Alene tilbage

Først mistede journalisten og forfatteren Joan Didion sin mand, så døde hendes datter. Det er der kommet stor erindringslitteratur ud af

Joan Didion har haft en legendarisk karriere i amerikansk journalistik, som hun siden 1960erne har beriget med talrige personlige artikler og bøger om så forskellige emner som udenrigspolitik, rockmusik, mode og amerikansk historie. Med base på Vestkysten har Didion (født 1934) som kronisk nysgerrig over for tilværelsen vævet utallige tråde fra sine forskellige interesseområder sammen til en aldrig færdiggjort gobelin med Amerikas kulturelle udvikling som motiv.

Det er imidlertid ikke som kulturel kanariefugl i minen og essayistisk aflæser af tidsånden, at hun er kendt uden for USA, men som forfatter til to fænomenale erindringsbøger, Et år med magisk tænkning og Blå timer, der udkommer på dansk i dag. Begge de to løst sammenhængende bøger har døden som motiv. Den første handler om ægtefællen og forfatteren John Gregory Dunnes død i julen 2003, og den anden handler om datteren Quintana Roos sygdom og død kort efter.

Man skulle ikke tro, at et menneske, der rammes så ekstremt hårdt på kort tid, har kræfter og evner til at skrive for en bredere kreds om tragedierne, men i Didions tilfælde må man virkelig sige, at der er kommet stor erindringskunst ud af en dobbelt sorg. I Blå timer løfter hun i en cirklende og let associativ stil i korte kapitler sin egen grænseløse sorg over datterens død som kun 39-årig op på et generelt niveau, hvor åndshistorien klinger med, og læseren inviteres til at overveje egen frygt for at miste sit afkom:

Det er skrækkeligt at se sig selv dø uden børn. Det sagde Napoleon Bonaparte. Findes der mon større sorg for mennesker end at se deres børn dø? Det sagde Euripides. Når vi taler om dødelighed, er det vores børn, vi taler om. Det sagde jeg.

Quintana var adoptivbarn og led som voksen af depressioner og personlighedsforstyrrelse. Didion undersøger i en, om man som forældre overhovedet kan finde svar på, hvorfor ens børn udvikler sig, som de gør. Hvor meget er arv, og hvor meget er miljø?

Hvad miljøet angår, bebrejder Didion sig selv, at Quintana måske var lidt for meget en del af forældrenes omflakkende journalistliv i en tidlig alder (som femårig sad hun på scenekanten, mens bandet Chicago, som Didion-parret lavede en film om, optrådte, og få år efter bestilte hun hjemmevant mad og cocktails fra hotellernes roomservice på de mange reportagerejser med forældrene).

Omvendt er Didion også klar i mælet, når hun skriver om forskellen på opdragelse for en generation siden og i dag. Før i tiden handlede opdragelse om at ruste børnene til voksentilværelsen, men i dag handler den om at pakke dem ind i vat og beskytte dem mod livets uhygge. Men børn har altid være udsat for farer, skriver Didion og efterlader ingen tvivl om, hvad hun mener om vor tids beskyttelsestrang.

Ved at gennemgå dagbøger, tegninger, billeder og mange andre fysiske minder efter datteren, stykker Didion gradvist et billede sammen af Quintana og af sin egen livssituation, hvormed en både kommer til at handle om sorgen over at miste et barn og angsten for selv at dø. Det er fremragende gjort, og meget rørende læsning. Da Blå timer udkom i USA, anmeldte Lotte Kirkeby Hansen den her i avisen blandt andet med disse ord:

Der løber en stor tvivl, en lille bitterhed og en mikroskopisk narcissisme under teksten, som ikke var der i Et år med magisk tænkning, der var forunderlig lys, let og ja magisk, og hvor minderne om en ganske særlig kærlighed til både mand og barn skrev sig op over sorgen. I Blue Nights hedder det derimod: Memories are what you no longer want to remember (minder er det, du ikke længere ønsker at huske). Magien er væk, gråtonerne har fortrængt de lyse, og det stærke er erstattet af det skrøbelige. Men det gør det ikke ringere, tværtimod, og Blue Nights står tilbage som en af årets helt store læseoplevelser. Joan Didion skriver nemlig også i den dybeste mol skræmmende smukt og ætsende ærligt, og hun undgår alle sentimentale og appellerende fælder.

Der er kommet to mesterlige amerikanske erindringsbøger fra fremtrædende forfattere dette forår, den ene er Paul Austers Vinternoter, og den anden er Blå timer, der smukt føjer sig ind i den stolte tradition for erindringslitteratur og vidner om den vitalitet, også hos gamle og veletablerede forfattere, der præger amerikansk litteratur i disse år.