Erling Tiedemanns liv er sat på hylde i lejligheden på Vesterbro i København. Dårligt er man inde i lejligheden, før bøgerne, som spejler hans engagement, møder en i entreen.
Bøger om etik, bøger om retorik, filosofi og religion står ryg ved ryg i entreen, og i arbejdsværelset er adskillige hyldemeter med bibeler og opslagsbøger om Bibelen på dansk, engelsk, græsk og fransk.
LÆS OGSÅ: Erling Tiedemann: Til sidst vil alting falde på plads
På vej mod stuens sofahjørne passeres et arbejdsbord, hvor en bog med Platons taler venter på læseren, og endelig er der bøgerne i stuen, som vidner om hans interesse for fotokunst. Det sidste er en rekreativ syssel, som han endnu ikke har fået tid til at lege med i det omfang, han kunne ønske. I dag, lørdag, fejrer Erling Tiedemann sin 80-års-fødselsdag, og temaerne i hans liv strækker sig fra politikken og retorikken til religionen og etikken med Bibelen som ståsted og vandhul. Og bøgerne er vigtige, når man som Tiedemann altid søger gode argumenter og har levet et liv præget af debat som politiker og samfundsdebattør.
At han blev en dygtig politisk håndværker og siden blev en markant stemme i den etiske debat, har ikke overrasket de venner, som har kendt Erling Tiedemann fra drengeårene på Østerbro i København. Flere gamle venner siger, at han allerede som dreng udviste lyst og evne til at argumentere.
Jeg er vokset op i et trygt hjem, hvor min mor og far altid var hjemme. De drev en lille manufakturhandel på Østerbro, og vi levede et liv sammen med butikken. Det var en vidunderlig livsform for min bror og mig, hvor min mor altid var hjemme, mens hun samtidig havde erhvervsmæssige gøremål, for butikken og vores lejlighed var forbundet.
Som barn var jeg et skravl, der havde både astma og eksem. Jeg kunne ikke løbe, for jeg blev forpustet, og derfor blev jeg aldrig nogen sportsmand. Det siges, at det, man ikke har i hovedet, må man have i benene, men det omvendte gælder faktisk også. Trangen til at gøre sig gældende, som jeg tror findes i enhver dreng, kunne jeg ikke realisere sportsligt, men så måtte jeg udleve den mundtligt.
Mine gamle skolekammerater har ret, når de siger, at jeg var en diskussionslysten dreng, som havde en stor retfærdighedssans og godt kunne lide at tænke tanker. Jeg tror også, det er her, kimen til mit politiske engagement lå. Hos de gamle grækere var retorik og politik det samme, og jeg blev tidligt optaget af retorik og spørgsmålet om, hvordan man kan få tingene sagt på bedste vis. Da jeg havde passeret de 30 år, besluttede jeg mig for at gøre en aktiv indsats i politik. Jeg meldte mig ind i Venstre, fordi jeg kunne lide kulturen i partiet, men som alle gode partimedlemmer huskede jeg at bevare en selvkritisk holdning til partiet. Hvis man bekender sig til sit parti som en religion, så tager man fejl af politik. Et parti er et arbejdsinstrument for påvirkningen af samfundet.
Det kom aldrig på tale, at han skulle føre butikken videre, for da Erling Tiedemann var blevet student, stod det klart, at en lille butik som forældrenes ikke ville være rentabel på sigt.
Dengang kunne man med en studentereksamen blive lærer på en slags rabatordning. Der var ikke noget, som hed Statens Uddannelsesstøtte (SU), og mine forældres økonomi var ikke, hvad den havde været, så jeg valgte at tage læreruddannelsen. At være lærer var et sikkert levebrød, og det var et særdeles respektabelt fag med en noget anden karakter, end det har i dag.
Det var lærergerningen, som fik københavneren Tiedemann til Jylland. Efter seks år som lærer i København og omegn blev han opfordret til at søge et job som skoleleder på en lille katolsk skole i Vejle.
Jeg er krigsbarn, og i min skoletid misundte jeg alle mine klassekammerater, som havde familie i Jylland, som de kunne besøge i ferierne. Vi havde ikke familie i Jylland, så jeg kom aldrig på disse rejser, men fra den tid havde jeg bevaret en oplevelse af Jylland som et virkelig godt og tiltrækkende sted.
