Krampe i rampelyset

Philip Roths nye roman på dansk, ”Ydmygelsen”, er en skuffelse

Vi frygter det vel alle i et eller andet omfang: at inspirationen og arbejdsevnen en dag pludselig forsvinder. Her har vi dag ud og dag ind kastet os over arbejdet ved dagens begyndelse, og så – puf! – er iværksætterånden væk i en depressionstung sky.

Sådan har USA’s største nulevende forfatter Philip Roth det også. I et interview her i avisen har han fortalt, at han aldrig aner, om hans nye er hans sidste. Han ved virkelig ikke, om inspirationen rækker til næste bind.
LÆS OGSÅ: Hovedværk om Amerika i Efterkrigstiden er fuldendt

Derfor er udgangspunktet i hans nye roman på dansk også selvbiografisk. Hovedpersonen er den prisbelønnede skuespiller David Axler på 65 år, der har opnået alting inden for scenekunsten. Men en dag kan han pludselig ikke mere. På scenen er han pinligt bevidst om sig selv, han finder ingen glæde ved hverken nye eller gamle manuskripter, og hans legendariske skarphed er sløvet som en rusten kniv på en regnvåd mark.

Så vidt, så godt. Men nu bliver det så skidt. For romanen ”Ydmygelsen” er ikke vellykket, heller ikke her ved anden gennemlæsning (originaludgaven blev anmeldt her i avisen, da den udkom i januar 2010). Ind hos Axler flytter nu den noget yngre lesbiske Pegeen, datter af et teatervennepar, og en erotisk modfortælling til Axlers nedturshistorie tager sin begyndelse, der kulminerer i en dramatisk, men også forglemmelig finale.

Der er dog mindst to problemer ved denne seksuelle odyssé. For det første sandsynliggøres det ikke i teksten hvorfor en selvhadende solipsist som Axler skulle tiltrække en tilfældig lesbisk, der bare dukker op ud af det blå. Roth gider hverken forsyne sine figurer med realistiske træk eller symbolske dybder, der overbeviser om sammenhængen i handlingen. For det andet er romanens meget omtalte sexscener pointeløse.

Som der stod i den første anmeldelse af en her i spalterne: ”Før i tiden – i romaner som ’Portnoys genvordigheder’ og ’Sabbaths teater’ – skrev Roth både virkelighedsnært og sprudlende, komisk, sanseligt, overraskende og frenetisk om sex og gjorde erotikken til en gennemarbejdet komponent i romanuniverset. Nu skriver han statisk og upersonligt om David Axlers eskapader med den biseksuelle Pegeen – og læseren lades kold.”

Tre ting kan man dog nævne som perifert interessante ved romanen. I ”Ydmygelsen” fortsætter Roth sin udforskning af begreberne hybris og nemesis, som kendetegner hans seneste mindre romaner (den meget bedre roman netop med titlen ”Nemesis” udkommer på dansk til næste år).

De sene romaner hænger også sammen derved, at der i dem alle optræder en lidende kvinde i en birolle, som hovedpersonen drages imod. Alle handler de også om, hvordan man reagerer, når man konfronteres med kroppens forfald og sin egen dødelighed. Og endelig tænker man ved genlæsningen af ”Ydmygelsen”, at dét, som denne roman mangler, og som mange af hans andre bøger har, nemlig skildringer af Newark og USA i efterkrigstiden, er kraftigt medvirkende til at gøre Roth til den uomgængelige og store forfatter, han er.

Roth har i den sene del af forfatterskabet opdaget amerikansk historie som et gigantisk reservoir af dramatiske brud, konflikter, historier og modhistorier, der er som skabt til Roths konstante udforskning af opbruddets eksistentielle betydning.

Dét savner man i denne hans 30. og trælse roman.