Felicia forsvandt og blev sig selv

Forsoning er ikke altid mulig, har Felicia Feldt måttet erkende. I en bog tager hun et opgør med en barndom fuld af druk, utryghed og krænkelser og sin mor, den svenske børneopdragelsesguru Anna Wahlgren

Felicia Feldt ville ikke være med mere. I et afskedsbrev til moderen havde hun fortalt alt det, der var årsag til, at hun måtte bryde med hende. Siden havde hun kæmpet for at tilgive og forsone sig, så hun kunne blive fri af fortiden. Hun havde forsøgt terapi og meditation, men lige meget hjalp det.

”Jeg troede længe, at jeg måtte forsones,” siger Felicia Feldt.

LÆS OGSÅ: Farvel til verdens bedste mor

Hun er 44 år og har fire børn på 26, 24, 19 og 15 år fra tidligere forhold, bor sammen med en mand i en lejlighed i Stockholm og arbejder som manuskriptforfatter i et kommunikationsfirma og som sygeplejerske.

Og så er hun forfatter til ”Felicia forsvandt”, der netop er udkommet på Gads Forlag, og i København for at give interview og holde foredrag i anledning af bogen. Den vakte stor opstandelse, da den i januar udkom i Sverige. For heri fortæller datteren af opdragelsesguruen Anna Wahlgren, der skrev ”De kære børn”, som siden udgivelsen i 1983 er udkommet i millionoplag, om, hvordan det var at vokse op hos hele Nordens supermor. Ikke bare klarede hun at opfostre ni børn stort set alene, hun fik også en fornem forfatterkarriere, og dertil rådgav hun andre unge og usikre forældre om alt – lige fra hvordan man får sit barn til at sove til det vigtige i, at børn vokser op med en følelse af at være nødvendige for sammenholdet i en familie.

Men i ”Felicia forsvandt” fortælles der i punktnedslag om en anden side af den virkelighed, som moderen skrev om i ”Barnaboken” – den svenske titel på den populære børneopdragelsesbog. Hjemmet flød med alkohol, og moderen var ofte fuld, fraværende og humørsvingende. Opdragelsen bestod af afstraffelse, psykisk terror og udelukkelse fra fællesskabet i familien, hvor Felicia Feldt var nummer tre af i alt ni børn. Familien flyttede i snit en gang om året, i takt med at stedfædrene blev skiftet ud. Deriblandt til Egypten, hvor de boede i en jordhytte, og hvor børnene blev underernærede, og en lillebror døde af difteri.

Blandt afsløringerne i bogen er, at moderen gik i seng med en 16-årig kriminel plejesøn og tilbragte en nat med Felicia Feldts nu eksmand – og i hjemmet kom mandlige gæster, der ikke kunne holde fingrene fra familiens unge døtre.

”Opgør med verdens bedste mor” er da også undertitlen på datterens bog, som det har haft personlige omkostninger at skrive for Felicia Feldt, der har taget sin fars efternavn som forfatterpseudonym.

”Prisen for at stille sig uden for flokken begyndte jeg at bearbejde for længe siden, hvor jeg jo havde brudt med min mor. De egentlige konsekvenser, efter at bogen udkom, er, at nogle af mine søskende har været vrede og oprørte. Det kan jeg godt forstå. Jeg har haft tid til at forberede mig, det har de ikke. Der er også det aspekt, at jeg med min historie så at sige har taget patent på sandheden. Jeg bliver ikke inviteret med til familiefester. Men når min søn om to uger skal fejre sin eksamen, kommer alle for første gang efter bogen, også min mor. Det er lidt specielt.”

”På et andet plan har jeg fået fine kommentarer og god støtte både fra folk, jeg kender, og folk, jeg ikke kender. Men jeg er også blevet udsat for mistro, og der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om det, jeg skriver, er sandt eller ikke. Men de fleste af de hændelser fra min barndom, som jeg fortæller om i bogen, findes i forvejen i min mors tre selvbiografiske bøger. Så det er ikke nye hændelser, men jeg beskriver dem fra mit synspunkt,” siger Felicia Feldt.

Hun fortæller om andre voksne børn af kendte svenske personligheder, der i bøger har brudt familietavsheden og fortalt om en svær opvækst og mindre flatterende sider af deres ophav. Også de har måttet høre på offentlig kritik og mistro.

