Livet har lært Uffe Ellemann-Jensen, at man skal vælge sine kampe med omhu. Men det må aldrig, fastholder han, føre til resignation
Mon ikke de fleste med en hukommelse, der rækker tilbage til 1980’erne, husker den ildhu og det engagement, hvormed Venstre-politikeren Uffe Ellemann-Jensen kastede sig ud i politiske dueller og magtkampe, når han deltog i diverse politiske tv-programmer?
Selv er han sit diskussionslystne jeg særdeles bevidst, og efter mange år i dansk politik har han også erfaret, at man selv ikke med det bedste argument kan vinde hver en kamp, man stiller op til. Man er nødt til at være selektiv, mener han.
LÆS OGSÅ: Ellemann: Hård debat fremmer hadefuld vold”Jeg er med tiden blevet så meget realpolitiker, at jeg har lært, at der er visse ting, man er nødt til at skubbe til side, fordi man ikke kan ændre ved det alligevel,” siger den i dag 70-årige Uffe Ellemann-Jensen, som igennem mange år har haft et citat fra den romerske kejser og filosof Marcus Aurelius (121-180 e.Kr.) liggende i sin tegnebog, der netop kredser om dette tema.
”Giv mig sindsro til at affinde mig med de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”
Uffe Ellemann-Jensen husker ikke præcis, hvornår han hørte ordene første gang. Men det var i gymnasietiden, at han fik øjnene op for Marcus Aurelius og altså særligt fattede sympati for ovenstående citat, som han sidenhen har gjort brug af i sit politiske liv.
”Det fine ved denne sætning er, at det viser et ideal, som man kan stræbe efter, men som jeg personligt aldrig selv har nået,” siger han og uddyber:
”Modet har aldrig svigtet mig, men det har jo nok knebet med sindsroen. Den har jeg har haft det lidt svært med – og det må jo så betyde, at jeg ikke har haft den fornødne visdom,” siger han, men påpeger dog, at tiden har arbejdet for ham.
”Der er med årene blevet færre af de situationer, hvor jeg ikke har haft den nødvendige sindsro, synes jeg. Og det hænger absolut ikke sammen med, at visdommen er blevet større, men er et resultat af, at jeg har gjort mig nogle flere erfaringer,” siger Uffe Ellemann-Jensen.
Skønt Marcus Aurelius’ ord er gode at have med på sin vej, må de dog ikke mistolkes i en retning, så de fører til passivitet og tilbageholdenhed, påpeger den tidligere Venstre-minister.
”Man må endelig heller ikke gøre sig til slave af citatet eller lade visdommen blive alt for stor, for så risikerer man, at sindsroen fører til resignation,” siger han, men skynder sig at understrege, at det aldrig rigtig har været aktuelt for ham at frygte, at sindsroen overmandede ham.
”Det sværeste for mig har helt klart altid været at bevare sindsroen – det skyldes en naturlig og iboende utålmodighed hos mig,” siger han og fortæller med grin i stemmen, at han, når temperamentet flyder over, skynder sig at søge trøst andetsteds.
”Så finder jeg i stedet et Piet Hein-citat frem, som lyder ’Tæv uforknyt løs på problemerne, men – vær forberedt på, at de tæver igen’.”