DEBAT: Kirkeminister udviser rettidig omhu for folkekirken

Kirkeministerens melding om kirkelukninger er ikke utidig indblanding, men rettidig omhu for folkekirken. Andre kirkeministre har ikke villet have snavs på fingrene, mener Inge Lise Pedersen, formand for stiftsrådet i København og formand for Landsforeningen af Menighedsråd

I KRISTELIGT Dagblads kronik den 20. juni hævder sognepræst Claus Helsbøl, at folkekirken plages af mere og mere central styring fra Folketinget og Kirkeministeriet, og at kronen på statsmagtens utidige indblanding er ”trusler om lukning af kirker”. De trusler skal mødes med folkelig modstand.

LÆS OGSÅ: Fri, friere, Grundtvig

Der er ingen, der vil lukke kirker med god kirkegang. Så intet er lettere end at hindre lukninger: Man skal bare møde op søndag morgen. Der kræves ingen særlige kvalifikationer, blot at man kommer. Det er en form for folkelig modstand mod lukning som vil blive taget alvorligt.

Men jeg har slet ikke hørt om, at staten, og det vil vel her sige kirkeministeren, har truet med at lukke kirker. Derimod har kirkeministeren erklæret sig villig til at se positivt på biskoppens og stiftsrådets forslag om at en række københavnske kirker tages ud af sognekirkelig brug, selvom menighedsrådet i pågældende sogn eventuelt ikke kan gå ind for det.

LÆS OGSÅ: TEMA: Kirkelukninger

Siden 1976 har tre bisper og to stiftsråd forgæves forsøgt at skabe forståelse for, at når befolkningstallet falder drastisk (med 300.000), kan det være nødvendigt at tage kirker ud af brug. Skiftende kirkeministre har ikke villet have snavs på fingrene – så hellere lade kirkelivet i København sejle sin egen sø.

Jeg har svært ved at se logikken i, at man bygger 43 kirker i Helsingør Stift på grund af stigende befolkningstal, men ikke kan tage 17 ud af brug i København på grund af faldende befolkningstal. Kirkeministerens melding er for mig at se ikke utidig indblanding, men rettidig omhu for folkekirken.

Et andet problem er ifølge Helsbøl at djøfisering og centralisering får menighedsrådene til at vånde sig over alt for mange administrative byrder. Men det er der råd for. Vi skal blot afskaffe provstiudvalg og stiftsråd. I stedet burde man ”styrke den teologiske samtale og ledelse i folkekirken ved at befri provster og biskopper for alle deres administrationsopgaver, så de kan koncentrere sig om det egentlige: at der bliver forkyndt Kristus i fyldte kirker”.

LÆS OGSÅ: Ingen ved, hvem der ejer 1700 kirker

Det må betyde, at al administration overlades til Kirkeministeriet. For administreres skal der jo, og hvis vi ikke selv vil, må staten tage det på sig. At det skulle give større lokal selvstændighed, tvivler jeg på. Forresten var det den Jakob Appel, som Helsbøl lovpriser, der gjorde rådene til lokale administratorer. Han var ikke begejstret for menighedsrådene, fordi de kunne rumme medlemmer der ikke hørte til ”den levende menighed”, derfor skulle de holdes væk fra kirkelivet og kunne så bruge kræfterne på administration.

Er det centralisme, der er problemet, når 90 procent af kirkeskatten bruges lokalt? Eller får vi for lidt for vores penge, fordi vi nærer en sygelig angst for centralisering og ikke ser på, om det enkelte initiativ vil have det bedst lokalt, eller om man snarere skulle pulje kræfterne til en fælles indsats?

LÆS OGSÅ: Minister vil afklare lukning af kirker

Vi kan ikke tillade os at have nok i os selv i det enkelte sogn. Når en præst eller et menighedsråd kvajer sig i det ene hjørne af landet, melder folk sig ud i protest i det modsatte hjørne. Mange folkekirkemedlemmer regner mindre med sogne og ser mere på folkekirken som en helhed, og derfor kommer alle til at undgælde, når nogen efter deres mening skejer ud.

Fordelingen af midlerne gør det meget vanskeligt at få finansieret fælles folkekirkelige initiativer, og det gør det svært at være folkekirke på nutidens præmisser. For der er mange forventninger, som ikke kan indfries af det enkelte sogn, men kun af et provsti eller et stift, ja, i visse tilfælde kun, hvis hele folkekirken står sammen.