Vågn op og brug tiden fornuftigt

Seneca er selvindsigtens store filosof fra Jesu samtid. Selvom han ikke var en kristen tænker, har hans moralfilosofi store ligheder med den kristne, ligesom den er blevet brugt af kristne tænkere siden 300-tallet

TEGNING: MORTEN VOIGT
TEGNING: MORTEN VOIGT.

Hvorfor er der ikke nogen, der indrømmer deres fejl? Fordi de endnu er i dem. Det er den vågne, der kan fortælle om sine drømme, og at indrømme sine fejl er et tegn på sundhed. Lad os derfor vågne, for at vi kan tilstå vores fejltagelser. Kun filosofien vil vække os, kun den vil ryste os ud af den dybe søvn.

Sådan skrev en stor moraltænker, der udfærdigede sine vigtigste formaningsbreve i årtierne efter Jesu død. Citatet stammer dog ikke fra Paulus, som man måske kunne tro, men fra den romerske retoriker, politiker og filosof Lucius Annaeus Seneca (cirka 4 f.Kr.-65 e.Kr.), der vidste, hvad han skrev om.

LÆS OGSÅ: Kærligheden og den græske filosofi

For han fortrød angiveligt bittert sine egne fejl og sin overfladiske dekadence ved kejserens hof, da han sent i livet trak sig tilbage for at skrive om tilværelsens forgængelighed og mening. Det forklarer Kristeligt Dagblads anmelder og oldtidsekspert rektor Søren Hindsholm, der selv har skrevet om Seneca flere gange her i avisen. Men Senecas tænkning har ikke for ingenting overlevet to årtusinder. For hans præcise beskrivelser af livets faldgruber bliver ved med at være aktuelle.

Oprindelig kom Seneca fra Spanien, men han strøg hurtigt til tops i antikkens Rom som jurist, retoriker og politiker, ligesom hans storebror Novatus kaldet Gallio gjorde politisk karriere og faktisk omtales i Apostlenes Gerninger (18, 12-17) i sin egenskab af statholder for den romerske provins Achaea.

I første omgang blev Senecas egen karriere bremset, da han i år 41 blev sendt væk fra magtens centrum nogle år efter en konflikt med kejser Claudius. I år 49 blev han hentet tilbage fra sit eksil på Korsika af kejser Claudius nye hustru, Agrippina, for at blive opdrager og lærer for hendes begavede 12-årige søn Lucius Domitius Ahenobarbus, den senere kejser Nero.

Den stilling gav ham fra begyndelsen betydelig politisk indflydelse, mens han kom til at leve i materiel overflod som godsejer uden for Rom. Da Nero blev kejser i 54, fik Seneca tilmed status af kejserens nærmeste rådgiver, amicus principis (kejserens ven), og han fungerede som førsteminister de næste fem år.

Seneca mistede dog langsomt sin indflydelse på den unge uregerlige kejser, og de forholdsvis humane første fem år af Neros regering blev brat afbrudt, da kejseren i 59 fik sin egen mor, Agrippina, slået ihjel.

I sine efterfølgende skrifter beskriver Seneca, hvordan det derfra blev sværere og sværere for ham at forene sin egen humane filosofi med Neros barbariske politik, som han blev nødt til at bakke op om som regeringsmedlem.

I 62 trak han sig til Neros store raseri derfor tilbage fra sine poster for at hellige sig sine studier og sit forfatterskab. Selvom Seneca også skrev skuespil og digte, er hans vigtigste værker de filosofiske breve, som han godt selv vidste ville blive offentliggjort.

Man kan derfor ikke afvise, at brevene ud over at videregive egne erfaringer også havde til hensigt at sikre tænkerens eftermæle som en stor opdrager gennem sit forfatterskab. Det sidste lykkedes i hvert fald i overvældende grad.

Allerede fra 300-tallet blev Seneca brugt af kristne tænkere, fordi hans moralfilosofi er beslægtet med Paulus, fremgår det af forordet til Breve fra Seneca, der er oversat af Hans Gregersen og Kell C. Madsen og udgivet af Klassikerforeningens Kildehæfter.

Her kan man også læse, at der på et tidligt tidspunkt i historien endda fremkom en brevveksling mellem Paulus og Seneca, der dog senere har vist sig at være falsk. Men sammen kunne de to antikke herrer nu sagtens have lavet en samtalebog, der gav mening. For der er meget, de to ville være enige om, mener Søren Hindsholm.

Helt i overensstemmelse med antik filosofi opfattede Seneca mennesket som et svagt siv, der hurtigt bøjer sig for den første, den bedste fristelse. Og de filosofiske betragtninger fra den samme hellenistiske arv dukker op i både Det Nye Testamente og Senecas skrifter, siger Søren Hindsholm og tilføjer:

Seneca var stoiker og troede på, at mennesket skulle forholde sig med mistro over for sine egne lidenskaber for at blive lykkelig. I Det Nye Testamente kan man finde en lignende tankegang hos Jesus og i særdeleshed hos Paulus.

Mens Paulus så den store livskamp mellem ånden og kødet, hvor de kødelige lyster skal holdes i skak ved hjælp af ånden, opfattede Seneca fornuften og kendskab til filosofien som det bedste redskab mod at ende i sine sansers vold.

