Jesu ord rummer ikke antydning af, at to mænd og to kvinder ikke også kan blive ét kød, skriver filminstruktør Christian Braad Thomsen

NÅR KIRKENS HØJREFLØJ taler dunder om homoseksuelle vielser, sker det altid med henvisning til, at det strider mod evangelisk-luthersk kristendom. Men heller ikke Børge Haahr Andersen og Henrik Højlund kan i deres kronik den 14. juni i Kristeligt Dagblad henvise til steder i evangelierne, hvor Jesus siger, at homoseksuelle ikke må gifte sig.

LÆS OGSÅ: Der er brug for en ny vej frem efter folkekirkens totale svigt

Modstandere af homoseksuelles ret til kirkebryllup klynger sig til Matthæusevangeliets kapitel 19, hvor nogle farisæere spurgte Jesus, om det var tilladt for en mand at lade sig skille fra sin hustru. Han svarede:”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ’Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød’? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.”

MEN JESU ORD rummer ikke antydning af, at to mænd og to kvinder ikke også kan blive ét kød. Det er nemlig ikke det, han bliver spurgt om, og derfor heller ikke det, han svarer på. Jesus foretager ingen kønsmæsig diskrimination og bruger ikke kønsdriften til at skelne mellem ægte og uægte mennesker, sådan som de mennesker gør, der mener, at homoseksuelle ikke kan erklæres for ”ægtefæller”.

LÆS OGSÅ: DEBAT: Så meld jer dog ud af folkekirken!

Derimod kan man roligt tage Jesu ord til indtægt for, at han er imod skilsmisser, hvad enkelte præster i den danske folkekirke derfor også fortsat er. De fleste har dog på dette punkt accepteret, at også Gud lader sig præge af tidsånden.

DERIMOD ER Det Gamle Testamente rigtignok et stærkt homofobisk skrift. Moses hævder således, at Gud har betroet ham, at det er en vederstyggelighed, hvis en mand ligger hos en mand, som han normalt ligger hos en kvinde. Og Gud dekreterer dødsstraf for denne forseelse (3. Mos. 20).

Nu er Det Gamle Testamente som bekendt ikke en kristen lovbog, men en jødisk – og skulle det lægges til grund for dansk lovgivning, måtte man jo også straffe homoseksualitet med døden.

LÆS OGSÅ: Brug Stiftsbåndsløsning i stedet for private ordninger

Men derudover er det da besynderligt, at man vier selv heteroseksuelle i Guds navn, for Jesus er som bekendt fundamentalt familieopløsende i sin forkyndelse, sådan som det utvetydigt fremgår af disse ord, der i deres ubændige had til familien kunne være et motto for de familieopløsende vesttyske terrorister i 1970’erne: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel.” (Luk. 14).

DET ER OGSÅ problematisk at henvise til Luther i debatten, for han havde et yderst tvivlsomt forhold til det monogame ægteskab og gik faktisk ind for bigami. Han tillod for eksempel landgreve Philipp I af Hessen at gifte sig med en ny kæreste uden samtidig at blive skilt fra sin kone. Luther mente nemlig snusfornuftigt, at problemerne i forbindelse med en skilsmisse er langt alvorligere end dem, der er forbundet med flerkoneri.

Når kirkens højrefløj tager Jesus som gidsel for deres modstand mod homoseksuelle ægteskaber, uden at de kan begrunde deres modvilje med ét eneste Jesusord, er det nærliggende at mene, at deres modstand er en projektion: De kan ikke leve med deres egen væmmelse mod homoseksualitet og projicerer den derfor over på Gud, der jo formodes at kunne bære alt.

Af Christian Braad Thomsen, filminstruktør og forfatter