Man skal turde livet

Med årene måtte jeg også erkende, at nogle af de holdninger, jeg kom til Danmark med, trængte til nærmere eftersyn. Det gjaldt synet på homoseksuelle og jøder. De første skulle fordømmes, og de sidste betragtes som fjender. Men som oftest er den bedste kur mod massefordømmelse, at man får sat ansigter på og lærer folk at kende personligt. Derfor ville det også være fint, hvis der kunne etableres flere venskaber mellem muslimske familier og andre danske familier. Det er noget, jeg godt kunne tænke mig, at vores nye netværk, Demokratiske Muslimer, måske kunne hjælpe med til med at formidle.

Hvad tror du på?

– Jeg tror på Gud. Men jeg er en ærlig tvivler. Min tro læner sig op ad de passager i Koranen, der taler om fred, forsoning, tilgivelse og barmhjertighed. Selvom man ikke skulle tro det, når man hører rasende islamister råbe hævn og straf og død i Allahs navn, er det overordnede i islam, at Gud vil have, at muslimer som ikke-muslimer skal lever i fredelig sameksistens. Jeg er opdraget med tro og er fortrolig med hele Koranen og dens påbud. Indtil gymnasiet bad jeg fem gange i døgnet, fastede og gik til fredagsgudstjeneste i moskeen. Men da jeg fandt ud af, at nogle imamer er mere politikere end præster, blev jeg hjemme og bad selv til Gud. Når jeg er på rejse i et muslimsk land, hvor der er flere moskeer at vælge imellem end herhjemme, har jeg ikke noget problem med at gå til fredagsbøn. Jeg drømmer om, at vi en dag får en moské i Danmark. Bygget ikke for saudiarabiske penge, men med danske midler og drevet efter demokratiske principper om folkevalgt menighedsråd, menighedsrådsvalgt præst og så videre. En imam skal først og fremmest tage sig af det teologiske og sjælesørgeriske, ikke blande sig i, om en mands voksne datter må tage job i en bank eller ej. Da min far døde i 1998, kunne jeg godt have brugt en imam til trøst og samtalepartner om livets store spørgsmål. Selvom jeg er troende, kan jeg godt rammes af tvivl. Hvor går alle de mange danske moderate muslimer hen med deres tro i dag? Vi har hårdt brug for en bredtfavnende moské i Danmark.

Hvad betyder troen for dig i din hverdag?

– At jeg har en Gud at henvende mig til i mit stille sind.

Hvad er elendighed for dig?

– Alt det jeg så sidste år i Dafur, Sudan, som UNICEF-ambassadør. Små børn, der døde af sult lige for øjnene af mig. Da jeg kom hjem, var jeg rundt på danske skoler at fortælle om min rejse, og i en klasse i Kokkedal sagde jeg: "Hvor er Gud egentlig uretfærdig, at han lader nogle børn fødes med en guldske i munden og andre i ren elendighed." Bagefter kom nogle muslimske elever op og skældte mig ud og sagde, at sådan kunne man ikke sige om Gud. Det kan godt være, men jeg tror, at Gud tilgiver og forstår vores afmagt og tvivl.

Hvad er lykke for dig?

– Det er, når jeg sidder midt i min store, sammenbragte familie. Foruden min kone og mig og det barn, vi har fået sammen, og dem, vi har bragt med os ind i ægteskabet, er der min mor og mine søskende og deres familier og flere andre. Vi mødes næsten hver søndag, og jeg siger dig, det går løs! Det er som en italiensk familie ganget med 10i! Der bliver spist falaffel og andre arabiske retter, nogle ser tv og skruer helt op for lyden, andre spiller kort, én lægger sig til at sove, mange snakker, råber, griner og har det herligt. Sådan nogle timer lukker jeg fuldstændig af for alle politiske problemer.

Hvilke fællesskaber betyder mest for dig?

– Foruden familien, en række sammenhænge, som jeg er kommet i i mange år. En gruppe, jeg har dyrket kampsport med engang. En diskussionsklub. En flok arabere, jeg ser hver anden måned, med vidt forskellige job, grønthandler, taxachauffør, læge, forretningsmand og mange flere, vi hygger os enormt sammen og fortæller dumme vittigheder, især om imamer.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

– Et sundt og trygt samfund at leve i. Den kamp, jeg kæmper i femte gear lige nu sammen med det nye netværk, Demokratiske Muslimer, er en investering i mine børns fremtid. Det er en livskamp. For retten til at få lov at leve som frie mennesker. Den har store omkostninger, jeg kan ikke gå ned at købe en liter mælk eller tage i zoologisk have, uden at der følger livvagter med. Mine børn spørger: "Hvorfor er de der mænd hele tiden med?" I begyndelsen sagde jeg bare: "Det er, fordi de gerne vil se, hvordan far arbejder." Men efter at have drøftet det med psykologer med forstand på børn siger jeg nu: "Det er, fordi der er nogle, der ikke kan lide, det, far siger." Vel er det hårdt. Men alternativet er at tie og lade antidemokraterne tegne hele billedet. Man skal turde livet og kæmpe for de værdier, man tror på, ellers bliver man ikke lykkelig. Kampen er jo også ved at give resultater. Der dukker hele tiden nye ansigter op på tv fra netværket Demokratiske Muslimer. Det glæder både mig og min familie, for det giver håb om, at jeg en dag kan træde mere i baggrunden.

Hvad betyder det for dig, at Danmark er blevet flerkulturelt?

– Jeg synes ikke, man kan kalde Danmark flerkulturelt, fordi der lever 200.000 muslimer i en befolkning på over fem millioner. Heller ikke selvom det kan føles sådan, når man lige bor i en lille indvandrerlomme på Nørrebro eller et andet sted i landet. Canada, derimod, synes jeg er flerkulturelt, for her bor så store, forskellige befolkningsgrupper side om side, at man har måttet tage højde for det i lovgivningen. Herhjemme er der aldrig kommet flere fremmede, end at deres skikke stille og roligt er blevet tilpasset flertalskulturen. En dag er det så glemt, at kristendommen kom fra Mellemøsten, juletræet fra Tyskland og pølsevognen fra Norge. Hvis nogen har grund til at frygte for at miste deres kultur, er det indvandrerne og flygtningene i Danmark.

Hvilke håbstegn ser du samfundet i dag?

– At der nu er kommet mere dialog, flere ansigter og stemmer i integrationsdebatten i Danmark. At langt de fleste danske muslimer har opført sig eksemplarisk under Muhammed-debatten. De har nøjedes med at tage afstand til tegningerne ved at gå i fredelig demonstration. Og at selv Dansk Folkeparti nu er begyndt at skelne mellem muslimer og islamister. Det er fint, når flere finder ud af, at muslimer godt kan være troende og bære tørklæde ligesom min mor – samtidig med at de er loyale over for det danske samfund.

boas@kristeligt-dagblad.dk

Naser Khader

Født 1963 i Damaskus, Syrien. Cand.polit. i 1983. Arabisk tolk og oversætter 1983-98. Borgerrepræsentant for Det Radikale Venstre i Københavns Kommune 1997-2000. Folketingsmedlem siden 2001. Medlem af Etisk Råd 1998-2001. Har skrevet flere bøger, blandt andre "Ære og Skam", og modtaget Modersmål-Selskabets pris, Dansk PEN's ytringsfrihedspris, Heiberg-prisen, HK's Kulturpris med flere.

Senest initiativtager til netværket Demokratiske Muslimer i kølvandet på krisen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.