Intet tænder fædrelandsfølelsen som denne vise til sankthans. Men det hele begyndte på Det Kongelige Teater

"Midsommervisen", som synges til sankthans, er en ateistisk hyldest til sommeren, skrevet som en del af et skuespil af en dygtig digter med en malerisk pen og et rodet privatliv langt væk fra Danmark

"Midsommervisen" er en ateistisk hyldest til sommeren, skrevet som en del af et skuespil af en dygtig digter med en malerisk pen og et rodet privatliv - langt væk fra Danmark. Men ingen andre sommerviser tænder fædrelandsfølelsen i danskerne på samme måde. På billedet er det Holger Drachmann.
"Midsommervisen" er en ateistisk hyldest til sommeren, skrevet som en del af et skuespil af en dygtig digter med en malerisk pen og et rodet privatliv - langt væk fra Danmark. Men ingen andre sommerviser tænder fædrelandsfølelsen i danskerne på samme måde. På billedet er det Holger Drachmann. Foto: NF.

Mange forbinder med rette "Midsommervisen" med Skagen, hvor visens hvileløse forfatter, digteren og maleren Holger Drachmann (1846-1908), fandt sig til rette mellem skagboere og skagensmalere. Og det var formentlig også her, at visen første gang blev brugt i forbindelse med et sankthansbål.

Drachmann og "Midsommervisen"

Men Drachmanns berømte vise blev dog oprindeligt slet ikke skrevet til en bålfest, men til skuespillet Der var engang i 1885. Og historien bag landets mest udbredte sommersang begynder slet ikke i Danmark, men i Venedig i Italien, hvor Drachmann boede under et halvandet år langt udlandsophold med sin anden kone, der var blevet gravid i Venedig, fortæller bibliotekar på Skagen Bibliotek Hans Nielsen, der har sat sig ind i Drachmanns liv og levned som mangeårig bestyrelsesmedlem af fonden, der driver Drachmanns Hus.

Drachmann havde boet i Venedig i nogle måneder, da der udbrød kolera i byen, og familien flygtede derfor fra byen op til Norditalien, hvor de lejede sig ind i en hytte ved Alperne, og her fandt Drachmann roen til at skrive skuespillet Der var engang, hvor Midsommervisen indgår, fortæller Hans Nielsen.

Stykket blev senere opsat på Det Kongelige Teater og fik en gigantisk succes, der sikkert også har medvirket til "Midsommervisens" udbredelse, men allerede mens Drachmann skrev stykket, kunne han selv fornemme, at han var i færd med at skrive en tekst, der holdt. Han skrev begejstret hjem til sin mæcen og forlægger på Gyldendal, Frederik Hegel, at han følte sig flyvende af at skrive, og at han troede, at det ville blive en stor publikumssuccses, fortæller Hans Nielsen og tilføjer, at brevet havde en for Drachmann meget sædvanlig fodnote om, at det var svært at få økonomien til at hænge sammen.

En berejst herre

Drachmanns likviditetsproblemer er et underliggende hovedspor i hans breve, der senere er blevet trykt i fire bind. For Drachmann var præget af rastløshed, og pengene sad løst på ham, men i den periode, hvor han sad i en hytte med sin familie og skrev på Der var engang, var han faktisk inde i en periode med en for ham usædvanlig stabilitet, siger Hans Nielsen

Der har været en form for harmoni i ham, som også har kunnet befordre, at han kunne skrive "Midsommervisen". Han var i en periode, hvor han troede på familien og det nye liv i sin kones mave, og som han sad dér efter halvandet år i udlandet, er det jo naturligt, at han også begyndte at længes hjem til Danmark. Fædrelandsfølelsen bliver jo også tændt, når man er i udlandet. Og det er formentlig de følelser, der har skabt "Midsommervisen", siger Hans Nielsen.

Drachmann var en berejst herre, der ud over sine mange år på Skagen og et længere ophold på Bornholm sjældent blev på det samme sted. Han var gift tre gange og nåede at få et barn med sin anden kones søster, inden hun stak af med en svensk læge.

Drachmann tog altså til takke med søsteren, der blev ham en stabil hustru, inden han selv i stedet faldt for en varietésangerinde inden han igen fandt sin tredje kone.

Upopulær i dannede kredse

I mellemtiden havde han skabt sig selv et betydeligt navn som både maler, journalist, dramatiker, forfatter og ikke mindst digter med læsere over hele Norden og dele af resten af Europa, ligesom han var en dominerende skikkelse i den berømte kunstnerkoloni på Skagen, der blandt andet talte vigtige malere som Krøyer, Ancher og Tuxen. Og selvom han nåede at gøre sig uvenner med adskillige sarte kunstnersjæle på toppen af Danmark, heriblandt Krøyer, fik han samtidig en stor folkelig popularitet på Skagen.

