Helt sin egen i dansk digtning

Pia Juuls ”Indtil videre” omfatter 25 års original, inciterende og rablende absurdistisk lyrik. En pragtfuld digtsamling

”Indtil videre” lyder den fordringsløse titel på Pia Juuls samlede digte fra 1985 til 2010. Det er en glimrende idé, at Tiderne Skifter har udgivet hele dette vægtige lyriske forfatterskab, og man kan ligeledes bemærke, at det er glædeligt, at der stadig findes digtere som Juul, der ikke er blevet opsuget af den store Gyldendal-maskine, der jo efterhånden nu udgiver næsten alle kanoniserede lyriske forfatterskaber, efter at Borgen og Lindhardt og Ringhof opgav noget sådant.

LÆS OGSÅ: Gamle huse rummer en særlig poesi

I en finder vi Juuls otte poetiske værker fra ”levende og lukket” til ”Radioteateret”, af hvilke især de sidste på ingen måde for et almindeligt øje ser ud som lyrik.

I et interview fra 1999 omtalte Pia Juul sine egne digte som ”kortfattede besværgelser eller vrængende råb, som kommer til at minde om digte”.

Karakteristikken er ganske præcis. Det var i hvert fald tydeligt, at Juul, da hun debuterede i 1985, markerede sig med en ganske anden form for lyrik, end man var vant til. Man møder i Juuls lyrik ingen af de træk, der var dominerende i den tidlige 1980’er-lyrik med Michael Strunge, Bo Green Jensen, Søren Ulrik Thomsen og F.P. Jac, nemlig tematiseringen af storbyen, den profetiske digterskikkelse, den billedmættede stil og den apokalyptiske civilisationskritik.

På et enkelte punkt ligner Juul dog den anden store kvindelige digter fra 1980’erne, Pia Tafdrup, idet begge forfatterskaber tager udgangspunkt i kvindelige overgangssituationer fra en tryg og overskuelig førtilstand til en utryg og truende eftertilstand, ligesom koncentrationen om det erotiske optræder hos begge poeter. Afvigelserne mellem Tafdrup og Juul er dog også markante. Hvor grundvilkåret i Tafdrups poetiske univers er troen på, at det er muligt at skabe harmoni af kaos, og hvor Tafdrups formsprog oftest er præget af normalsyntaks og organiske billedsproglige strukturer, er det eksistentielle vilkår i Juuls poesi disharmoni og konflikt, samtidig med at hun betjener sig af et underliggjort formsprog med en udpræget sprængt syntaks.

Juuls bizarre formsprog emmer overalt af en sensualitet, et nærvær og en intensitet, og man møder få steder i dansk lyrik så hårdtslående poetiske beskrivelser af en agerende kvindelig seksualitet som hos denne digter. Hør den følgende vending fra debutsamlingen: ”jo. kræng mig ud. mit pulver/ skal forvirre dig. blåsorte skaller/ skære din hud./ hvor du leger spyd.”

Karakteristisk er det, at Juuls digte aldrig, som man ser det i den centrallyriske tradition, har et monologisk jeg, der befinder sig alene i kosmos, men at stemmen i hendes digte indgår i en social situation, hvor der ofte er fyldt med larmende stemmer. En favoritsituation i Juuls digte er det uafklarede og konfliktfyldte kærlighedsforhold, hvor det fyger med replikker mellem de elskende i deres forgæves forsøg på at nå hinanden. En herlig tekst fra ”sagde jeg, siger jeg” fra 1999 lyder: ”En klynge af frøer/ som du tror er hor/ og jeg er børn/ Det siger en del/ om mig/ at jeg gir dig ret/ men mere om dig/ at du skiller dem ad.”

Hvad man heller ikke må glemme, hvis man vil sammenligne Pia Juul med 1980’er-generationens digtere, er, at hun i modsætning til disse er en fantastisk humorist. Dette kommer blandt mange steder til udtryk i ”sagde jeg, siger jeg”. Her støder man på følgende absurdistiske tekst, hvor en højtidelig talehandling sammensmeltes med dagligdags tale: ”Goddag det er mig der uddeler/ Nobelprisen. Åh, det er så vanskeligt/ at uddele Nobelprisen,/ temmelig udmattende. Jeg har/ lige uddelt den, så nu er jeg / lidt træt. Undskyld mig.”

Spasmageriet kulminerer i forfatterskabet med ”Radioteateret” fra 2010. Værket er en montage af vidt forskellige teksttyper, stilarter og sprog. Man møder popsange, gamle viser, modernistiske romaner, videnskabelige rapporter, tyske remser, bønner, ordsprog, reklamer og pressens nyheder i en kaotisk strøm, og der skiftes uophørligt fra dansk til tysk, engelsk, svensk, norsk og diverse dialekter i løbet af en.

Det er i mange tilfælde morsomt, men også ofte så rablende og uforståeligt, at man længes tilbage til den psykologiske og eksistentielle alvor, som man fandt i de tidlige værker. Et fælles træk ved alle Juuls tekster er dog den flertydighed og flerstemmighed, som hele tiden gør, at hendes tekster bliver ved med at anfægte og udfordre sin læser. Et fremragende forfatterskab med et kvart århundrede på bagen – og forhåbentlig mange af år foran sig.