Vores medskabninger dyrene udfylder nogle funktioner og dækker nogle behov hos os, som vi måske ikke alle kan finde mening eller rimelighed i, og som bør tages op til revision i takt med udviklingen.
Den menneskelige empati over for dyrene er meget ujævnt fordelt. Hvem skal sætte dagsordenen og afstikke grænserne for, hvad vi kan udsætte dyrene for?
LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om dyreetik
Vi opdrætter dyr, berøver dem livet og fortærer dem og det i et omfang, der truer vores helbred, miljøet, klimaet og muligheden for at mætte hele jordens befolkning. Dette foregår, uagtet at de fleste kan blive enige om, at vi påfører konsumdyrene lidelser i et uacceptabelt omfang.
Dyr lider også, når vi bruger dem til underholdning i cirkus, konkurrencer eller iscenesatte kampe. Helt meningsløst er det, at vi opdrætter vilde rovdyr i små bure for at berøve dem pelsen og selv iklæde os den til trods for, at den er både tung og upraktisk, og at man kunstigt kan fremstille stoffer, der ligner pels til forveksling.
Når jægerne i Danmark hvert år skyder og dræber omkring tre millioner dyr og yderligere anskyder og lemlæster flere hundrede tusinde, er det ikke sult, der driver dem. Jagt er i dag hobby og adspredelse, og af forskningsprojektet Vildt og landskab fra Dansk Jagtakademi fremgår, at kødet, hvoraf meget i øvrigt går til spilde, kommer ind på sidstepladsen af en lang række begrundelser for at gå på jagt.
De højere prioriterede begrundelser, som naturoplevelser og kammeratskab er alle nogle, der ikke har som forudsætning, at man slår dyr ihjel. Specifikt for jagt er trofæindsamling og skydeoplevelser det, flertallet går efter, og dyrene udfylder dermed rollen som rent ud sagt levende skydeskiver!
Meget få mennesker har kendskab til jagt, hvad det reelle formål er, og hvilke konsekvenser det har for dyrene og naturen. Jagt har sit helt eget sprog, der skal gøre det hele mere spiseligt for befolkningen og stille jægeren i et positivt lys. At skyde og slå ihjel omskrives med ord som nedlægge og høste, og jægerne kalder sig naturplejere og vildtforvaltere.
DANMARKS JÆGERFORBUND udnytter befolkningens uvidenhed, når de med jævne mellemrum står bag holdningsundersøgelser til jagt. Stærkt manipulerende får respondenterne, der består af dels storbyboere, dels en overrepræsentation af jægere, stillet spørgsmålet: Føler du dig generet af jagt?. Er svaret benægtende, konkluderes på baggrund heraf, at langt de fleste danskere er positive over for jagt, hvilket budskab offentliggøres igen og igen.
På landet bor mennesker, der går på jagt, og andre, hvem jagt er inderligt imod. Byboere bruger typisk skydning af dyr som indhold i firmafester og lignende. Selv visse præster og biskopper smider fra tid til anden kjolen og ifører sig camouflagetøj for at slå det ihjel, Vorherre har skabt. Efterfølgende holder de jagtgudstjenester, takker Herren for de milde gaver og serverer en dram.
Ret konstant og på trods af massiv propaganda vedbliver det at være omkring tre procent af befolkningen, der går på jagt, så noget tyder på, at der skal en særlig indstilling og mentalitet til at vælge jagt som hobby. Under alle omstændigheder må man formode, at den dybe glæde og medfølelse, der fylder andre ved oplevelsen af levende dyr i naturen, er fraværende hos en jæger.
Hvorfor tillader vi, at jægerne fratager os denne glæde? Hvordan kan vi blot lade dem udleve deres udemokratiske lyster, når vi først er blevet opmærksomme på, i hvor høj grad de ødelægger naturoplevelserne for os andre, hvor hårdt det går ud over dyrene, og hvor skadelige de med jagt forbundne aktiviteter er for naturen? Ud over at dyrene slås ihjel, har jagten den konsekvens, at dyrene generelt bliver bange for mennesker og tager flugten ved færten af os.
