangeliet, så det slår rod i danskerne. Men det er ikke pointen. Pointen for folkekirken er overhovedet at blive klar over, hvor afgørende et formål er. Hans eget bud er i øvrigt slet ikke skarpt nok, tilføjer han.
Hvad skal man så gøre? Man skal som leder erkende, at man ikke har kontrol over sine medarbejdere. Man skal betragte den organisation, man leder, som en ubegrænset bevægelse. I folkekirkens tilfælde er det en bevægelse med cirka 4,5 millioner medarbejdere. Med så stor en virksomhed må man lede på en helt anden måde, ikke ved regler og kontrol, men ved at motivere medarbejderne om et fælles formål som grundlag for alt, man gør, siger han og tilføjer:
Så ville der blive frigjort en masse kræfter lokalt i forhold til, hvad man skal gøre. Man kan ikke give mennesker frihed og få dem til at arbejde sammen, hvis de ikke har fælles formål.
Skal der overhovedet ikke være nogen regler?
Kun de regler, der er strengt nødvendige. Den første og vigtigste regel er formålet, nemlig at forkynde evangeliet, så det slår rod hos danskerne. Den anden regel handler om troens indhold, som man finder i trosbekendelsen. Den tredje skal handle om at opføre sig ordentligt, altså om et moralsk ansvar, der går videre end det at overholde loven. Derudover skal ledelsen give maksimal frihed og ellers sørge for, at man lærer af hinanden, samt sørge for at måle, om opgaven lykkes.
Det kan lyde som forvrøvlet idealisme, var det ikke, fordi Lars Kolind er et levende bevis på, at det kan lade sig gøre.
Han brugte de samme principper, da han i 1990erne forvandlede Oticon fra skrantende virksomhed til en af verdens førende leverandører af høreapparater. Og som tidligere formand for den internationale spejderorganisation World Scout Foundation, der tæller tre millioner frivillige og 40 millioner medlemmer, har han rig erfaring med at engagere folk til benhårdt arbejde uden løn.
I verdensorganisationen har vi en meget omfattende definition af, hvad spejderbevægelsen er. Ingen kan huske den, fordi den er så omfattende og kompliceret. Men så har vi besluttet, at spejderbevægelsen er The Greatest Leadership Development Programme On Earth (Det bedste lederudviklingsprogram på jorden, red.)! Med den simple sætning sætter vi alt arbejdet ind i en særlig sammenhæng, som er en helt fantastisk motivation for spejderarbejdet. Folkekirken skal sige det lige så skarpt. Jeg skal vide, hvorfor jeg skal være glad og stolt af at være engageret i den danske folkekirke, siger han.
Lars Kolind tilføjer, at spejderbevægelsens udflydende grænser mellem fuldtidsansatte og frivillige bør danne forbillede for folkekirken.
Man kan ikke styre oppefra og ned. Man må involvere danskerne i kirkens opgave. Og her er der ikke noget, der er helligt heller ikke højmessen. For man skal bruge kræfterne på det, der fremmer formålet.
Men kirkerne laver allerede et hav af særgudstjenester, som er målrettet særlige grupper, og hvor frivillige også hjælper til. Hvad mere skal man gøre?
De tæller stadig kun en lillebitte del af arbejdet. Og det, der karakteriserer kirkens udviklingsarbejde, er, at der ikke er nogen systematisk læring. Forestil dig, at man drev en virksomhed med 200 afdelinger, og i hver eneste lavede de udvikling, men de lærte ikke af hinanden og blev ikke klogere på, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Gjorde man det, spildte man utrolig mange kræfter og kom ikke videre. Det er faktisk det, folkekirken gør, siger han.
Med til det problem hører, at kirken lider af berøringsangst for at måle effekten af sit arbejde.
Folkekirken mister markedsandele år efter år, men ingen tager sig rigtigt af det. I det nuværende system er næsten alt orienteret mod, at man skal gøre sådan og sådan, og ikke mod, om alle de højmesser egentlig har en effekt. Det er der ingen, der tager rigtig alvorligt.
Ender det ikke bare med den kontrol af menighedsrådene, du gerne vil undgå?
Hvis man først begynder at måle for at styre alt, ville det være værre end det, vi har nu. Men målinger og opgørelser skal bruges til at se, om det formål, vi har defineret som kirke, bliver realiseret. Om vores formål med at forkynde evangeliet lykkes.