Sæt offeret i centrum

Prioriteringerne skal ændres. Et civiliseret samfund bør sætte offerets tarv i centrum - uden at forfalde til brutal hævn

Siden oplysningstiden i 1700-tallet har vore vestlige samfund været inspireret af frihedsværdier og den enkeltes menneskeret. Bør det ikke også gælde voldsofre i det nye årtusinde? spørger Ebbe Fischer.
Siden oplysningstiden i 1700-tallet har vore vestlige samfund været inspireret af frihedsværdier og den enkeltes menneskeret. Bør det ikke også gælde voldsofre i det nye årtusinde? spørger Ebbe Fischer.

DEBATTEN HAR RASET LÆNGE. Hvordan kan det være, at samfundet prioriterer flest ressourcer til voldsmanden, mens offeret føler sig glemt og forladt på sidelinjen?

Kristeligt Dagblad bringer svaret mandag i en kommentar med velmente ord, som illustrerer nordisk mentalitet:

I et civiliseret samfund bør resocialisering af straffede altid være i centrum, skriver Michael Bach Henriksen.

LÆS OGSÅ: Omsider fokus på ofre

Selvfølgelig skal man resocialisere forbrydere. Det er ekstremt vigtigt og absolut i samfundets interesse. Men når man går så langt, at man sætter gerningsmandens resocialisering i centrum, så har man glemt sine prioriterer, og det går simpelthen udover ofrene.

Det må være læren af de seneste måneders afsløringer af voldsofres vilkår i Danmark. Afsløringer, der har ført til selvransagelse i befolkningen og nye lovforslag i Folketinget.

En grundlæggende ny tankegang er imidlertid nødvendig, hvis vi for alvor skal sikre ofrene tålelige vilkår i fremtiden. Et civiliseret samfund bør nemlig sætte offerets tarv i centrum uden at forfalde til brutal hævn.

Ved at gøre det modsatte og sætte resocialisering af gerningsmanden i centrum har vi skabt et uland for voldsofre. Tankegangen har ledt til en praksis, der negligerer ofrene, ydmyger dem og i mange tilfælde bringer dem i fare, fordi voldelige gerningsmænd kommer meget hurtigt på udgang. Sidstnævnte åbner desuden friske sår på sjælen. Sår, som ikke har haft tid til at hele.

LÆS OGSÅ: Også offeret bør hjælpes til nyt liv

Nej, det passer ikke. Vi resocialiserer hurtigt af hensyn til samfundet for at mindske antallet af fremtidige ofre, lyder argumentet. Vi skal undgå nye ofre.

Det er bestemt en vigtig pointe, men når man går planken ud og sætter resocialisering i centrum, så ofrer man det eksisterende offer - for samfundets skyld. Er det ikke grundlæggende forkert?

Siden oplysningstiden i 1700-tallet har vore vestlige samfund været inspireret af frihedsværdier og den enkeltes menneskeret. Bør det ikke også gælde voldsofre i det nye årtusinde?

Vi bliver simpelthen nødt til at prioritere rigtigt for at undgå nye ydmygelser af uskyldige mennesker. Og den rigtige prioritering er at sætte offeret i centrum.