England: Kirkens afvisning af homoseksuelle vielser møder kritik

De kan også i England. Den anglikanske statskirke har i utvetydige vendinger talt mod regeringens planer om ægteskab for homoseksuelle par

"Der er tale om en virkelig fundamental ændring af ægteskabet som institution, som har været kernen i vort samfund gennem århundreder, og som for kirken ikke blot handler om sociale normer, men om den kristne doktrin og lære," siger biskoppen af Sheffield, Steven Croft.
"Der er tale om en virkelig fundamental ændring af ægteskabet som institution, som har været kernen i vort samfund gennem århundreder, og som for kirken ikke blot handler om sociale normer, men om den kristne doktrin og lære," siger biskoppen af Sheffield, Steven Croft. Foto: MenineNuotrauka.lt.

JEG ANSER MIG selv som værende kristen, men jeg har aldrig tidligere i mit liv følt mig længere væk fra kirken, end jeg gør for øjeblikket.

Ordene kommer fra Nick Herbert, konservativ minister i den britiske regering med ansvar for politiet og domstolene. Han er også en af de få åbent homoseksuelle ministre, og han lever i et registreret parforhold.

LÆS OGSÅ: Den engelske kirke truer staten efter plan om homoseksuelle vielser

Hans reaktion kommer, efter at de store kirker, og ikke mindst den anglikanske statskirke Church of England, i utvetydige vendinger har talt mod regeringens planer om at afskaffe det registrerede partnerskab og i stedet indføre et ægteskab.

Min opfattelse er, at nogle kristne ledere har sagt ting, som, når de bliver hørt af homoseksuelle, lyder stærkt fordømmende eller intolerante. Men vi skal alle være påpasselige med vor sprogbrug, advarer Nick Herbert i et interview med avisen The Times.

Over for BBC har biskoppen af Sheffield, Steven Croft, forsvaret kirkens holdning.

Der er tale om en virkelig fundamental ændring af ægteskabet som institution, som har været kernen i vort samfund gennem århundreder, og som for kirken ikke blot handler om sociale normer, men om den kristne doktrin og lære, fastslog biskoppen.

LÆS OGSÅ: Folkekirken bør lære af de anglikanske flyvende biskopper

Den konservative klimaminister, Greg Barker, understreger omvendt, at samfundet netop har bevæget sig i retning af accept af, at homoseksuelle kan leve i et parforhold.

Men vi må sikre, at debatten ikke igen ender med at polarisere holdningerne, og at den bliver ført på en civiliseret og rolig måde, hvor vi ikke tager de værste holdninger fra vore modstandere og bruger dem mod alle, der er uenige med os, siger Greg Barker til avisen The Guardian.

KOMMENTATOREN Nelson Jones mener, at kirkens modstand mest af alt skyldes frygt for, at selvom kirken ikke er omfattet af den foreslåede lovgivning, så vil eksistensen af et homoseksuelt ægteskab skabe et pres internt i kirken. Han peger videre på, at ingen taler om en dansk model, hvor præster selv kan sige fra.

LÆS OGSÅ: Katolsk kirke opfordrer skoleelever til protest mod vielser af homoseksuelle

Liberale præster vil gerne have retten til at gennemføre bryllupper for homoseksuelle par. Og den generelle modstand vil gå tilbage, når først ægteskaber mellem to af samme køn er etableret, og anglikanerne indser, at dommedag alligevel ikke kom, skriver Nelson Jones i magasinet New Statesman.

En gruppe af otte kristne organisationer, der på forskellig vis repræsenterer homoseksuelle i kirken, føler sig netop ignoreret af deres egen kirke.

For mange, som lever i et parforhold med en af samme køn, handler retten til ægteskab ikke om juridiske rettigheder, men om, at ægteskabet er så meget mere at ægteskabet omfavner noget, som er stærkt åndeligt, og som styrker både det enkelte par og samfundet. Ved ikke at indse det har Church of England gjort sin egen lære om ægteskabet fattigere, hedder det i erklæringen.

Den indflydelsesrige konservative kommentator Tim Montgomerie står bag hjemmesiden ConservativeHome, som repræsenterer de mere traditionelle konservative dyder. Han er tilhænger af ægteskaber for homoseksuelle, men mener omvendt ikke, at beslutningen er uproblematisk.

Det kan skade forholdet mellem det konservative parti og kirkegængere, lyder advarslen fra Tim Montgomerie ifølge avisen Church Times.