Bogråd skal redde litteraturen

Forlæggere vil danne et brancheråd, der skal lægge pres på politikerne for at sikre bogens og læsningens betydning for samfundet

Bogbranchens foreninger har været for optaget af økonomi og ophavsret.
Bogbranchens foreninger har været for optaget af økonomi og ophavsret.

Det var symbolsk, at kulturminister Uffe Elbæk (R) ikke dukkede op til bogbranchens årlige træf i Nyborg for nylig. Han havde faktisk meldt sin ankomst, men valgte at forlænge sit ophold ved filmfestivalen i Cannes i stedet.

Symbolsk, fordi den politiske interesse for litteraturen er særdeles usynlig i øjeblikket, hvilket blev slået fast i regeringsgrundlaget, der ikke nævner et ord om bøger.

LÆS OGSÅ: Anmelderen skal være i øjenhøjde med læseren

Fraværet og den manglende interesse siger noget om, hvor vi er på vej hen som samfund. Om et skred i vores demokrati og ånd. Uden læsning kan disse ikke bevares. Det mener Søren Møller Christensen, direktør for Forlaget Vandkunsten.

Politikerne har glemt bogen. Der udkommer stadig bøger, men de sælger ikke, hvilket dels har noget med krise at gøre, dels at vi er kommet i en situation, hvor folk ikke læser. Hvis vi skal fastholde os selv som en læsende og tænkende nation, skal der være nogle, der ønsker, at det er sådan, siger Søren Møller Christensen.

Han deltog for nylig i bogbranchens årlige træf i Nyborg sammen med andre forlæggere og danske boghandlere. Her luftede han sin idé om, at forlæggere og boghandlere går sammen om et særligt råd, en slags lobbyorganisation, der skal gøre samfundet og politikerne opmærksomme på udviklingen.

I Nyborg pointerede Søren Møller Christensen, at en henvendelse til politikerne ikke kun skal handle om politisk støtte, men om, at vi skal sørge for, at danskerne kan læse og skrive.

Der mangler samling om bogen. Engang var det bondestanden, der hævede sig op og blev læsende, og engang var det fagbevægelsen, der havde et kulturpolitisk projekt. Nu må der igen være nogle, der står frem og kæmper for, at vi læser. Det skal politikerne interessere sig for og ikke kun kulturministeren eller enkelte tiltag. Det bør være et hensyn, der gennemsyrer hele politikken.

Søren Møller Christensen får opbakning fra sin mere mægtige kollega Stig Andersen, administrerende direktør for Gyldendal, der har inviteret forlag og boghandlere til et møde efter sommeren for at drøfte et konkret forslag.

Søren Møller Christensen mener, at branchens foreninger har været for optaget af økonomi og ophavsret, og at et fælles råd bedre kan fastholde samfundets og politikernes fokus på bogen som kulturprojekt. De to foreningers medlemmer har for eksempel været dybt uenige om, hvordan branchen skal forholde sig til de frie priser på bøger, der ifølge mange har været med til at presse konkurrencen om bogsalg og den smalle litteratur. Men her er et forslag, som parterne måske kan forenes om.

Boghandlerforeningens direktør, Olaf Winsløw, er enig i, at der er et behov for at arbejde mere sammen på tværs af de to foreninger for at gøre opmærksom på bogbranchen som helhed frem for at bekæmpe hinanden.

Det er et interessant forslag. Det er for tidligt at mene noget detaljeret om det, men vi lever af den læsende befolkning, og intentionen bag forslaget kan jeg kun bakke op, lyder det fra direktøren.