Det fortæller foredragsholderen Poul Bernth, der har skrevet flere bøger om Drachmann, ligesom han har været med til at holde Drachmann-aftener i Drachmanns Hus gennem 40 år.

"Forfatteren Ole Wivel har engang sagt om Drachmann, at han var folkets digter. De lærde brød sig ikke altid om Drachmann. Man skal heller ikke have en fremmedordbog liggende ved siden af sig for at forstå Drachmann. Han går rent ind, hvor alle kan være med. For han skrev om de tre grundlæggende elementer i tilværelsen livet, døden og kærligheden og Drachmanns dansk er et fantastisk dansk. Indimellem har han underfundighed, der får mig til at tænke på Benny Andersen. For Drachmann var virkelig også en sprogets mester", siger Poul Bernth.

Sankthansaften og "Midsommervisen"

Han mener, at traditionen med at synge "Midsommervisen" omkring et sankthans-bål meget vel kan have spredt sig som en steppebrand fra Skagen takket være Drachmann.

For landets første sankthansbål var muligvis også Drachmanns opfindelse, da han i begyndelsen af 1900-tallet foreslog skagboerne at brænde en afdød skomagers hytte ned som en festlig begivenhed.

I dag ligger annekset til det berømte Brøndums Hotel på samme grund, og allerede få år efter den planlagte ildebrand optræder Drachmann på et maleri af Krøyer omkring et sankthansbål, påpeger Poul Bernth:

"Drachmann var god til at lave folkelige fester, og da øvrigheden mødtes for at fejre, at grundstenen blev lagt til havnemesterboligen i forbindelse med det nye havneanlæg i byen, inviterede han for eksempel i stedet til stor folkefest på en mark ved siden af sin grund med punch, kaffe, kage og dans for alle. For han mente, at det skulle være en folkefest og ikke en fest for de fine, at Skagen fik sin egen havn."

Havde meldt sig ud af folkekirken

"Den slags gjorde ham næppe mindre populær på egnen, selvom befolkningen nok var lidt splittet omkring ham. Indre Mission var stor på egnen dengang, og Drachmann havde meldt sig ud af folkekirken, idet han opfattede sig selv som en fritænker, der var meget inspireret af Georg Brandes tanker. Og da Holger Drachmann døde, handlede den næste udgave af Politiken ikke om andet", forklarer Drachmann-eksperten.

Han ville heller ikke begraves på en kirkegård, men have sin aske spredt ud over sit elskede hav. Det fik han dog ikke tilladelse til. I stedet blev hans urne indsat i et gravkammer på det dengang yderste af Grenen. Han fik en statsmandsbegravelse fulgt af tusindvis af deltagere fra hele Norden, der var rejst til Skagen for at sige farvel til den store digter. I dag forbinder mange ham nok stadig med "Midsommervisen", der jo uden tvivl er blevet en af vores store fædrelandssange, siger Poul Bernth, der til gengæld klart afviser, at afbrændingen af dukkehekse har noget med Drachmann at gøre.

"Den forfærdelige danske skik, som man undrer sig meget over i udlandet, er først kommet til senere. Og selvom Drachmann skriver om hekse og trolde i "Midsommervisen", skriver han ikke noget om, at man skal brænde dem af, men snarere holde dem væk som vilde dyr med glædesblus. Ved at tænde det bål holder vi al dårligdom væk. Jeg tror ikke, at der er nogen som helst forbindelse med at brænde hekse af på bål", siger Poul Bernth.

"Midsommervisen" skal bestå

Ifølge Poul Bernth står Drachmanns tekst stadig genial tilbage, og i tidens løb har kun to forsøgt at ændre teksten, fortæller han.

"Det skabte et ramaskrig, da Gerd og Axel Schiøtz under krigen ændrede en linje i sangen og udskiftede med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende til med fredelig hånd. Og den linje fik kun lov til at leve et år. Bedre slap Shu-bi-dua fra at ændre hele melodien og en linje fra gravhøje til gravhunde. Men alene det, at Shu-bi-dua tog sangen op, viser jo, at den er langtidsholdbar", siger Poul Bernth.

Han bakkes op af salmedigter, forfatter og tidligere sognepræst Lisbeth Smedegaard Andersen, der også mener, at "Midsommervisen" er med til at skabe fællesskab:

"Mine egne første erindringer om "Midsommervisen" stammer fra årene under og efter krigen, hvor den blev sunget ved de såkaldte alsangsstævner i Herning, hvor jeg var barn. Som jeg husker det, stod vi en masse mennesker i Søndre Anlæg, som det hed, og sang, men jeg er temmelig sikker på, at der ikke var noget bål dengang. Til gengæld blev der lagt ekstra stemmekraft i linjerne om den udenvælts fjende og de afsluttende linjer: Vi vil fred her til lands", siger Lisbeth Smedegaard Andersen, der i dag mere hæfter sig ved visens smukke billedsprog.

