Det ryste(n)de menneske

Den jordskælvs- og skandaleramte filmskaber, forfatter og cykelkommentator Jørgen Leth fylder 75 år i dag

Jørgen Leth, der flyttede til Haiti i 1991, er filmskaber, forfatter og far til fire. I forbindelse med fødsels-dagen er hans samlede digte udkommet på Gyldendal. –
Jørgen Leth, der flyttede til Haiti i 1991, er filmskaber, forfatter og far til fire. I forbindelse med fødsels-dagen er hans samlede digte udkommet på Gyldendal. –. Foto: Nils Meilvang.

Nu ringer han faktisk selv på den anden telefon, siger Weekendavisens Poul Pil-gaard Johnsen, der gennem en årrække har været filmskaberen, forfatteren og cykelkommentatoren Jørgen Leths yndlingsjournalist.

Det var til ham, at Jørgen Leth allerede i 2000 lod sig interviewe om sin fascination af magtforholdet mellem den hvide mand og den sorte kvinde, ligesom Poul Pil-gaard Johnsen fem år senere skrev og redigerede bogen Det fordømte menneske.

LÆS OGSÅ: Forsker: Leths pige kan godt være lykkelig

Debatbogen handler om den berømte sag om kokkens datter, der mildt sagt delte holdningerne til Jørgen Leth, efter at han åbent skrev om sit erotiske forhold til sin koks unge datter i Haiti i sin selvbiografi Det uperfekte menneske.

Sagen betød både, at Jørgen Leth blev lagt for had i store dele af befolkningen og fik frataget sin konsultitel på Haiti, ligesom han blev fyret som cykelkommentator på TV 2.

Men Jørgen Leth holdt fast i sin ret og er i øjeblikket aktuel med Det uperfekte menneske 3, der handler om et andet og mere bogstaveligt jordskælv i hans liv, da hans hus blev ødelagt af jordskælvet i Haiti. Efter katastrofen var Poul Pilgaard Johnsen igen den første journalist, han ville give et større interview.

Men nu bliver samtalen mellem de to sprogmennesker kort. For 30 sekunder efter at han har ringet, er Poul Pilgaard Johnsen tilbage i røret med et grin:

Da Jørgen hørte, at jeg var ved at blive interviewet om ham, sagde han: Det må du straks fortsætte med. Det er faktisk ganske sigende. For det er ingen hemmelighed, at Jørgen Leth er en mand med en meget stor selvbevidsthed. Han har et meget stort behov for at blive bekræftet i, at han er fantastisk, og andres mening betyder meget for ham, men samtidig synes jeg, at han har været cool i de situationer, hvor han har været i modvind. Han ryster ikke på hånden, når han selv bliver rystet. Der er altid noget usvækket Jørgen Lethsk over Jørgen Leth, siger Poul Pilgaard Johnsen.

Jørgen Leths karriere begyndte som journalist på dagbladet Aktuelt i 1959, inden han fortsatte på Politiken.

I 1962 debuterede han som kunstner med digtsamlingen Gult lys og kortfilmen Stopforbud i 1963, hvorefter han blev en markant skikkelse i avantgardemiljøet i København. Siden har han skrevet og instrueret over 40 spille- og dokumentarfilm, herunder det antropologiske hovedværk Det perfekte menneske.

En årrække fungerede han samtidig som konsulent for Kortfilmrådet og programredaktør for Statens Filmcentral, mens han i starten af 1990erne gjorde sig kendt som cykelkommentator på Tv 2 sammen med makkeren Jørn Mader. Og spørger man Poul Pilgaard Johnsen, er Jørgen Leth netop en særlig sproglig begavelse, fordi hans talesprog og skriftsprog er lige godt.

Jørgen Leth har en sprogfornemmelse, der er i samme klasse som Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Ulrik Høy. Jeg oplever ham samtidig som et meget nysgerrigt og lidenskabeligt menneske, men altid med et kølig blik på verden. Det sidste gør måske, at mange opfatter ham som troløs og følelseskold, men jeg oplever ham tværtimod som meget loyal og trofast mod det og dem, han holder af, hvad enten det er Haiti eller enkeltpersoner. Og modsat mange af hans modernistiske, venstreorienterede kolleger synes jeg også, at han fordomsfrit har turdet flytte sig gennem tiden, siger Poul Pilgaard Johnsen og tilføjer:

Kun på ét punkt har jeg oplevet ham noget fordomsfuld, og det er, når det handler om præster og religion. Dér møder man noget af en mur hos ham.