Højtlæsning er en højtelsket måde at være sammen på både for børn og voksne. Det er skønt at sidde sammen med en : op i en rar stol, og så er vi klar til en god historie.
Men børns liv med bøger omfatter andet end højtlæsning af skønlitteratur. Børn har bøger med i deres leg og læring på et væld af måder, og denne samling af artikler åbner for de mange forskellige sammenhænge, børnelitteraturen indgår i.
LÆS OGSÅ: Børnebøger åbner for vilde piger og bløde drenge
Diskussionen om, hvorvidt børnelitteratur kan være kunst eller aldrig bliver andet end pædagogik, er for længst forbi, og man har i stedet taget den tværfaglige udfordring op. Man overskrider konsekvent de etablerede grænser imellem fag, litterære genrer, forskellige medier, leg og læring for at vise, hvordan børn bruger litteraturen, når de er i børnehave, i skole, på biblioteket, når de sidder foran computeren eller er langt væk i en , som de selv læser og bagefter skriver videre på som fan-fiktion.
Børnelitteratur er altså meget andet end højtlæsning. At det også er andet end skønlitteratur, ved ethvert barn, der nysgerrigt tager en fag frem for at få noget at vide om verden. Men ikke desto mindre er faglitteraturen stort set usynlig, både når det kommer til forskning og i forhold til de priser, der skaber interesse og giver anerkendelse. Det påpeger Anna Karlskov Skyggebjerg, lektor ved Center for Børnelitteratur, i denne artikelsamling, og hun antyder, at det store fokus, der i de senere år har været på børnelitteratur som et komplekst kunstnerisk udtryk, kan have været med til at udgrænse fagen, der ellers er en både vigtig og mangfoldig kilde til videbegærlige børns oplysning.
I den forbindelse virker det oplagt at se en sammenhæng imellem den manglende inter-esse for fagen og for oplysningstidens børnelitteratur, som Nina Christensen, leder af Center for Børnelitteratur, skriver om. Hun forklarer, hvordan børnelitteraturens historie tidligere er blevet beskrevet som en positiv udvikling væk fra en pædagogisk, opdragende og moralsk holdning til børn og til tekster for børn og hen imod en opfattelse af tekster for børn som frit skabte kunstneriske udtryk rettet mod en kompetent barnelæser.
Altså et syn på kunsten og barnet, der grundlægges i romantikken og præger vor tids børnelitteratur og -kultur i en grad, så det åbenbart er blevet svært at se det både humoristiske, eksperimenterende og undersøgende i oplysningstidens tekster for børn.
Men børnesforfatterne har allerede opdaget 1700-tallets børnelitteratur og skriver inden for genrer, der er karakteristiske for den tid: moralske fortællinger, brev- og dagsromaner, fabler, lyrik og aviser for børn. Også her kan ny viden åbne feltet, så børnelitteratur ikke bliver enten romantisk eller oplysende enten eventyr eller encyklopædi men netop kan være begge dele og det hele på én gang.
I det hele taget er en præget af en befriende pragmatisk tilgang til, hvad et barn er eller skal være og derfor også til, hvad børnelitteraturen kan og må. God børnelitteratur er en litteratur, som børn kan gøre noget med: tænke over, lære af, lege ud fra, leve sig ind i, digte videre på.
Og så behøver der ikke at være en lykkelig slutning, viser adjunkt ved pædagoguddannelsen på Fyn Helle Hovgaard Jørgensen i sin artikel Er børnelitteraturen overhovedet for børn?, der blandt andet bidrager med en tiltrængt kvalificering af debatten ud fra K.E. Løgstrups velkendte og (ofte uden for kontekst) citerede synspunkt, at kun en nidding tager livsmodet fra et barn. Hun har læst novellen Forbryderspiren af Bent Haller sammen med en 4. klasse for at finde ud af, hvordan børnene forholder sig til det onde i historien, der ender med, at det onde overvindes, men med voldsomme konsekvenser for barnet. Børnene kan imidlertid godt lide historien, de kan fint håndtere, at det ikke er entydigt, hvad der er godt og ondt for i hvert fald er det godt, at der findes den slags mærkelige fortællinger.
Hvad gør vi med børnelitteraturen? rummer andre spændende artikler blandt andet om perspektiverne i at bruge en husforfatter i danskundervisningen og er i det store og hele god forskningsformidling: velskrevet og velredigeret. Bogen henvender sig dog ikke til den almindeligt interesserede læser, for eksempel den forælder, der vil vide mere om, hvad man kan gøre med børnelitteraturen, eller hvad børnelitteraturen gør ved børn dertil er der for meget teori og metode og for akademisk en sprogbrug. Og det indledende interview med Flemming Mouritsen, der er en af børnelitteraturforskningens grundlæggere, forstærker desværre indtrykket af, at man bevæger sig ind i et delvist lukket forskningsfelt i stedet for det åbne felt, der overalt bliver lagt op til.