To ting må ikke ske ved det tredages FN-verdenstopmøde om bæredygtig udvikling, der starter i dag i Rio de Janeiro, hvis man spørger EUs klimakommissær Connie Hede-gaard. Processen må ikke spille totalt fallit, sådan som mange frygter efter de sløje resultater ved klimakonferencen i København i 2009 og et generelt rodet og forvirret optaktsforløb til konferencen i den brasilianske storby.
Men konferencen må heller ikke ende med, at der bare bliver komponeret en lang liste med gode intentioner for klodens fremtid om alt fra at løfte milliarder ud af fattigdom til at sikre verdenshavenes sundhedstilstand.
LÆS OGSÅ: Erhvervslivets grønne fortrop former det globale miljø
Når alle de delegerede tager hjem fra Rio, så er det ikke nok, at de har et slutdokument, hvor der er en sætning eller halvanden om alle værdige sager i hele verden. Der er nødt til også at være kommet nogle resultater på nogle områder, hvor det umiddelbart får nogle konsekvenser, og som der så ageres på derude. Ting, der kan ændre, hvad det er for nogle prioriteringer og beslutninger, der tages fremover, siger Connie Hedegaard
Vi er på hendes store, lyse kontor i EU-Kommissionens stjerneformede bygning i Bruxelles, et par dage inden hun tager turen over Atlanten til Rio for på EUs vegne at deltage i konferencen. Den konservative politiker giver et lidt opgivende suk, da hun bliver bedt om at forklare, hvad hun så håber på at få med hjem fra Rio. For hvor det oprindelige bæredygtighedstopmøde i 1992 blandt andet fik flere store internationale konventioner på plads og for alvor fik sat bæredygtighedsspørgsmålet på den globale dagsorden, er der ingen, der længere regner med så imponerende resultater fra efterfølgeren Rio+20. Tværtimod lægges der højst op til en række løse beslutninger og hensigtserklæringer, der ikke binder landene til noget her og nu. I stedet mødes 192 nationer for at skabe rammen omkring en ny global miljømæssig regeringsførelse, som ingen rigtig ved, hvad betyder.
På kommissærens ønskeliste står dog en række konkrete ting. Hun vil have udfaset statsstøtten til fossile brændsler, der lige nu tegner sig for 400 milliarder dollar årligt. Penge pumpet i ting som olie og kul af stater over hele kloden.
Man støtter vedvarende energi med en sjettedel af det beløb. Det er jo ikke specielt klogt, når vi alle sammen ved, at vi skal i en anden retning, som hun siger.
Hun mener også, at der bør kunne komme enighed om, at der senest i 2030 skal være adgang til bæredygtig energi for alle, inklusive en fordobling af andelen af vedvarende energi.
Det er blevet forberedt rigtig godt. Der har FN også en proces klar til, hvordan man kan følge op bagefter. Det ville blandt andet betyde, at de regionale udviklingsbanker og Verdensbanken skulle ændre deres investeringspolitik, så det ville flytte noget, siger hun.
Energispørgsmålet er også på dagsordenen som en del af et nyt sæt bæredygtige udviklingsmål, der skal være arvtageren til de såkaldte 2015-mål om fattigdomsbekæmpelse, der har været med til at sætte udviklingsdagsordenen siden årtusindskiftet. Disse bæredygtige udviklingsmål burde man også kunne bekræfte i Rio, mener hun.
Man kan blive enige om, at man skal have dem, og man kan blive enige om, inden for hvilke områder de skal fastsættes. Så kan man bede nogle af verdens bedste eksperter inden for de forskellige områder om at definere, hvad der er realistiske mål, siger kommissæren.
Derudover kommer Connie Hedegaard til Rio med håb om, at der kan startes en proces mod et mere bæredygtigt vækstbegreb, som ikke bare begrænser sig til bruttonationalproduktet. Det såkaldt grønne BNP er noget, som den danske regering med sine fem udsendte ministre også har tænkt sig at tale varmt for på konferencen.
Det lyder meget langhåret, indrømmer kommissæren.
Men det betyder, at hvis man bygger en fabrik, og den producerer 1000 par cowboybukser pr. dag, så er det vækst, det bidrager til BNP. Hvis nu produktionen af de 1000 par cowboybukser leder til, at vandet i landsbyen ikke kan drikkes, eller man ikke kan bade i det, så er der en omkostning knyttet til at skabe den vækst, som det ville være praktisk, at man regnede ind. Så når nogle af os taler om at finde en bredere måde at måle væksten på, så er det for at gøre det mere rentabelt at tænke miljøfaktorerne, naturfaktorerne og forureningsfaktorerne ind i processen.
Er det noget, du regner med, at man konkret kan få ud af Rio?
