Læg afstand til magtmennesker

Selvom et menneske i den nærmeste familie er manipulerende og psykopatisk, bør man tænke alle konsekvenser igennem, før man definitivt bryder kontakten

Kære brevkasse

Jeg kan ikke lade være med at kommentere jeres svar for en måneds tid siden, hvor ”svigerdatteren” skrev om sin svigermor, der styrede alt og alle højt oppe i alderen. Jeg undrer mig over, at I helt overser at underrette svigerdatteren om farligheden for hende og hendes families fortsatte liv og ægteskab.

LÆS OGSÅ: Balancen mellem arbejde og familieliv er blevet skæv

For mig at se viser jeres råd, at I fortsat ”vil lade” svigermor være en del af deres liv.

For at geniscenesætte et fortrængt barndomstraume ”behøves” statister. Det har svigermor nu haft 40 år til at udnytte og benytte sine omgivelser til. Og med så lang en ”prøvetid” må man sige, at nok er nok.

Netop fordi I skriver: ”... din svigermor kommer aldrig til at ændre sig”, undrer det mig, at I ikke nævner muligheden for endelig at fravælge svigermor helt fra deres liv. Svigermor udviser tydelige psykopatiske træk, opfører sig som et barn, der er forblevet på et fireårigt barneniveau. Jeg kan tydeligt forestille mig, hvor forfærdeligt det må have været at være barn hos hende og være underlagt denne psykiske terror så tidligt i livet, som hun jo ganske tydeligt fortsætter med over for sine voksne børn. Hun viser tydeligt, at hun ikke vil lytte til sin søns ord. Det er netop heller ikke det, som er hendes formål. Formålet er tydeligvis at ydmyge sønnen mest muligt.

I skriver: ”men vi synes, at han (sønnen) skal gøre det, som hans far aldrig har gjort, og fortsætte i større grad med det” – altså sige fra. Så er mit spørgsmål: til hvilken nytte?

Dette råd vil jo netop give svigermor lejlighed til at fastholde magten i de konflikter, som hun i alle årene har skabt, og som i bund og grund er formålet med hendes magtspil, og som hun tydeligvis indtil nu har haft ganske god ”succes” med i hele familien. Konflikterne vil kun blive flere og ikke færre.

Sønnen skulle for længst have fravalgt sin mor totalt til fordel for sin egen families fred og ro. Svigermor vil sandsynligvis intet problem have med dette, for hun har jo så rigeligt af ”nyttige idioter”, hun kan ”tage af” i resten af sin familie. De går jo tydeligvis ganske ukritisk hendes ærinde. At vælge svigermor fra ville endelig have givet svigerdatteren og hendes familie den ro og fred i familien, som de så længe har haft krav på, så de kan nyde deres børn, svigerbørn og børnebørn.

At svigerdatteren i forbindelse med svigermors åbenlyse forfordeling af gaver til oldebørnene undlader at påtale dette i børnenes påhør, viser tydeligt, hvordan hun lader dem i stikken. Havde hun over for svigermor påtalt dette, havde hun fået børnenes øjne åbnet, så de fra starten af deres liv blev opmærksomme på, hvilken uforstandig oldemor de er blevet udstyret med.

Den efterfølgende situation, hvor hendes mand forsøger at sige fra på deres børnebørns vegne, viser jo ganske tydeligt, at det ikke kan lade sig gøre at sige fra over for en psykopat. Den eneste måde, hvorpå det er muligt at ”sige fra” over for en person af denne karat, er at fjerne sig helt og aldeles for at undgå fortsat at blive benyttet og udnyttet som statist i magt- og konfliktspillet.

Jeg kan ikke få øje på, at I hjælper svigerdatteren, tværtimod kan jeg kun se, at I gennem jeres råd hjælper svigermor til fortsat at kunne køre familien rundt i hendes cirkusmanege efter hendes forgodtbefindende – også i fremtiden. Svigerdatteren og hendes familie er for mig at se ikke blevet hjulpet.Venlig hilsen

Ella

Kære Ella

Tak for dit brev. Vi er rigtig glade for engagerede læsere, som sender os kommentarer og andre perspektiver end dem, som vi viderebringer i vores svar.

Vi tror, at du har læst psykoanalytikeren Alice Miller med stort udbytte. For hun har gennem sine mange bøger været en utrættelig forkæmper for børns ret til at mærke sig selv og udvikle sig på egne betingelser. Og hun bruger ofte det samme udtryk som dig, at man som voksen ”iscenesætter” et fortrængt barndomstraume.

I det konkrete tilfælde er tankegangen, at svigermor bruger hele sit liv på at ydmyge og nedgøre og splitte sine omgivelser – på samme måde, som hun selv er blevet nedgjort og ydmyget i sine første år af sit liv, hvor hun var uden magt og helt afhængig af sine omgivelser.

Desværre er denne mekanisme helt og aldeles ubevidst for hende, og et forsøg på at antyde noget i den retning vil kun øge hendes vrede og foragt.

Ud fra den tankegang får hun ”noget ud af det”, nemlig en slags hævn for egne traumer. Omgivelserne bliver ad den vej ”statister” i den gentagne opførelse af hendes egen tragiske historie.

Det har foregået i så mange år, at det vil være helt urealistisk at forestille sig nogen som helst ændring.

For det ville forudsætte, at hun havde empati for sin egen historie og empati for andre.

Du understreger, at man må bryde kontakten helt til sådanne mennesker. Vi kan godt følge dig et godt stykke på vej.

For nogle gange må man gøre det for at komme ud af det, du kalder for magtspillet, og for at bevare egen og sine nærmestes sundhed. Der er imidlertid ofte mange forhold at tage højde for.

Dels er der mange grader af usundhed hos den personlighedstype, det gælder, og dels er der ofte andre mennesker involveret for eksempel i dette tilfælde en ældre ægtefælle/bedstefar/oldefar med mere, som man ikke ønsker at miste kontakten til. Så det er ikke så enkelt.

Fravalg fører heller ikke automatisk til fred og ro i egen familie, som du nævner. For det betyder måske øget kamp og bevidsthed om, at man ikke kan fravælge sin egen historie og egen sorg. Det ydre drama har en indre parallel.

I forhold til kontakt og samvær med vigtige mennesker i familie og netværk kan man tænke et kontinuum. Der er nogle mennesker, man er meget tæt på. Andre er i forskellig grad lidt længere ude på denne ”nærhedslinje”, mens enkelte måske slet ikke er der længere. Det vigtige er at være bevidst om, hvor de forskellige mennesker skal placeres inden i en selv og i det ydre praktiske liv.

Har man med magtfulde mennesker at gøre, vil vi hellere bidrage til en grænsebevidsthed i stedet for kun enkle råd om at bryde al kontakt. Det drejer sig om at kende sine egne grænser og have mod til at sige dem højt og tydeligt. Selvrespekten må for alt i verden bevares. Kan det ikke lade sig gøre, eller brydes de satte grænser gentagne gange, må man lægge fysisk afstand, så kontakten bliver sjældnere eller i alvorlige tilfælde helt ophører.Mange hilsener