Kættersk syn på seksualitet. Gud sørger over udviklingen i folkekirken

NÅR JEG LÆSER kapitel 16 i Ezekiels Bog, bliver jeg overvældet af Guds sorg. Her blotlægges hans knuste hjerte over en kirke, som har glemt sit fundament og fra-veget dens herlige begyndelse. Ifølge Ezekiel var Israel blevet så korrupt, at det var blevet en løsagtig kirke værre end Sodoma.

Dette folk, som Gud havde udfriet, renset og velsignet, havde nu vendt sig mod ham, mens de afviste den sandhed, som de tidligere var overbevist om og havde forkyndt. Deres frafald pinte ham.

At udviklingen i folkekirken på lignende vis bringer Gud sorg, synes indlysende. Med det nye kønsneutrale vielsesritual er frafaldet en realitet. 8 ud af 10 danske biskopper har udarbejdet et ritual, der må være en vederstyggelighed for Gud.

I Jesu Kristi universelle kirke er det kun en meget lille minoritet bestående af majoritetskirkerne i Island, Sverige og nu Danmark, der godtager dette kætterske syn på seksualiteten. Vi må håbe på og bede til, at denne gift ikke spreder sig og trækker andre kirkesamfund med sig i faldet.

Efter min bedste overbevisning kan folkekirken ikke længere med troværdighed betragtes som Danmarks evangelisk-lutherske folkekirke. Den evangeliske Jesus, der ikke velsigner synd, men tilgiver synderen, er undermineret. De lutherske bekendelsesskrifterne er tilsidesat til fordel for en aggressiv rettighedstænkning. Derfor er otte frafaldne biskoppers nye ritual udtryk for folkekirkens død som kirke og forvandling til en religionsanstalt for politiske ideologier.

Når jeg tænker på vore åndelige fædre i den nytestamentlige menighed, tænker jeg på tjenere, som gav deres liv i forsvar for evangeliet. Fra begyndelsen prædikede disciplene og apostlene Guds fulde budskab, mens de proklamerede Messias til den dag, de døde. Herren udøste sine gaver og velsignelser over det første århundredes menighed; og den voksede og havde fremgang i ånd og sandhed. Snart havde den indflydelse på hedenske nationer verden over.

Nu har et flertal i bispekollegiet frivilligt og med åbne øjne besluttet at håne denne indsats ved at indføre et hedensk ægteskabssyn i folkekirken. Det politiske flertal med kirkeminister Manu Sareen (R) i spidsen fremtræder som agnostikere, der intet forhold har til Guds ord i de bibelske skrifter.

Deres frelse må vi bede for. De ved ikke bedre. Den egent-lige tragedie er at otte af folkekirkens hyrder i iver efter at tilfredsstille tidsånden har skrevet den evangelisk-lutherske folkekirkes dødsattest!