Kirkelig højrefløj: Derfor forlader vi ikke folkekirken

MED AFSTEMNING Kritikken af biskopperne og kirkeministeren har været massiv fra den kirkelige højrefløj under processen om vielse af homoseksuelle. Alligevel vælger de at blive i kirken, trods helt fundamentale uenigheder. Vi er forpligtiget til at blive i kirken, lyder det fra sognepræst Henrik Højlund

Da Pernille Fischer Christensen arbejdede med filmen "En familie", var det vigtigt for hende at beskrive døden, ikke som noget fjernt, der gør os bange, men som noget, vi alle bør være trygge ved.- Den sidste del af filmen skal gerne give et indtryk af
Da Pernille Fischer Christensen arbejdede med filmen "En familie", var det vigtigt for hende at beskrive døden, ikke som noget fjernt, der gør os bange, men som noget, vi alle bør være trygge ved.- Den sidste del af filmen skal gerne give et indtryk af. Foto: Nils Rosenvold Denmark.

De er uenige med biskopperne om, hvad Guds navn står for, og hvad det kan bruges til. De vil ikke længere anerkende biskopperne som fuldgyldige åndelige vejledere. De mener, biskopperne har svigtet helt fundamentalt. Og de fraråder, man benytter sig af folkekirkens nye ritual.

Den kirkelige højrefløjs kritik af folkekirkens ledelse har været overordentlig kras og helt fundamental, efter der nu foreligger en lov og et ritual, der giver homoseksuelle mulighed for at blive viet i kirken. I en kronik i gårsdagens Kristeligt Dagblad fremgår det, at højrefløjen nu opretter deres egen tilsynsordning i kirkerne som et alternativ til biskoppernes.

LÆS OGSÅ: Der er brug for en ny vej frem efter folkekirkens totale svigt

Men hvorfor forlader højrefløjen ikke kirken, når den er fundamentalt uenig med biskoppernes teologiske beslutninger og kirkeministerens ledelse?

"Folket er i folkekirken. Og når folket er der, har kirken en kvalitet og nogle muligheder, man ikke kan tale højt og pænt nok om," siger sognepræst Henrik Højlund, formand for Evangelisk Luthersk Netværk.

Han uddyber:

"Jeg er født og opvokset i kirken. Jeg betragter det som min kirke, som min åndelige moder. Det kan jeg ikke springe op og falde ned på og sige, nu laver jeg en anden kirke. Sådan er det bare ikke."

Men når jeres kritik af biskopperne og deres teologiske beslutninger er så fundamental, er det så ikke mest oplagt at konkluderer, at folkekirken ikke længere er jeres kirke?

"Nej, så er den mest oplagte konklusion at sige, at folkekirken ikke længere er deres kirke. Sådan ser det ud gennem vores optik. Derfor bliver vi i kirken. Vi tænker, at biskopperne har sat sig et sted, hvor de substantielt sidder uden for kirken. Jeg mener, at selvom vi bliver kaldt højrefløj, står vi lige i kirkens centrum. Når nogen forsøger at indføre totalt kirkefremmede ritualer og teologi, tænker vi ikke, at så må vi hellere gå. Næ, vi tænker, at de burde gå."
|
Men kirken har jo selv valgt biskopperne. Så kan du vel ikke sige, det ikke er deres kirke?

"Jeg er selvfølgelig godt klar over, hvordan klaveret spiller. Når jeg taler om, at det ikke længere er biskoppernes kirke, taler jeg om substansen i forhold til den bibelfremmede teologi, de indfører. Men jeg har ingen intentioner om at prøve at afsætte dem som biskopper. Jeg vil fortsat betragte min biskop som min foresatte og også gerne underlægge mig hans teologiske tilsyn, der hvor det føres med Bibel og bekendelse som basis. Til gengæld er der brug for, at der kommer et stærkt supplement til deres lederskab i det, den her sag præcist handler om, nemlig teologi. Der er nødt til at lyde en anden røst," siger Henrik Højlund.

Hvad vil ulemperne være ved at gå ud af folkekirken?

"Nogen vælger faktisk at forlade kirken, og jeg forstår dem godt. Det kan der sikkert være en befrielse ved. Men jeg kan også sagtens få øje på minusserne. Vi er sat i den kirke med det folk, der befinder sig i den. Og hvis vi forlader den, hvem overlader vi så folk til? Jo, det er dem, der fører det, vi opfatter som fuldstændig Kristus-fremmed teologi. Det er fatalt. Derfor føler vi, at vi er forpligtiget til at blive i kirken. Det lyder måske højtsvunget, men det er faktisk sådan, det er.

"For mig som præst vil jeg nok godt kunne tage mit tøj og gå og få en en frimenighed til at fungere med en del aktive kirkegængere. Men jeg tænker ikke, at jeg blot er præst for dem, der er enige med mig. Jeg er også præst for de mange, der ikke ved, hvad de skal mene om det her. Jeg har brugt 12 års krudt på at kalde til kirke og til nadverbordet. Skal jeg så bare sige, at nu kan de sejle deres egen sø? Det, synes jeg, er svært."

Kan man forestille sig, at der vil ske noget, der gør, at I ikke længere vil kunne være i kirken?

"Det nye ritual er fundamentalt nok til, at det er kirkesplittende. Det er et faktum. Det, vi gør ved vores nye initiativ med en anden kirkelig tilsynsordning, er at reagere på splittelsen, så vi kan være i folkekirken på en troværdig måde."

"Men det er svært at svare på, hvor grænsen går for mig. Hvis jeg bliver tvunget til at vie homoseksuelle, vil jeg selvfølgelig være ude af vagten. Udsmidelse eller tvang vil være grænsen. Men før vi er nået dertil, kan jeg ikke sige, hvor grænsen går. Det handler om, hvorvidt vi kan få lov at agerer frit inden for den folkekirkelige ramme," siger Henrik Højlund.