Send artiklen Homoseksuel superhelte-vielse vækker furore til din ven.
Homoseksuel superhelte-vielse vækker furore
1 / 5
Forsiden på det nyeste om meget omtalte nummer af det amerikanske X-Men-blad: Astonishing X-Men nummer 51, hvori en vielse mellem to homoseksuelle finder sted. - foto:
MED BILLEDSERIE OG VIDEO Bryllup mellem to medlemmer af den kendte X-Men-superheltegruppe skriver historie og skaber både begejstring og ballade
Det er ikke kun i virkeligheden, at homoseksuelle vielser skaber kiv. Også i tegneseriernes verden vækker det både bredsider og begejstring.
Det erfarede verdens to største tegneserieforlag, Marvel Comics og DC Comics, forlagene bag henholdsvis superhelte og superheltegrupper som Avengers, X-Men, Spider-Man og Batman, Superman og Green Lantern.
Begge forlag har i den seneste måned markeret sig med fokus på homoseksualitet blandt tegnede figurer i superheltekostumer.
I går fandt den første vielse mellem et homoseksuelt par i en større tegneseriepublikation sted. Det var mellem superhelten Northstar, der er medlem af superheltegruppen X-Men (kendt fra film og danske tegneserier) og hans kæreste gennem mange år, Kyle Jinadu. Vielsen fandt sted i bladet Astonishing X-Men nummer 51.
Annonce
Det blev fejret i tegneseriebutikker over hele USA, blandt andet ved at et homoseksuelt par blev gift blandt blade og statuetter, skriver New York Times.
Gårsdagens bryllup blev annonceret af forlaget Marvel Comics i sidste måned og fik omtale i store amerikanske medier som CNN, New York Times med flere. Oven i købet kom pressemeddelelsen blot én dag efter, at det konkurrerende forlag DC Comics havde afsløret, at de ville gøre en gammel tegneseriefigur til homoseksuel - superhelten Green Lantern (dog ikke den Green Lantern, der fik en biograffilm sidste år, men en anden figur af samme navn, oprindeligt fra 1940).
Brylluppet i X-Men-tegneserien kan ses som kulminationen på flere års eksperimenter med homoseksualitet i amerikanske superheltetegneserier. Det par, der i går blev "tegneserie-viet" var et af de første par i mainstreamserier, som var åbent homoseksuelle. Deres forhold begyndte i tegneserien Alfa Flight nummer 106 tilbage i 1992. Ti år efter blev de knap så kendte superhelte Apollo og Midnighter gift i tegneserien "The Authority", og i 2009 blev Batman midlertidigt udskiftet med en kvindelig, lesbisk "Batwoman".
Det huer ikke alle. Blandt andet kan man i avisen Christian Science Monitor læse følgende fra Dan Gainor, vicepræsident i det konservative Culture and Media Institute:
"Nu følger tegneserier i fodsporene på tv, musik og nyhedsmediers spærreild af pro-homoseksuel propropaganda, som rammer vores nation hver eneste dag. Medieindustriens mål er at overvælde amerikansk moral og mobbe modstandere til komplet at acceptere den homoseksuelle subkultur."
"Børn efterligner superheltes handlinger og klæder sig endda ud i kostumer for at ligne disse figurer så meget som muligt. Kan du forestille dig, at små drenge begynder at : "Jeg vil have en kæreste eller mand som X-Men?" Det er latterligt! Hvorfor skulle voksne, homoseksuelle mænd have brug for tegneseriesuperhelte som rollemodeller? Det har de ikke, men de ønsker at indoktrinere letpåvirkelige unge menneskers sind ved at placere disse homoseksuelle karakterer på piedestaler i et positivt lys. "
Hos forlaget bag udgivelsen, Marvel Comics, siger chefredaktør Axel Aloso til nyhedsbureauet AP, at brylluppet i X-Men-tegneserien skal ses som forlagets forsøg på gøre tegneserieuniverset mere nutidigt og virkelighedstro:
"Marvel-universet har altid afspejlet verden uden for vores vinduer, så vi stræber efter at gøre vores karakterer, parforhold og historier så vidt muligt realistiske."
Brylluppet i X-Men-tegneserien finder sted i New York, hvor det er lovligt for homoseksuelle i USA at blive viet. En enkelt af parrets bekendte, superheltinden Warbird, meddeler i tegneserien, at hun ikke ønsker at deltage ved deres bryllupsceremoni. Fordi hun er imod vielse af homoseksuelle.