Fremtrædende tysk forfatter vil genoplive blasfemi-paragraffen. Det er fremmende for kunsten med en indskrænkning af den absolutte frihed, mener forfatteren Martin Mosebach

Det er ikke ofte, forfattere, der jo lever af at ytre sig, hylder indskrænkninger af ytringsfriheden. Men det gør den tyske forfatter Martin Mosebach nu i et kontroversielt essay i Frankfurter Rundschau.

Han slår et slag for den tyske blasfemiparagraf og mener, det kun er sundt for kunstneren selv, hvis hans frihed følges af omkostninger. Mosebach er da også konservativ katolik. Han har modtaget Georg-Büchner-prisen og har sæde i Det Tyske Akademi.

LÆS OGSÅ: Debatten om blasfemi-paragraffen blusser op igen

Muhammedkrisen har bragt spænding tilbage i feltet, konstaterer han.

Herboende muslimer udsteder pludselig trusler og viser en vrede, man i Europa slet ikke er vant til, for der har længe været fri jagt på kristne, der altid vender den anden kind til. Skoler og medier fremstiller rutinemæssigt kristendommen som en voldelig og fredstruende ideologi, skriver Mosebach.

Ingen har givet et pip fra sig, men nu er situationen en anden.

”Siden der i Tyskland er kommet en stærk muslimsk minoritet, er der pludselig kommet smæld i sagen. Uventet ser integrationens venner i de tyske partier sig konfronteret med mennesker, der ikke forstår spøg, når det gælder blasfemi.”

Det har givet en mudret situation, hvor man udviser stor respekt for en religion og ikke for en anden.

Idet han ser bort fra de oplagte juridiske problemer i denne skævhed, vil Mosebach anskue sagen fra en kunstnerisk vinkel.

Han hævder, at det gennem historien har været fremmende for kunsten med en indskrænkning af dens absolutte frihed.

Det forfiner stilen, hævder han og citerer Karl Kraus: ”En sætning, som censor kan forstå, er med rette forbudt.” Og Mosebach mener, friheden bør være indskrænket, når det gælder blasfemi – og ikke kun når den gælder muslimernes profet Muhammed.

”Blasfemi som henkastet attitude eller kalkuleret leg er billig og fej, dens kunstneriske bidrag tilsvarende ringe.” Der er tale om, mener han, ”en instinktiv hang til at såre værgeløse og løbe åbne døre ind, mens man udstøder et sejrshyl og fører sig frem i et afstumpet miljø, der hele tiden keder sig, som om man netop havde risikeret kætterbål og inkvisition.”

Den sport udhuler kunsten. Forfatteren eller kunstneren tror at provokere, hvad der for længst er blevet umuligt, når det gælder kristendommen, men i virkeligheden imødekommer han samfundets forventninger, friserer sine tanker moderigtigt og behager de mest gængse strømninger. Kunstnerisk er det mere frugtbart at skrive med risiko, mener han.

Man skal ubetinget skrive hvad engle eller djævle, muser eller dæmoner, det ubevidste eller ens drømme hvisker en i øret, men man skal ikke opfatte sin frihed dertil som en rettighed. Friheden skal vindes, også gennem kollisioner med samfundet og ved muligvis at skulle betale en pris for de sammenstød.

Det hører til en kunstners ære og stolthed, at han i så fald ikke jamrer, lyder det fra Martin Mosebach.

Og kunstneren skal, hvis hans kald ubetvingeligt fører ham derhen, også krænke dem, der tror på Gud. Men han skal hele tiden spørge sig selv, om en blasfemi er en nødvendig og uundværlig del af hans værk eller kun et lune.

Et essay, som nok skal kalde på vrede kommentarer fra Mosebachs kolleger.