Visens smukke billedsprog

"Drachmann var jo en fremragende poet, men han var også maler, og det afspejler sig i sangen gennem de flotte skildringer af et dansk sommerlandskab. At selve sankthansbålet og tanken om afbrænding af hekse og trolde har en alvorlig og uhyggelig baggrund er jo rigtigt, men jeg må ærligt indrømme, at det ikke påvirker mit forhold til sangen. Drachmann digtede den på et tidspunkt, hvor fortiden blev set i et romantisk skær, og hvor man ikke lagde andet i fejringen af sankthans end netop det, at det var midsommer, og aftenen var en anledning til at samles og fejre glæden over sommeren og tilværelsen. Og det er også, hvad jeg lægger i sankthansaften og 'Midsommervisen'", siger Lisbeth Smedegaard Andersen, der til gengæld ikke finder nogen særlig teologisk dybde i Drachmanns tekst:

"Visen er jo en rigtig fædrelandssang, der begynder som en lovsang til landet, til Danmark på alle tider af året den signede jul og om våren, selvom digteren i slutningen af versene går over til at skænke Sankte Hans den skønneste krans. Og jeg tror sandt at sige ikke, at Drachmann tænker på den hellige Johannes Døberen, men på selve højsommeren som årets skønneste tid."

"Midsommervisens" 3. vers

Velsignelsen i andet vers udgår tilsyneladende heller ikke fra Vorherre, men fra skyerne, men det kan man selvfølgelig godt tolke, som om det kommer ud på ét.

Det omstridte tredje vers viser heller ikke ligefrem noget religiøst sindelag, men er snarere sådan en blanding af den dengang almene nationalisme, hvor sværdet skal holde de udefra kommende fjender væk, mens bålene skal værne mod indre ufred og splittelse.

"Midsommervisen" er en ateistisk hyldest til sommeren, skrevet som en del af et skuespil af en dygtig digter med en malerisk pen og et rodet privatliv - langt væk fra Danmark. Men ingen andre sommerviser tænder fædrelandsfølelsen i danskerne på samme måde.
"Midsommervisen" er en ateistisk hyldest til sommeren, skrevet som en del af et skuespil af en dygtig digter med en malerisk pen og et rodet privatliv - langt væk fra Danmark. Men ingen andre sommerviser tænder fædrelandsfølelsen i danskerne på samme måde.

Drachmann var i de år ivrig Brandes-tilhænger, og han kan med heksene og troldene, der skal bekæmpes med glædesblus, og som kan overvindes med lidenskabens varme, måske have tænkt på de reaktionære kræfter i samfundet. Men det er nok at lægge for meget i det. I virkeligheden er vers tre lidt usammenhængende, hvor den krigeriske begyndelse for den tænksomme læser vil kollidere lidt med den afsluttende forsikring om, at vi vil fred her til lands. Men sangen lægger nu engang ikke op til alvorlige overvejelser ved et skrivebord, men til begejstret sang i sommernatten, siger Lisbeth Smedegaard Andersen, der dermed slutter sig til flertallet af danskere, der gladeligt bryder ud i sang til sankthansbålets skær.

Har indspillet "Midsommervisen"

"Midsommervisen" er som bekendt stadig elsket og sunget, og for nylig blev den endda genindspillet på cden Sommer i Skagen, hvor operasangeren Jens-Christian Wandt synger solo på sangen til P. E. Lange-Müllers gamle melodi.

Jeg foretrækker selv Lange-Müllers melodi frem for Shu-bi-duas, og jeg synes også, at det virker, som om folk synger mere med til den gamle melodi. Men det er ikke nogen nem melodi, der endda kan drille en professionel sanger, fordi tonerne går meget op og ned til sjove rytmer, men det er jo ofte udfordringer, der holder bedst. Og jeg synes selv, at melodien er mesterlig af Lange-Müller, der skrev den samme år.

I dag husker man i den brede offentlighed ikke Lange-Müller for andet end "Midsommervisen", det var hans ene hit, mens Carl Nielsen for eksempel lavede mange, men Lange-Müller var faktisk en fantastisk komponist. Man kaldte ham tusmørkets komponist, fordi hans melodier tit var lidt melankolske. Som ung faldt han på Rosenørns Allé og fik en hjernerystelse, han aldrig kom sig over. Resten af livet led han af hovedpine og migræne, og det betød også, at han trak sig lidt tilbage, men han fortsatte med at skrive fine melodier, siger Jens-Christian Wandt, der mener, at visen i dag spiller en fornem rolle som katalysator for fællesskab:

Der er få lejligheder på året, hvor man tør være så højstemt at synge vi elsker vort land og vi vil fred her til lands, men "Midsommervisen" tænder både fædrelandsfølelsen og fællesskabsfølelsen, når man står sammen omkring bålet. Og det skaber jo sammenhængskraft, når man giver sig tid til at spise rejer, drikke vin og synge omkring et bål sammen med "Midsommervisen" som en vigtig ingrediens.