Så nåede den tekstkritiske Blixen-udgave med noter og efterskrift til starten af det hele: Syv fantastiske Fortællinger fra 1935 (hvor den danske udgave kom). Stor og tyk er en blevet, 720 sider i alt, fordelt med 400 siders tekst og 250 siders noter og endelig cirka 60 siders efterskrift. Desværre er udgaven ikke tosproget: engelsk og dansk (en udkom jo først på engelsk), men altså Karen Blixens oversættelse af sig selv til dansk og dermed også den første fortolkning af sig selv. Forskningen har længe talt om, at den danske hele tiden er lidt længere og lidt mere detaljeret end den engelske udgave.
LÆS OGSÅ: Karen Blixen får os til at se problemerne i et større perspektiv
Men nu står de her så, alle de elskede eller hadede historier fra 1934/35: Vejene omkring Pisa, Den gamle vandrende Ridder, Aben, Syndfloden over Norderney, Et Familieselskab i Helsingør, Drømmerne, og Digteren. De får en litteraturhistorisk efterskrift af Lasse Horne Kjældgaard, der også har stået for det enorme noteapparat.
Størrelsen skyldes Karen Blixens skrivemåde, der henter fænomener, steder og passager ind fra den litterære og historiske tradition (nogle ville sige, at hun stjæler med arme og ben), og dokumentationen af dette genbrug kræver i dag, hvor traditionen næsten er glemt, sine fyldige kommentarer.
Det var samlingen Vinter-eventyr fra 1942, der kom på den danske litteraturkanon og ikke Syv fantastiske Fortællinger. Sandsynligvis fordi vintereventyrene er mere danske i deres horisont end disse syv, der er internationale og friere i deres fantaseren.
Måske stødte ordet fantastisk også? I hvert fald er dets betydning omstridt. I hvor høj grad er det en hentydning til den fantastiske fortælling?
Eller er dets betydning, som Lasse Horne skriver, mere: fantastisk som en storslået fri fantaseren? Det er der meget, der taler for, ja, synspunktet er efterskriftets scoop, især da der er få egentlige fantastiske begivenheder i fortællingerne, vel kun én rigtig fantastisk historie i genren, nemlig Aben, og så en spøgelseshistorie, Et Familieselskab i Helsingør.
Ordet fri betød meget for Karen Blixen, og det kan meget vel være, at hun gik med til fantastisk/gothic som et dækord for den frie fabulering. At hun altså ville have lov til at digte lidt om på kendsgerningerne, bruge kendt navnestof til sine egne kombinationer, kort sagt som en marionetteaterdirektør bruge dukkerne til sit eget spil, det vil sige til sit eget maskerede selvudtryk. Selv mente Karen Blixen senere, at man hørte for meget til forfatteren i disse fortællinger. Og ja, det gør man, fordi historierne er til for fortællerens skyld og er dennes måde at udtrykke sig på.
På din maske skal jeg kende dig. Denne replik fra Syndfloden over Norderney er ofte citeret og gjort til Karen Blixens poetik (som også Lasse Horne Kjældgaard gør det), men den kræver sin forudsætning med, som den har i historien, at den spirituelle kvinde med en lang næse vælger en maske med en lang næse også! Altså er masken en forlængende fortolkning af et faktum nedenunder.
Og så er vi i Karen Blixens univers i de syv fantastiske fortællinger, hvor alt handler om udspil og forskellige personers fortolkning og opfattelse af disse udspil. Og Karen Blixen ville i dette fantaserede univers ikke holdes fast af kendsgerninger hun ville frit have lov til at fabulere dem om til netop sin spirituelle maske. Måske den største frihed var at lægge dem 100 år tilbage i tiden, hvor hun havde verdens og litteraturhistoriens magt over sine personer.
Man ser af Lasse Horne Kjældgaards efterskrift, at tiderne har ændret sig i Karen Blixen-opfattelsen. Han taler gerne om historiernes eksistentielle problematik i spørgsmålet Hvem er jeg?. Men det er ikke som for Aage Henriksen-generationen og feminismen den erotiske jeg-eksistens, der dominerer.
I stedet fokuserer han menneskets eksistens og dets position i kulturmødet med andre mennesker omkring sig. Kønnet er ikke længere den uundgåelige forståelsesvej ind i verden. Globaliseringen med dens kulturmøder er blevet symbolet på et nyt billede af personlighedens møde med den fremmede, som vedkommende skal leve sammen med uden at elske.
Derfor skriver også Lasse Horne Kjældgaard gerne om anmeldelser af en i samtiden og om de sidste nye Karen Blixen-forskeres resultater, mens der er helt tavst om mellemgenerationens resultater på disse fortællinger. Meget smart undgår han at komme ind på den enkelte fortællings fortolkning og holder hele efterskriften set under litteraturhistoriens meget høje og samlende blik. Hans interesse er det tværgående gennem historierne, deres steder, deres navnestof, deres fortællere og så videre.
Men som en levende fremstilling af alt det, forskningen omkring de syv fantastiske fortællinger efterhånden har fundet ud af om udgivelsens historie i England, USA og Danmark, er Lasse Horne Kjældgaards efterskrift uomgængeligt. Det står på sine uomtvistelige kendsgerninger og begiver sig ikke ind i spekulationer om, at de syv i virkeligheden skulle have været ni fortællinger, og hvilket værk det så var blevet, hvis det havde haft fortællingerne Karneval og Karyatiderne med. Han går heller ikke meget ind i fortællingernes tilblivelses- og skrivefase fra 1926 og frem, men starter sådan set med de to færdige august 1931, som Karen Blixen havde med hjem fra Afrika: Vejene omkring Pisa og Den gamle vandrende Ridder.
Dog, netop fordi man er på sikker grund med Lasse Horne Kjældgaard, er denne udgave med noter og efterskrift blevet et must for alle elskere af Syv fantastiske Fortællinger, selvom de måske skulle have den i andre udgaver i forvejen.
Kristeligt Dagblad bragte i går et interview med Lasse Horne Kjældgaard om udgivelsen. Læs artiklen på
k.dk/kultur