Uden filosofi er sjælen syg, skriver Seneca i et af sine breve, så Senecas kristelige etik er altså uden Kristus, forklarer Hindsholm.

Alligevel er Seneca i tidens løb blevet mistænkt for at være hemmelig kristen, en tanke, der fik næring af, at Seneca tilmed var monoteist, men tanken er blandt andet blevet afvist med henvisning til Senecas syn på selvmord som en ædel handling, hvilket er uforligneligt med klassisk kristen tankegang.

Vi har i dag 124 af Senecas breve, men i oldtiden kendte man endnu flere. Genremæssigt befinder brevene sig mellem det ægte brev og de rent litterære breve.

Selvom modtageren af skrivelserne, Lucilius, menes at være en historisk person, er det usikkert, om brevene nogensinde blev sendt. Man kender i hvert fald ikke den anden del af korrespondancen, og historikere er enige om, at Seneca fra begyndelsen havde tænkt, at brevene skulle offentliggøres, forklarer Søren Hindsholm.

Brevformen var allerede en populær litterær form i oldtiden, og Seneca var en uddannet retoriker, der uden tvivl var bevidst om, at man kunne gøre kompliceret stof vedkommende ved at henvende sig direkte til den, man skrev til, siger Søren Hindholm og peger på, at Senecas breve om mange forskellige emner får sin enhed ved, at Seneca hele brevvekslingen igennem er en åben og søgende lærer for eleven Lucilius.

Herved bliver brevene en del af den genre, der kaldes den psychagogiske. Dette græske ord er sat sammen af ordet for sjæl, psyche, og ordet agoge, der betyder føren eller opdragelse. Det vil sige, at psychagogisk betyder sjæleførende eller sjæleopdragende, ligesom pædagogisk betyder børneopdragende. Og Senecas mål er altså at lede Lucilius sjæl frem til stoisk livsvisdom.

Oldtidens filosofiske skoler var fælles om at opfatte menneskets sjæl som et nemt offer for alle mulige farer og fristelser, og Seneca beskriver bidende præcist, hvordan mennesket lynhurtigt falder for fristelser som overdreven mad- og drikkeglæde, aggressiv adfærd, erotisk begær eller ambitioner om status og rigdom. Og hvis man skal pege på et hovedtema i Senecas breve, er det, at man skal vågne op fra sit eget begær og bruge tiden fornuftigt, fordi livet er for kort til tidsspilde, siger Søren Hindsholm, der dog mener, at Seneca er bedre til at stille diagnosen end at komme med konkrete råd til et bedre liv.

Alligevel er der mange grunde til at læse Senecas breve, mener Søren Hindsholm:

Seneca var en sprogets mester, der kunne udtrykke sig i klare, korte sætninger. Han skrev raffineret på latin, hvad Kierkegaard for eksempel også læste med stor fornøjelse. Og jeg tror, at en central del af forklaringen på, at Seneca stadig læses og bør læses, er, at han var så stor en stilistiker. Hvis man elsker at læse Cicero, vil man sluge Seneca, siger Søren Hindsholm, der anbefaler nye læsere at begynde med at læse Om livets korthed, som selveste Villy Sørensen har oversat glimrende.

Villy Sørensen var i øvrigt manden, der bragte Seneca helt op i den postmoderne tid ved at udråbe ham til at være en stor humanist i bogen Seneca Humanisten ved Neros hof fra 1976.

En af forklaringerne på, at Villy Sørensen kunne kalde Seneca humanist, var hans syn på slaver, som han betragtede som medmennesker:

Tænk lige over, at han, som du kalder en slave, kommer af de samme frø, går under den samme sol, ånder på samme måde, lever på samme måde og dør på samme måde som du. Du kan betragte ham som lige så fribåren, som han kan betragte dig som slave, skriver humanisten Seneca, der dog ikke fik lov til at dø som en fri mand selv.

For på trods af sine egne forsøg på at indføre mere humane forhold i det antikke Rom blev Seneca selv offer for Neros vrede. Efter Roms brand i 64 blev han opsøgt af Nero, som ønskede rådgivning om sin fremtid. Seneca svarede Du er kejseren, optræd som en gud.

Det ansporede Nero til et genopbygningsprojekt, der tømte statskassen, krævede de største skatter i Romerrigets historie og tvang de rigeste borgere til først at testamentere deres formuer til kejseren og så begå selvmord.

I 65 var Neros regime blevet så yderligtgående, at en stor del af senatet med Senecas nevø, digteren Lucan, blandt de fremtrædende aftalte en sammensværgelse mod Nero. Men sammensværgelsen blev afsløret, og Nero lod mange senatorer henrette, mens Seneca blev tvunget til at begå selvmord, selvom der ikke var ført bevis for, at han havde været indblandet.

Historikeren Tacitus beskriver meget teatralsk, hvordan Seneca først skar sine pulsårer over, men blodet flød for langsomt. Dernæst drak han gift, men den virkede heller ikke, og til sidst sprang han i et varmt bassin, hvori han kvaltes af dampen. Men hans skrifter fik altså lov til at leve videre med et budskab om at vågne op og bruge livet fornuftigt, mens man har det.