Uheldigvis fungerer systemet på en sådan måde, at jægerne i alt for høj grad er medbestemmende, når det gælder love og regler for, hvad de må skyde. Eftersom det er vanskeligt at forholde sig sagligt til den lystbetonede passion, som jagt ofte er for jægeren, burde uafhængige fageksperter afgøre, hvilke arter det er hensigtsmæssigt at regulere.
For tiden er 44 danske dyrearter jagtbare, men jægerne undersøger hele tiden mulighederne for at kræve jagt på flere. Det gælder eksempelvis grævling, egern, bæver, spættet sæl, vibe, fiskehejre og en lang række fuglearter de fleste komplet uspiselige.
For at have nok at skyde på, opdrættes årligt mindst halvanden million af de såkaldte skydefugle: fasaner, gråænder og agerhøns, som sættes ud i naturen for kort efter at blive skudt. Selvom harer og agerhøns er truede arter i Danmark, kræver jægerne fortsat jagttid på dem, og selv jagtfredede dyr går ikke fri: Seks procent af vores svaner og syv procent af odderne lever med hagl i kroppen!
Det Dyreetiske Råd, der er bredt nedsat, kom i 2010 med sin udtalelse om jagt efter meget grundige forundersøgelser. Rapporten udtrykker skarp kritik af især den store del af jagten, der er baseret på opdræt og udsætning til skydebrug. Ja, faktisk mener rådet, at denne praksis skal forbydes, hvilket prompte blev afvist af den daværende justitsminister. På den måde kuldsejler flere års ekspertarbejde i noget, der måske handler om personlige jagtinteresser!
NATURLIGVIS ER OGSÅ de mange anskydninger aldeles uacceptable for Det Dyreetiske Råd. Ingen tvivl om, at de ville være en bombe under jagten, hvis befolkningen fik reel besked.
Særlig human er ej heller skydningen af gråænder, der stadig har en flok ællinger efter sig, sådan som det gør sig gældende for 30 procent ved jagtens start i september. Duer yngler langt ind i november og skydes rask væk, mens de endnu har unger i rederne.
De opdrættede fasaner forårsager i deres udbredelsesområder en total forvridning af den naturlige fauna, udkonkurrerer andre arter og er en kilde til alvorlig smittespredning.
Hjortedyr skydes, mens de endnu har diende afkom og endvidere så sent på sæsonen, at de har fuldbårne fostre i maven. Jagten efterlader svækkede bestande moderløse rålam og dyr med uinteressante, små trofæer.
Ræven er i særlig grad et hadedyr, fordi den konkurrerer med jægeren om byttedyrene. Derfor er den på det nærmeste bortskudt mange steder og må ved de store opdrætssteder indfanges og skydes året rundt og altså også, når den har hjælpeløse unger, der efterlades til egen skæbne hjemme i graven.
Når sneen ligger højt, har dyrene det i særlig grad svært, men netop i den situation, hvor de afslører deres ruter, intensiveres jagten. Kald det lige vildtpleje én gang til at hindre deres fortvivlede forsøg på at finde føde under sneen.
Jægerne bryster sig af at fodre dyrene om vinteren, men det er kun de jagtbare dyr, der fodres, og det har den for jægeren bekvemme konsekvens, at dyrene knyttes til foderpladsen. Efterfølgende bliver der så grundlag for at regulere de på grund af fodring alt for store bestande.
Fodringen med korn i det fri, majsbeplantninger og rovdrift på rævebestandene har den konsekvens, at der sker en kraftig opformering af frilandsrotter, som spreder sig til omkringliggende bebyggelser. Derfor udlægges gifte af typen rodenticid, som først virker efter fem-seks dage, hvorfor en række af vores rovfugle får rottegiften i sig.
Og sådan kører det: Jægerne har sat sig på naturen og ønsker så meget som muligt at skyde på mestendels for skydeoplevelsens skyld uden hensyn til dyrenes lidelser, med meget lidt hensyntagen til medmenneskers interesser og med voldsom indgriben i naturen til følge.
Hvor længe får det lov at fortsætte?
Annette Rosenmunthe er psykolog og debattør