Skilsmisser er efterhånden blevet hvermandseje. Men betyder det, at de bliver mindre smertelige? Bliver tabet mindre for børnene, blot fordi over 30 procent af deres klassekammerater har oplevet eller kommer til at opleve det samme?
Ikke hvis man skal tro antologien Far, mor og skilsmissen. Den sætter nemlig fingeren ned der, hvor det gør allermest ondt, på den statistik, der af forskerne bliver kaldt ubekvem, fordi den viser, at børn fra brudte hjem generelt møder flere udfordringer i opvæksten og senere i livet end børn fra intakte familier.
Tabet ved skilsmisse
Og det skyldes måske, at voksne, fordi skilsmisser er blevet så almindelige, har en tendens til at overse, hvor stort tabet og savnet egentlig er; hvor radikalt og voldsomt det er for et barn, når dets forældre beslutter sig for at gå hver til sit.
Antologien er en taknemmelig form, når man gerne vil belyse et emne fra mange forskellige vinkler. Annette Due Madsen, centerleder, psykolog og familieterapeut på Center for Familieudvikling samt brevkassebestyrer sammen med sin mand her på avisen, har samlet en bred vifte af stemmer.
De repræsenterer såvel forskning som empiri, der er personlige beretninger fra både børn og voksne, og de mange stemmer og ikke mindst deres ærlighed er en af en store styrker. Der er ingen, der lover quick fixes, men alle vover at opholde sig ved det smertelige ved en skilsmisse ikke på nogen sensationel eller kernefamiliefascistisk måde, men på omsorgsfuld og nænsom vis, hele tiden med ét mål for øje: at skabe de bedst mulige betingelser for børnene.
Formens svaghed, ikke mindst i så omfattende en antologi som denne, er imidlertid risikoen for redundans. Og den spøger også her. Statistikker, forskere og erfaringskilder kommer på mange områder frem til enslydende konklusioner, og man sidder nogle gange tilbage med en fornemmelse af, at den pointe da vist allerede var blevet serveret.
En af de diskussioner, der uundgåeligt dukker op igen og igen, er spørgsmålet om de moderne deleordninger. Skuespiller og skilsmissebarn Peter Mygind er radikal i sin udmelding om, at det burde være forældrene, og ikke børnene, der flyttede frem og tilbage, mens psykolog Renée Toft Simonsen stiller det mere retoriske spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet kan dele et barn.
Fokus på skilsmisse fra barnets perspektiv
Hvis ja, så kræver det, at forældrene i den grad formår at sætte sig selv til side og se børnenes behov, hvilket bliver understøttet af den nyeste rapport fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Den viser nemlig, at det stiller særlige krav til forældresamarbejdet, hvis børnene skal fungere optimalt i en deleordning og givetvis også til alle de andre voksne, der befinder sig omkring skilsmissebarnet.
I det hele taget bør de voksne gøre mere for at tydeliggøre og anerkende børnenes perspektiv i skilsmissens konflikter og dilemmaer, konkluderer en undersøgelse fra Børnerådet, og med denne vigtige kan man som voksen klæde sig yderst fornuftigt på til den opgave.