Jeg kan sige, at da Ban Ki-Moon (FNs generalsekretær, red.) var i Bruxelles for en måneds tid siden, troede han, at det var én af de ting, som kunne leveres. Når jeg så har fulgt forhandlingerne her de sidste par uger i New York, så bliver man jo i tvivl om, om der overhovedet er noget, der kan leveres fra Rio. Men det er forberedt af nogle af verdens dygtigste økonomer. Det kan verden beslutte sig for, hvis vi vil, siger Connie Hedegaard.
Hvad verden måske mangler i vilje, mangler den til gengæld ikke i argumenter for at få vendt skuden rent ressourcemæssigt, påpeger klimakommissæren.
Bare i 2030, når én, der er født i dag, bliver student, har verden brug for mindst 50 procent flere fødevarer, mindst 45 procent mere energi og mindst 30 procent mere vand. Hvis ikke alt det skabes på en optimalt ressourceeffektiv måde, så kan de fleste se, hvordan vi risikerer at gøre et for stort indhug i naturen og dens balancer, at vi udpiner ressourcerne og simpelthen risikerer at gå til i luftforurening og dårligt vand, siger hun og peger på, at behovet for nye ressourcer bunder i den faktisk positive nyhed, at den globale middelklasse vokser på fuld kraft og vil have sin andel af god mad og fine forbrugsgoder.
Den dårlige nyhed er, at landene, der skal vokse sig ud af fattigdom, er ret trætte af, at de lande, der allerede har haft deres forurenende vækstboom, nu vil stille grønne krav til deres vækst.
De ser helst, at ekstraomkostningerne til en grønnere omstilling bliver dækket af Vesten. Men på et tidspunkt med galopperende gældskrise i Europa og sløj vækst i USA er der ikke megen inter-esse i at hive penge op af lommen. Connie Hedegaard medgiver, at Vesten selvfølgelig har et særligt ansvar. Men hun peger også på, at EU for eksempel allerede nu har investeret et trecifret milliardbeløb i bæredygtige projekter i udviklingslandene som del af det kvotehandelssystem, der giver virksomheder mulighed for at købe sig til at kunne udlede CO2 mod at betale for bedre klima andetsteds på kloden.
Det vil sige, at vi godt kan finde nogle steder, hvor det er i gensidig interesse. Men det kan ikke være sådan, at u-landene siger, at de ikke vil være med til at grønne noget som helst, hvis det ikke er i-landene, der betaler. For vi ved alle sammen, at det kommer ikke til at ske, understreger hun
Hun tager også klart afstand fra de aktivister, der er kommet til Rio med et budskab om, at det er selve væksten, der tærer på verdens ressourcer, og at den må bremses nu.
Om vi piber eller synger: der kommer vækst. Der er ikke den magt i verden, der kan forhindre det i at ske. Eller rettere: Den magt ville skabe et samfund, som jeg ikke har lyst til at leve i. Men hvis vi bruger den eksisterende viden og de eksisterende teknologier og er hurtigere til at få dem spredt via markedet, så kan vi få rigtig meget mere både produktion og goder ud af de ressourcer, vi allerede bruger, siger hun.
FN-konferencen skal således lægge planen for, hvordan verden skal overgå til en grøn økonomi. Der er bare den hage ved det, at der ved konferencens start ikke engang er enighed om, hvad grøn økonomi overhovedet er. Men ifølge Connie Hedegaard kan man ikke bruge mere tid på at diskutere, om den skal være grøn, lysegrøn eller mørkegrøn.
Det, det i virkeligheden handler om, er at få gjort noget, der fører til konkret anderledes handling derude. Det er det, der gør, at jeg nogle gange bliver fuldstændig desperat af at være til de her FN-konferencer. Når 192 lande i en forsamling på et par tusind mennesker skal forhandle sig til enighed om det mindste komma. Jeg siger ikke, at det er ligegyldigt med de her definitioner. Men der er bare en tendens til, at de diskussioner om selve diskussionen er dem, der fremmes stærkest af dem, der er imod hele tanken, siger Connie Hedegaard, der efter mange års nærkontakt med systemet dog ved, at det skal til, for at der i det lange løb bliver flyttet noget.
Jeg forstår godt, hvis folk tænker: hvad kommer der ud af alt det?. Men jeg har også set, at når man har fået en sætning ind, så er det i samme sekund en ny fællesnævner, som verden er forpligtet på. Så ja, det her FN-system er enerverende langsomt somme tider, undtagen når det så lige pludselig bestemmer sig for et eller andet. For så har det en effekt derude. Verden ser ikke mirakuløst helt anderledes ud seks måneder efter, men det kommer ind i strategierne og politikkerne, og når man mødes næste gang, skal man ikke diskutere det mere. Og ja det er rigtig bøvlet, men alternativet er jo værre, for det er, at landene fortsætter med at køre hvert sit løb, og der er risikoen for, at det munder ud i en verden, som ingen af os er interesseret i, temmelig stor.