Når Erling Tiedemann selv skal forklare, hvorfor han i så ung alder udviklede sin argumenterende facon, så peger han også på sit religiøse ståsted. Han er katolik og har som sådan ofte været i sammenhænge, hvor han udgjorde et mindretal.
Jeg var altid den eneste katolik fra første klasse til seminariet, i byrådet og som amtsborgmester. Når man tilhører et mindretal, bliver man afkrævet en forklaring. Der er ingen, som føler, at det er nødvendigt at forklare, hvorfor man er med i et flertal, men når man er med i et mindretal, må man kunne forklare tingene over for andre og over for sig selv, så man ikke falder i selvfølgelighedens hul, siger Erling Tiedemann.
Men selvom han i mange sammenhænge har måttet forklare, hvorfor han er katolik, har han ikke oplevet, at troen blev anset for et problem i det politiske liv.
Jeg kan tælle på to fingre de gange, nogen har forsøgt at vende min katolske tro mod mig i politisk sammenhæng, men det tilskriver jeg, at jeg aldrig har prøvet at skjule mit religiøse ståsted. Jeg har ofte brugt vendingen som katolik mener jeg ....
Han fortæller om en borddame fra et middagsselskab, som bestyrtet slog armene sammen, da hun hørte, at han var katolik. Åh, Gud nej, hvordan er det dog sket?. Til borddamen og alle andre har han ofte fortalte historien om sine morforældre, som rejste til Paris for at studere skrædderkunst i 1880erne. Efter seks år i byernes by kom parret tilbage til København på flugt fra koleraen i Paris. Særligt Tiedemanns mormor savnede at tale fransk, så da en fransk dominikanermunk kom til byen for at holde 16 prædikener i fastetiden, satte hun sig på bænken i den katolske domkirke i København og endte med at konvertere, og siden har slægten haft en katolsk åre.
Men at være født katolik er jo ikke det samme som at være katolik. Fra jeg var 9, til jeg var 19 år, var jeg messedreng, og jeg blev meget knyttet til kirken gennem det. Det blev min opgave at bære en af de store, tunge sølvlysestager med vokslys, hvor der er en sø af voks, som ikke må komme ned på tøjet. Man er to om at bære lysene, og ham, som jeg bar sammen med, har jeg holdt sammen med resten af livet.
Som messedreng blev Erling Tiedemann venner med den navnkundige pastor Hubert Messerschmidt. Som stor skoledreng og i gymnasietiden tilbragte han den første del af søndagen i Messerschmidts selskab. Fra klokken otte til ni var de til messe, og efterfølgende spiste messedrengene morgenmad sammen med præsten.
Efter morgenmaden tændte Messerschmidt, som var en stor begavelse og fantastisk belæst, en cigar og talte teologi, filosofi og menneskekundskab, og vi sad og lyttede, til det blev frokost. Han var særdeles bibelkyndig og har, sammen med biskop Herluf Eriksen, som underviste mig på seminariet, været bestemmende for, at jeg fik en voldsom interesse for Bibelen, siger han.
Tiedemann bliver stadig spurgt, hvorfor han er katolik. De senere års afdækning af skandaler omkring seksuelt misbrug har fået mange til at se med skepsis på verdens største kirke.
Det har på mange måder været en frygtelig tid for os katolikker, men når jeg stadig er glad for at være katolik, er det, fordi det religiøse, menneskelige, samfundsmæssige, filosofiske, medicinske og psykologiske hænger så fantastisk godt sammen i den katolske kirke. Katolsk kommer af kata holon, som er græsk og betyder det, der drejer sig om det hele. Denne helhedsopfattelse af tingene interesserer mig. Den eksistentielle og teologiske sammenhæng er noget af det, som har holdt mig fast til den katolske kirke samtidig med mysteriet. Kirkehistorien er rig på eksempler på kriser i kirkens historie, men jeg ser på kirken med håb, for det er ikke vores, men Guds kirke, og Vor Herre skal nok få det til at hænge sammen til sidst. Som observatør kan jeg se en række problemer, men mit håb for kirken grunder jeg på tro og tillid til Gud, som siger, at han er til stede.
Et centralt begreb i katolsk teologi og Tiedemanns trosliv er realpræsens, som er troen på, at Jesus er reelt til stede i nadveren.
