Møn har plads til mange flere børnefamilier

Beboerne i landsbyerne på Møn vil gerne have flere naboer, helst børnefamilier. Derfor er de i fuld gang med at gøre det mere attraktivt for både børn og voksne at flytte dertil

Om fire år har Joanna Kjær-Nielsens slægt siddet 240 år på Kastaniegården i Fanefjord på Møn. Den gulkalkede gård blev liggende, hvor den har ligget siden 1500-tallet, da mange andre gårde flyttede ud fra landsbyerne efter Stavnsbåndets ophævelse i 1788 og landboreformerne. Den er rodfast.

Men det betyder langtfra, at Joanna, der er syvende slægtled på gården og sidst i 60’erne, ikke tager imod nytilflyttere med glæde – og fra august vil der stolpre små første- og andengenerations mønboere såvel som indfødte rundt i hendes kæmpestore hyggelige have og i aftægtsboligen, hvor senest hendes mor har boet.

LÆS OGSÅ: Historisk møntskat fundet på Møn

Joanna Kjær-Nielsen giver nemlig midlertidig husly til en Steiner-børnehave, der starter efter sommerferien og som, hvis alt går efter planerne, til næste år kan rykke ind på den gamle saftstation Damsborg i landsbyen Damme sammen med de tre første årgange af en ny Steiner friskole.

En gruppe tilflyttere er ved at rejse de 15 millioner kroner, det vil koste at købe og ombygge Damsborg, der fra 1884 til 1959 var underleverandør til sukkerfabrikken i Stege, og at få den godkendt i Undervisningsministeriet.

En af initiativtagerne, billedkunstneren Kristina Ask, der flyttede til Møn for snart fire år siden, har selv en datter, der er skrevet op til børnehaven, når hun fylder tre, mens Vibeke Kauperts børn er for store til at få glæde af den kommende skole.

Når Vibeke Kaupert, grafisk designer, der har boet på Møn i syv år, har taget initiativ til projektet, er det, fordi hun og de andre bag det ønsker flere unge familier til områderne Damme/Askeby og Fanefjord. Det gør man også i andre områder i landet, for eksempel på Ærø, som Kristeligt Dagblad skrev for nyligt. Men hvor det som regel er kommunen, der står for charmeoffensiven, er det her beboerne selv, der inviterer nye til – med kommunens støtte.

”Vi har plads til mindst 200 børnefamilier mere, men både den lokale folkeskole, der går til og med 6. klasse, og friskolen, der går til 9. klasse, men søger om at få 10. klasse med, er fyldt op i de fleste klasser,” fortæller Vibeke Kaupert, mens hun og Kristina Ask viser rundt på den 20.000 kvadratmeter store grund, Damsborg med tilhørende direktør- og funktionærvilla ligger på.

Her er rigelig plads til de biodynamiske køkkenhaver, der er en vigtig del af en Steinerskoles undervisning. Der er også en lille skov, børnene kan udforske.

Den kommende skole har allerede indgået et samarbejde med den biodynamiske landmand Jakob Bovin – far til snart fem – der vil lade børnene være med i det praktiske med især at dyrke jorden på Østerskov, der ligger smukt ned til vandet med udsigt til både Bogø, Falster, Farø og Sydsjælland.

”Det ligger i konceptet, at forældre er aktive i arbejdet med børnehaven og skolen, men vi vil gerne inddrage så mange som muligt af de lokale, der ikke nødvendigvis lægger børn eller børnebørn til. Vi holder for eksempel nogle workshops, hvor vi laver det specielle Steiner-legetøj til børnehaven, og har også arrangeret foredrag, og de har stor tilslutning,” fortæller Kristina Ask og Vibeke Kaupert.

Om sommeren bor der 70.000 mennesker på Møn, i vinterhalvåret 12.000, hvoraf halvdelen er tilflyttere.

”Men her er plads til mange flere,” siger Vibeke Kaupert, der kan være på Kongens Nytorv fem kvarter efter, hun er kørt hjemme fra Askeby, men som mest arbejder hjemme.

”Møn var allerede sidst i 1960’erne og 1970’erne en tilflytterø, og i modsætning til, hvad det var tilfældet andre steder, hvor hippierne slog sig ned, har tilflytterne på Møn altid integreret sig i lokalsamfundet,” siger Kristina Ask.

”De solgte deres biodynamiske grøntsager og kunsthåndværk inde i Stege, og mange af dem bor her endnu – nogle halvt her og halvt i København – og ser på vores arbejde som frugten af deres. De er nu pensionister med stort overskud, sætter selv en masse i gang og støtter os i vore bestræbelser på at få mere liv i landdistrikterne, ” siger Kristina Ask.

En anden projektgruppe, som Vibeke Kaupert også er medlem af, arbejder med at revitalisere og forskønne den to kilometer lange Fanefjordsgade, en skønsom blanding af enfamilieshuse, en dagligBrugs, en frisør, andre småforretninger, plejehjemmet og den lokale folkeskole. I et ombygget autoværksted ligger den arkitektonisk smukke Kunsthal 44 Møen, hvor man i øjeblikket viser den koreanske videokunstner Kimsoojas første separatudstilling i Danmark.

