Det første skridt til at finde en god balance er at være bevidst omkring problemstillingen og tage den alvorligt og dernæst at få talt temaer som tid, prioritering, værdier og økonomi igennem med sin ægtefælle
Kære brevkasse
Jeg vil gerne sige tak for jeres gode svar i brevkassen. Jeres tanker er varme, men har samtidig en kant, der udfordrer på en god måde. Når jeg skriver nu, skyldes det, at jeg står i et dilemma. Dilemmaet udspringer af den klassiske problemstilling: karriere og familieliv.
LÆS OGSÅ: Det svære kommer, når de bliver forældreMin familie er utrolig vigtig for mig, og jeg er så glad for min kone og mine to små børn. Samtidig med dette har jeg et arbejde, som jeg brænder for. Jeg har et idealistisk arbejde, hvor jeg oplever at gøre en stor forskel i andre menneskers liv.
Problemet er, at arbejdet kræver meget tid og mange ressourcer, og min kone har nu udfordret mig kraftigt. Hun synes, jeg har for lidt tid og for lille et overskud til hende og vores børn. At jeg derudover bruger en del tid på motion og andre interesser, gør ikke problemet mindre. I den forbindelse skulle man mene, at jeg burde arbejde mindre, skære ned på motionen og dermed prioritere min elskede familie højere. Det ville også på mange måder give mening i forhold til mine værdier.
Mit problem er ”blot”, at dette er nemmere sagt end gjort. Jeg føler mig på mange måder revet over i to eller tre, og jeg synes, jeg taber noget, lige meget om jeg gør det ene eller andet. Jeg synes, det er så svært at skulle sige farvel til vigtige ting i mit liv. Jeg tror ikke, jeg kan fortsætte sådan her, men jeg kan heller ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg ved godt, at I ikke kan fortælle mig, hvad der skal ske, men jeg ville sætte pris på, hvis I kunne dele nogle af jeres tanker med mig.Venlig hilsen
Fastlåst
Kære Fastlåst
Tak for dine gode ord om brevkassen. Varme og kant er ord, som vi gerne vil identificeres med, så tak for dem. Som du også selv skriver, har vi desværre ikke færdige svar på dit dilemma. Vi tror og ved, at det er manges, ikke mindst småbørnsfamiliers store udfordring i vores kultur. I 2006 kom der en stor rapport fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som konkluderede, at næsten hver anden kvinde og lidt færre af mændene blandt småbørnsfamilier syntes, at det var stressende at få hverdagen til at hænge sammen.
Rapporten var imidlertid mest optaget af fleksible arbejdsforhold og åbningstiderne i daginstitutioner. Der er således helt overordnet meget mere at gennemtænke og drøfte for politikere og alle os andre. At vi alle over en kam skal arbejde noget mere, som vi hører lige for tiden, er nok så kortsigtet. I hvert fald hvis man har små børn.
Det første skridt til at finde en god balance har du allerede har taget, nemlig at være bevidst omkring problemstillingen og tage den alvorligt. Dernæst tror vi, at det er nødvendigt, at du ikke bare føler, at du skal løse det selv, men at du og din kone får sat god tid af til at se på jeres liv sammen både her og nu og på den længere bane. Det handler om temaer som tid og prioritering, men det handler også om værdier og måske om økonomi. Nogle få samtaler er sikkert ikke nok. I må finde gentagne tider, hvor børnene er lagt, eller hvor I får dem passet af gode venner eller bedsteforældre, så I sammen kan analysere jeres liv både i detaljer og i det større perspektiv. I er jo ledere af en lille organisation, som trænger til rammer og retning.
Måske skulle en af jer gå på deltid i nogle år, hvis det kan lade sig gøre. Eller måske skulle I finde andre løsninger for, hvordan man kan få løftet nogle af de andre opgaver i hjemmet fra jeres skuldre, som kræver for meget af jer nu. Og så må I sammen se på din jobsituation, for det er ikke godt at stoppe alt for meget med at motionere.
Hvis du skal kunne reducere noget i dit job, så tror vi også, du trænger til en at snakke med, som både kan udfordre dig, men som også kan komme med gode råd til, hvordan du konkret kan skære i nogle af opgaverne. For ellers bliver det bare til en god intention, som ikke bliver realiseret.
Det er godt, at du har en kone, der kan udfordre dig, uanset det måske ikke altid er lige nemt for dig. For ellers kunne I let havne i en situation, hvor utilfredshed og afstand ville vokse mellem jer. Men nu har I chancen for at tage problemet alvorligt sammen, og det er en vigtig ting for jer begge, hvordan jeres familieliv skal skrues sammen i den kommende livsfase. Det er også værd at hente inspiration gennem samtaler med jeres venner, som måske har lignende dilemmaer.
Let er det ikke, men vi har intet andet valg i en kultur, hvor mulighederne er så mange. Derfor er det af allerstørste betydning, at man er bevidst om sine valg. Det kan godt være frustrerende, især når alle de ting, man har gang i, giver mening og er interessante.
Det er lettere at vælge dårlige ting fra end de gode. Men vi er nødt til som voksne mennesker at forholde os til vores egen begrænsning. Trods maksimal teknologisk udvikling kommer vi aldrig til at ændre på, at døgnet kun har 24 timer.
Det er ikke sikkert, at du lige her og nu kan finde løsninger på dit dilemma – man kan ikke fra den ene dag til den anden ændre en jobsituation, men ved at blive konkret kan du arbejde hen imod en ændring. Jeres børn er kun små en gang og lige nu. Derfor er det vigtigt at prioritere tid og ro sammen med dem og med hende, du skal bygge jeres familie sammen med. Og så er det en god idé at se sit liv i kapitler. Det kunne være en mulighed for et engageret menneske som dig at tænke, at der om nogle år måske igen er muligheder for at være mere idealistisk i forhold til job og fritidsliv, for da er I og børnene i en anden livsfase.
Samtidig må det også siges, at børn også kan have glæde af at se deres forældre brænde for noget, der giver mening for andre. Men er mængden for stor, så vendes det gode til det modsatte.
Måske er der også ting på det mere hverdagsagtige plan, som I kunne planlægge anderledes, så det blev lettere, som for eksempel at lave ugeplaner for diverse aktiviteter (at slappe af er også en aktivitet), bestille dagligvarer over nettet, lave mad- og rengøringsplaner, nedsætte ambitionsniveauet for, hvor flotte tingene skal se ud, og hvor sociale og tjekkede I skal være og så videre.
God vind med dette vigtige ”arbejdsområde”.
Mange hilsener