Præsens betyder ikke bare, at Jesus er present, men at Jesus er til stede i nutiden, og på den måde kommer mysteriet til at spille en stor rolle som noget, der er integreret i ens liv. Jeg lever med en tæt kontakt med Bibelen og har gjort det hele mit voksenliv. Jeg læser ikke Bibelen som en gammel tekst, men som et budskab rettet mod mig, som jeg må svare på i mit sind og i min adfærd. Bibelen er en fantastisk menneskeklog bog.
Erling Tiedemann var amtsborgmester i næsten 20 år, inden han valgte ikke at genopstille. Han var 61 år og længtes efter tid til fordybelse. Han husker en samtale med en sygeplejerske, som venligt frarådede ham at stile efter et otium med fokus på rosenhave eller frimærkesamling.
Hun mente, at den gennemsnitlige overlevelsestid ville være 18 måneder, hvis jeg gik fra mit travle liv til en meget stille tilværelse. Hvis min kone og jeg ville have nogle gode år sammen, måtte vi kaste os ud i noget, hvor vi måtte stå på tæerne. Vi har en ægteskabelig teknologi, vi bruger, når vi skal træffe et vigtigt valg, så vi er sikre på, at vi begge oprigtigt giver udtryk for vores ønske, siger han og fortæller, hvordan parret skrev deres personlige ønske for næste livsafsnit på en lap papir og efterfølgende udvekslede dem.
Lapperne viste, at begge havde en drøm om et år i Paris, og dermed kunne de planlægge et studieophold i den franske hovedstad, hvor de begge læste teologi og boede i en beskeden bolig på 40 kvadratmeter.
Det blev til to år i Paris, hvor Erling Tiedemann studerede bibelsk teologi, og planen var at rejse tilbage til huset i Pedersholm-kvarteret i Vejle.
Men arbejdsopgaver i relation til den katolske kirke fik parret til at overveje at slå sig ned i København, og således blev villaen skiftet ud med den rummelige bolig på Vesterbro i København. Siden fulgte en opfordring om at træde ind i Det Etiske Råd, hvor han i 2000 blev formand og lagde mange arbejdstimer.
Det var bestemt ikke planlagt, at jeg skulle have så meget at lave, men jeg har altid kunnet arbejde meget. Den seneste tid har jeg dog godt kunnet mærke alderen trykke, og det er svært at holde flyvehøjden oppe. Jeg har altid kunnet arbejdet til klokken to, men nu er det til klokken to om eftermiddagen.
I går tog Tiedemann forskud på festlighederne i anledning af 80-årsdagen og blev fejret ved en reception, og i dag går turen til Tivoli i København, hvor han har indbudt de tre børn, otte børnebørn og familie til at spise sig mætte i skipperlabskovs.
Når han ser tilbage, er der så stunder, som skiller sig ud som særligt lykkelige?
Igen har Tiedemann svar og argumentation parat.
Det største øjeblik i mit liv var, da Vivian sagde ja til at gifte sig med mig. Vi mødte hinanden, da hun var 17, og jeg var 19, og jeg er et eksempel på, hvordan man ganske simpelt bliver skudt af Amors pil. Men fra jeg så hende første gang, og til vi blev gift, gik der seks år. Hun var blandt andet i Paris i et år som au pair, men inden hun rejste, lovede hun, at når hun kom hjem, ville hun sige, om hun ville gifte sig med mig. Da hun kom hjem, sagde hun, at det ville hun, og det blev min stjernestund. Min kone betyder utrolig meget for mig og har været min mentor, muse og arbejdskammerat. Der har kun været hende og mig, og det er dejligt at være gift med den eneste ene.
Hvilken bog har betydet mest for dig?
For en del år siden fik jeg en mærkelig influenzalignende sygdom med feber, der kun faldt med én streg i døgnet, og da jeg begyndte på 39, tog det tre uger, inden jeg var feberfri. I løbet af de tre uger fik jeg læst Victor Hugos De Elendige i den originale franske udgave, som er på 1800 sider. Det er en dejlig bog!
Hvilken kendt person vil du helst sidde til bords med?
Jeg vil helst have én til bords, som jeg ikke kender, og som kan fortælle mig en masse, jeg ikke ved, og få mig til at forstå noget, der er så fremmed for mig, at jeg ikke engang vidste, at jeg ikke forstod det.
Hvor slapper du bedst af?
Jeg slapper af med at lave små computerprogrammer i Visual Basic, som skaber en praktisk bro mellem tekster og internetkommunikation. Jeg tror, jeg slapper af ved det, fordi jeg lukker helt af for omverdenen og kun er optaget af at få skidtet til at virke.