Midt på Fanefjordsgade, hvor der i øvrigt bor mange internationale anerkendte billedkunstnere, ligger det nedlagte mejeri, der er omdrejningspunktet i projektet, der samarbejder med den unge arkitektstuderende Morten Birk Jørgensen, der fandt frem til det, da han ledte efter en case til sin afsluttende eksamensopgave.

”Mejeriet har mange muligheder. Det kunne blive en kunsthal med et torv foran, der kunne være torvehaller og forsamlingshus, og på hele Fanefjordsgade kunne der ligge flere gode kunsthaller eller gallerier, som man, hvis man bor i København, kunne overveje at tage ned og besøge en søndag i stedet for at tage til Louisiana, som man plejer,” siger Vibeke Kaupert.

”Møn har i forvejen et spændende kunst-, teater-, litteratur- og filmmiljø, der sammen med den fantastiske natur er det store trækplaster, også for turister. De vil opleve noget, ikke bare se på andre turister,” fastslår Vibeke Kaupert.

Morten Birk Jørgensen ser ud fra en arkitekonisk vinkel på, hvordan landdistrikterne skal udvikle sig i de kommende mange år.

”Det er er en interessant problematik,” siger Morten Birk Jørgensen, der mener, at vi står over for et vendepunkt, der kan sammenlignes med udflytningen i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet.

”Det gælder ikke kun i Danmark, men i hele Europa, at den planlægning, vi vedtager nu, får konsekvenser for det fysiske miljø hundrede år frem, ligesom det den dag i dag betyder noget, hvor man byggede kirkerne i middelalderen, eller hvor bønderne lagde deres gårde,” fortsætter Morten Birk Jørgensen.

”Spørgsmålet er, om den offentlige forvaltning er interesseret i, at vi fremover skal have et levende miljø i landdistrikterne – det, som man med et dårligt udtryk kalder Udkantsdanmark – eller om vi ender med et samfund, hvor børnefamilierne bor i ét område, de unge i et andet og de gamle et tredje, mens et fjerde bliver et rekreativt område, der kun er beboet halvdelen af året, for man kan ikke lave en centraliseringsstrategi, uden at det får konsekvenser: Hvis man ikke prioriterer at have et offentligt serviceniveau af en vis standard på for eksempel skoleområdet, så vil børnefamilierne flytte.”

”Men det er meget vigtigt, at planlægningen bliver utrolig specifik for det sted, man planlægger for. Den skal i virkeligheden være generel og specifik på samme tid,” mener Morten Birk Jørgensen, der valgte Fanefjordsgade til sit eksamensprojekt, fordi her allerede var nogle beboere, der arbejdede med udkantsproblematikken.

”Det skulle heller ikke være for idyllisk med kirke, gadekær og bonderoser, men sådan, som en stor del af Danmark ser ud: en gade, hvor man lidt tilfældigt lægger en villa her og en villa der, en butik ved siden af, og når der skal bygges boliger for ældre, så gør man det dér, hvor gaden nu engang er nået til,” slutter han.

Torben Gleesborg, der er udviklingsdirektør i Vordingborg Kommune, er begejstret over det, der er i gang i Damme/Askeby og Fanefjord.

”Det er en forudsætning for at folk skal have lyst til at flytte ud på landet, at der allerede er et aktivt liv, at beboerne er engagerede i for eksempel forskønnelse af miljøet, at man støtter hinanden, hjælper hinanden med at hente børn og så videre. Det er ifølge al erfaring det helt afgørende parameter for at tiltrække nye beboere,” siger Torben Gleesborg.

”Udkantsdanmark er ramt af den generelle tendens, at folk flytter væk. Vore prognoser viser, at i 2024 er en femtedel af den nuværende befolkning hernede forsvundet, hvis vi ikke gør noget. Men bestræbelserne på at udvikle landområderne besværliggøres af den måde, man håndhæver planloven på. Derfor arbejder udkantskommunerne for at få gjort det nemmere at etablere virksomheder i landdistrikterne,” siger Torben Gleesborg, der ikke har ambitioner om at gøre Møn til en ø, hvor man pendler frem og tilbage til København.

”Man skal helst have et job, hvor man kan arbejde hjemmefra en stor del af tiden. Vi ønsker heller ikke et samfund, der ligger øde hen om dagen, fordi folk er på arbejde i København. Men vi har gjort det nemt at købe et hus og bruge det som weekend- og feriehus, for når vi ser bort fra de tre købstæder Præstø, Stege og Vordingborg, skal kommunen leve af turisme,” slutter Torben Gleesborg.

Fanefjordsgade- og Steiner-initiativgrupperne er ikke de eneste, der arbejder for mere liv i landdistrikterne. Hårbøllehuset er for eksempel blevet det lokale kulturhus, lokalrådet og beboerforeningen er meget aktive, der er nogle, der arbejder på at få et gymnasium i Stege, og mange andre spændende idéer pibler frem.

Og imens går Joanna Kjær-Nielsen og gør sin have klar til en ny generation af mønboere.