”Hvis et barn forsøger at stille en forælder til ansvar for noget, kan den voksne altid sige, at ’det er ikke sket’. Når barnet så gør det som voksen, og det, der fortælles, bliver betvivlet, også offentligt, bliver det til overgreb på overgreb. Så det har været lidt dobbelt, men jeg har prøvet at forstå, hvorfor det er sådan. Det er jo mærkeligt, at en forfatter som min mor, der har skrevet selvbiografier og blandt andet fortæller om sine eksmænd, aldrig bliver kritiseret eller betvivlet. Men den kritik har jeg måttet tage. Jeg betragter det som en fænomen.”

”Personligt har jeg været tryg ved og sikker på, hvad jeg gjorde. Jeg havde forberedt mig længe og var tryg i mit private liv. Hvis ikke jeg havde været det, havde det været hårdt.”

Felicia Feldt havde også ventet en reaktion fra sin mor om, at det, hun fortalte om forholdene i den wahlgrenske familie, ikke var sandt. Men Anna Wahlgren, der i dag er 68 år, har ikke ønsket at kommentere sin datters bog. I en kort mail, sendt til flere svenske medier, skriver hun blandt andet, at ”mange midaldrende mennesker har behov for at bearbejde hændelser i deres barndom, men gør det sjældent offentligt. Jeg har ikke i sinde at diskutere Felicia i offentligheden. Jeg ville have foretrukket, at vi kunne have denne diskussion i familien i stedet. Med sin bog, som kom som en overraskelse for mig, forsøger Felicia at tage hæder og ære fra mig, og jeg svarer ved ikke at tage hæder og ære fra hende”.

”Men om der på et tidspunkt kommer en reaktion fra hende, ved jeg jo ikke,” siger Felicia Feldt og smiler.

Spørgsmålet er, hvorfor det er hende, og ikke en af hendes syv søskende, der har taget et offentligt opgør med den kaotiske opvækst.

”Jeg ved, at jeg ikke har været alene om at have idéen om at skrive en bog, men jeg fuldførte den. Jeg tror, at det handler om at tage skridtet fuldt ud, og jeg var den eneste, der gjorde det. Der er ikke andet at gøre i en familie med misbrug. Man kan ikke blive ved med at leve med misbruget, man må bryde med det for at blive et helt menneske.”

”Havde det ikke været for min mors misbrug af alkohol, var der mange ting, der ikke var sket. Der er en stor løgn forbundet med misbrug. Og med et misbrug er man ikke i stand til at tage fornuftige beslutninger, fordi der er en stor afhængighed i dette tilfælde af alkohol. Jeg tror, at det for alvor accelererede, da min bror døde. Han var da tre og jeg seks-syv år. Men drikkeriet har altid fundet sted, så længe jeg kan huske. Det var, som om 1970’erne aldrig sluttede hos os med fester, mennesker i huset, alle drak alkohol – sådan var det bare.”

”I mange år var samværet i søskendeflokken den eneste verden, der eksisterede, og at melde sig ud af den var som at melde sig ud af ens lille verden. Det har været skræmmende. Og havde jeg ikke fundet en vej ud og fundet andre familier i form af venner, deriblandt min far og hans kone, ville det have været svært at adskille sig fra flokken. ”

Ifølge Felica Feldt har vreden – ilskan, som det hedder på svensk – været en drivkraft.

”Jeg var et stille og følsomt barn, men jeg kunne også blive vred over dobbeltmoralen. Vred over, at børnene ikke fik den plads, de skulle have, sådan som hun selv skrev i sin egen bog. Vred over, at hun stillede sig op som ekspert, når man vidste, hvordan virkeligheden var. Hun talte om nærvær, men kunne selv være helt fraværende, fuld, vind og skæv eller have sex, så det hørtes i hele huset.”

”Det var også den vrede, der gjorde, at jeg på et tidspunkt samlede mine søskende og sagde, at vi måtte gøre noget for at få hende til at holde op med at drikke, få hende på et behandlingshjem. Jeg har haft diskussioner med mine søskende, hvor jeg har sagt, at ’det är inte klokt!’. Men de har ikke delt det oprør på samme måde. ’Du må acceptere mor, hun er god på andre måder’, sagde de. Jeg tror, det handler om angst. Konsekvenserne af at sige fra er svære, for så må man forlade flokken. Enten er man med eller imod mamma. Hvisman er imod, er man også imod en masse søskende. Jeg ved, at der også findes voksne, der på samme måde er blevet lukket ude, hvis de har kritiseret hende.”

