En ensom skovulv

At læse Gyrdir Elíassons nye bog er som at være i et landskab, man kender og alligevel overraskes af

Gyrdir Elíasson: Ved Sandåen. Pastoralsonate. Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen. 140 sider. 179 kroner. Forlaget Torgard.
Gyrdir Elíasson: Ved Sandåen. Pastoralsonate. Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen. 140 sider. 179 kroner. Forlaget Torgard.

Gyrdir Elíasson kan noget, mange mindre dygtige forfattere må misunde ham. Han kan skrive sætninger, som knitrer af betydning, hvor hvert ord er valgt med omhu, og han kan lave små aforistiske forløb, hvor et begavet ræsonnement udvikles.

Gyrdir Elíasson er først og fremmest sprogkunstner. Skulle man gengive teksten i et mundtligt referat, ville kun de færreste tro på, at dette er stor kunst.

LÆS OGSÅ: Romanen om den islandske sjæl

Alligevel er sproget ikke i sig selv det, det handler om. Sproget er her på én gang en selvstændig begivenhed og et gennemgangsled for en rigdom af tanker og fantasier. Gyrdir Elíassons Ved Sandåen er en af de mest tankefulde og tankevækkende bøger, jeg længe har læst.

Intet viist menneske skriver en . Intet viist menneske fortæller sin historie. Et viist menneske forstår at gemme sig, bliver glemt af alle. Dette vise citat på ens første side har Gyrdir Elíasson ifølge en note bagest i en fundet på en lap papir i en , han faldt over i et antikvariat. Det kunne lyde som en variation af den stoiske læresætning: Den, der lever skjult, lever godt. Elíassons , som kalder sig en pastoralsonate, tegner da også et portræt af en mand, der forstår at gemme sig og er i færd med at blive glemt af venner og familie.

Manden, hvis navn aldrig nævnes, idet han er på vej til at blive navnløs, bor i en campingvogn på en islandsk campingplads nær Sandåen, en skov og en vulkan. Faktisk har han to campingvogne stillet ved siden af hinanden, den anden er indrettet som atelier. Manden er maler; han maler træer, nogle gange ude i naturen, andre gange i sit såkaldte atelier. Man får ikke indtryk af, at han er nogen stor maler, tværtimod. Det hedder sig, at han ikke har solgt nogen billeder i flere år.

Den manglende succes synes ikke at være et problem. Dertil er han for optaget af, hvad der foregår omkring ham og inden i ham. Det er nu ikke, fordi han lever et dramatisk liv. Han holder sig for sig selv, søger ikke naboernes kontakt, men i hvert enkelt møde med andre mennesker udspiller der sig ikke desto mindre et lille eksistensdrama. En dag får han besøg af sin søn. De taler kun sammen om uvæsentlige emner. Han har også en datter, men hende ser han aldrig. Børnenes mo omtales først på ens næstsidste side og i datid.

Man skal imidlertid ikke lede efter en forklaring på hans frivillige eksil i familien. Forklaringen er at finde i hans beskæftigelse med kunsten: Det er med mig som med de fleste, der helliger sig, hvad der kaldes kunst, de mister deres venner et eller andet sted på vejen, forsvinder ind i sig selv og mener stivnakket og stædigt, at kunsten egner sig til at opveje mangelen på menneskeligt samkvem.

Denne mand lider ikke af ensomhed, som flere andre gør det på egnen, men han plages af overvejelser om sin egen død og verdens undergang. Han har kun hån og sarkasme tilovers for de mennesker omkring ham, der bader sig i velstand og velbehag. De lever efter hans mening så langt væk fra livets realiteter, at det kun er til at grine ad eller græde over.

Hvad der optager ham allermest, er selve den kendsgerning, at kunsten eksisterer i menneskers liv. For ham er kunst et spørgsmål om at lære af andre og give videre, en cirkulær proces. Sjældent citeres der så ofte fra og henvises til andre litterære værker, og flere af citaterne er ligefrem forklaret af forfatteren i den tidligere omtalte note bagest i en. Kunstens mysterium antydes på følgende måde: Nogle gange synes jeg, der er noget besynderligt ved at tegne træer på det, der engang også var et træ dette hvide papir. Deri ligger der et eller andet uforståeligt paradoks, ligesom faktisk i al kunst.

Gyrdir Elíasson er en forfatter, man enten vil tage til sig uden forbehold eller gå i en bue uden om. For mit vedkommende er ens litterære intensitet og selvbevidsthed fuldkommen uimodståelig, og i Erik Skyum-Nielsen har Elíasson fundet en oversætter, der med sjældne udtryk som en nærmest brøsig tone skaber ens poetisk-hemmelighedsfulde atmosfære.

At læse en er som at bevæge sig i et landskab, man kender og alligevel overraskes af. Indimellem støder man på poetiske dunkelheder, andre gange morer man sig over groteske pudsigheder, og endnu andre gange betages man af den dagklare logik. Det er ikke for meget at kalde forfatteren Islands svar på Samuel Beckett.

Ved Sandåen er en kort , skrevet i korte, let sammenbundne prosastykker. Men den vil tage lang at blive helt færdig med.