Men Felicia Feldt har også positive ting at sige om sin mor.

”Der er også mange fine ting ved min mor. Hun er en utrolig stærk kvinde, en virkelig matriark, der har vist, at alt er muligt, for eksempel at emigrere til Egypten med seks børn – det kan lade sig gøre, hvis du vil. Hun har også vist os, at man kan gå ind i et rum og være centrum. Have et godt humør. Og få mennesker til at føle sig velkomne og blive set i vores hjem. Stor selvtillid. Men manglende selverkendelse er den store brist hos hende.”

”Jeg tror, at i alt, hvad hun har gjort, ligger et ønske om at blive bekræftet og være del af noget. Bekræftelse på alle planer – børn, mænd, offentligheden, læsere. Jeg tror, at hun har et hul indeni, fordi hun ikke blev elsket som barn, og den følelse er så stærk, at hun vil gøre hvad som helst for at få bekræftelse. Hvis man ikke arbejder med en sådan brist eller behov, vil det fortsætte. Mennesker i hendes generation har ikke været gode til at bearbejde, hvad de kom fra. Det er min og mine venners erfaring, så min historie er ikke unik. Forskellen er, at min mor udnævnte sig selv til børneopdragelsesekspert,” siger Felicia Feldt.

For nogle år siden gennemlevede hun en alvorlig depression, som hun også fortæller om i bogen. Hun erkendte, at hun gentog et mønster og også selv var fraværende over for sine børn, gjorde dem bange, som hun selv blev det som barn, flyttede meget og fik fire børn med tre forskellige mænd.

”Jeg anede ikke, hvem jeg selv var. Men jeg havde de der fragmenter af minder, og dem begyndte jeg at skrive ned for at få hold på det, der har præget mig. Det har været en væsentlig del af processen med at blive en voksen Felicia. Men ligefrem at udgive en bog tog tid. Det var først, da jeg gik på et skrivekursus og her fik at vide, at der i mit skriveri var noget alment, at det blev til en bog.”

”Det store etiske dilemma var, hvordan jeg kunne gøre lige som hun og ville komme til at såre både søskende og eksmænd? Men jeg kom frem til, at min mors 40 år lange monolog måtte brydes, og at også barnets røst skulle høres. Det var også en måde at vise over for mine egne børn, at ’I har jeres eget liv, I må gerne bryde tavsheden’. Det var vigtigt for mig,” siger Felicia Feldt.

Hendes håb er, at bogen vil blive modtaget som en beretning om, at selvom man ikke kan blive forsonet, kan man alligevel få et godt liv. At det er bedre at tale end at tie. Og at blodsbånd ikke er hellige.

”Det er så helliggjort, det med at man skal forsones med sine forældre, og uanset hvordan der ser ud i familien, skal man indordne sig. Det er belagt med tabu at bryde med sin familie. Men det må det ikke være, for det kan være nødvendigt. Jeg har selv følt mig mislykket over, at jeg ikke kunne forsones. Det var næsten magisk, da jeg fandt ud af, at jeg kunne gå videre uden den forsoning.”

Det skete, da Felicia Feldt for nogle år siden holdt et forsoningsmøde med sin mor. Hendes håb var, at de kunne lægge det, der var sket, bag sig og mødes og snakke som to voksne mennesker. I løbet af samtalen sagde Felicia Feldt til sin mor, at hendes 19-årige datter gerne ville lære sin mormor at kende. ”Spørgsmålet er, om jeg vil lære ’det’ at kende”, svarede moderen. Hun kaldte Felicia Feldts datter for ”det”.

”Da var det, som om det onde fandtes. Jeg kunne ikke se, at der var en dialog. For at blive forsonet skal der være en dialog, et møde. Jeg måtte indse, at det ikke fandtes med det her menneske. I dag er der en stor sorg. Jeg har en stor fantastisk familie, og det er en sorg ikke at være en del af den. En del af mig er også meget vred, ked af det og bange. Uanset hvor mange bønner jeg beder, og hvor meget jeg mediterer, kan jeg stadig være bange for min mor. Det er vældig komplekst, men det er o.k.,” siger Felicia Feldt og tilføjer:

”Det er ikke hævn, der ligger bag min bog. For jeg har sagt farvel for længe siden.”