Sanne, Svend og det store slot

”Adgang forbudt” blev skiftet ud med ”Velkommen til”, da familien Brodersen i sommeren 2007 rykkede ind på Gram Slot. På fem år har familien forvandlet det forfaldne herresæde til en moderne økologisk landbrugs- og oplevelsesvirksomhed med 30 ansatte og tusindvis af besøgende

”Værsgo, bare smag. Osten er lavet af økologisk mælk fra vores egne køer.”

Svend Brodersen har travlt. Han deler smagsprøver ud til et celebert selskab. Næsten alle EU’s landbrugsministre med deres danske formand, Mette Gjerskov (S), i spidsen er rykket ind i familien Brodersens baghave – parken bag ved Gram Slot.

LÆS OGSÅ: Økologi får indsprøjtning på halv milliard

De har selskab af en hel bus fuld af EU-parlamentarikere og en anden proppet med journalister fra ind- og udland. Dacian Ciolos, EU’s rumænske landbrugskommissær, står lidt derfra fordybet i samtale med en af ministrene.

”Øl? Skulle det være en økologisk øl?”.

Kapslerne svupper af den ene Ørbæk-øl efter den anden. Om lidt er der frokost i ny-nordisk stil i slottets sale. Svend Brodersen, der er landmand, slotsejer og tidligere Venstre-viceborgmester i Kolding, er vært for politikerne. Det giver ham en enestående mulighed for at fortælle dem om, hvordan man omlægger et stort landbrug med 1200 hektar og 250 malkekøer til moderne økologisk drift. Hans kone, Sanne, venter indenfor på at tage journalisterne med til bords og fortælle dem historien om, hvordan en almindelig familie med fire børn har kunnet overtage et forfaldent slot fra 1400-tallet og på bare fem år forvandle det til et besøgs- og oplevelsescenter med tusindvis af gæster hvert år.

Det var en stor anerkendelse for Svend og Sanne Brodersen, at fødevareminister Mette Gjerskov udvalgte netop Gram Slot, da hun for en måned siden skulle vise sine EU-kolleger et eksempel på fremtidens landbrug, som hun mener, det skal se ud: et økologisk landbrug, hvor bæredygtighed, oplevelsesøkonomi og lokal jobskabelse går op i en højere enhed.

Siden parret overtog slottet den 1. juli 2007 er der skabt omkring 30 arbejdspladser. Bygningerne er sat i stand og slotsparken renoveret. Der er indrettet restaurant, hotel og gårdbutik, og der har været holdt julemesser, havemesser og energimesse, som hver især har trukket 10.-15.000 besøgende.

Det har kun været muligt i kraft af et stærkt familiesammenhold og et ægteskab, der bygger på gensidig respekt. De to ægtefæller er meget forskellige, men i deres forskellighed supplerer de hinanden. Svend er den udadvendte, idémageren, der slår ud med armene og sætte ting i gang hele tiden.

Sanne tager sig af de indre linjer og sørger for, at de fire børn har en tryg base.

Hun arbejder officielt 20 timer i virksomheden Gram Slot, selvom der nemt løber mange flere på.

En af hendes vigtige opgaver er at tilrettelægge og koordinere rundvisningerne på slottet, og som cand.mag. i litteraturvidenskab og kulturformidling har hun gode forudsætninger, og rundvisningerne er et stort hit. Der er i gennemsnit to om dagen, og på travle lørdage kan det blive til både fem og seks.

”Før stod der ’Adgang forbudt’ overalt, men vi vil hellere sige ’Velkommen til’ og dele den fantastiske historie og kulturarv, som ligger i stedet her. Vi vil gerne have, at folk ser Gram Slot som andet end en romantisk kulisse for bryllupper og konferencer,” forklarer hun.

Hun fortæller om hverdagslivet på slottet, mens hun går frem og tilbage med franskbrødsmadder og mælk til Emilie på fire år, som venter utålmodigt ved spisebordet i det hvidmalede 1960’er-køkken fra den forrige ejer, greve Brockenhuus-Schacks tid. Greven indrettede slottets vestfløj i moderne stil til hverdagsbrug, og her bor Sanne og Svend Brodersen med deres fire børn.

Lærke på 12 år kommer med småkager til kaffen fra slottets gårdbutik. Laura på 14 år er syg og ligger i sengen, men dapper gennem køkkenet for at inspicere køleskabet. Lasse på 7 år er til fødselsdag. Og Svend? Han kommer nok. Han kan være svær at holde styr på – og det kan hans sprudlende idéer også.

”Svend får måske 10 idéer hver dag, og han synes selv, at de alle sammen er fantastiske. De er også rigtig gode mange af dem, men indimellem må man altså koncentrere sig om én ting ad gangen,” siger Sanne.

Og nogle af ægtemandens idéer er slet og ret for vidtløftige til, at hun kan tage dem alvorligt.

Den 16. juni 2006 havde hun det på den måde. Den dag stod hun i køkkenet på Svends fædrene gård i Agtrupskov uden for Kolding, hvor de boede dengang. Det var midt på dagen, men hun var ikke på arbejde, for hun var på barsel med nummer tre, Lasse.

Så går døren op, og ind kommer Svend. Det er ikke i sig selv bemærkelsesværdigt, for det er ved at være frokosttid. Men han kommer ikke for at spise.

”Jeg har fået en idé,” siger han. ”Jeg synes, at vi skal købe et slot!”.

”Jamen, det er da en god idé. Lad os bare gøre det,” siger Sanne med et smil.

Det er så langt ude, så bindegalt, synes hun, at det selvfølgelig er en vits. Men så lægger Svend annoncen på bordet. Han har klippet den ud af avisen og har ikke kunnet får den ud af hovedet siden: Gram og Nybøl godser med tilhørende Gram Slot er til salg. Familien Brocken-huus-Schack, der har ejet slottet siden 1659 vil sælge. Pris: 90 millioner kroner.

Svend Brodersen mener det alvorligt, bestiller salgsopstillingen, der er tyk som en roman, og så kører de ud for at se på slottet. Når man kører ad landevejen fra Rødding til Gram, ligger det der pludselig helt overraskende foran en og ligner et eventyr. På afstand ser det ud, som om vejen begynder og ender ved slottet, og det gjorde den i bogstaveligste forstand for familien Brodersen. Idéen om at købe det var vild, men også vildt spændende, så Sanne stod ved sit ja.

I et helt år arbejdede de begge med planer, idéudvikling, forhandlinger og finansiering. Svend havde stor glæde af, at han har suppleret sin landmandsuddannelse med en kandidatgrad i økonomi, men teoretisk indsigt gjorde det ikke alene. Det krævede også en god bankforbindelse og en engageret medinvestor – den tidligere virksomhedsejer Niels Ny-gaard – før millionerne var i hus.

Forhandlingerne fandt sted i dybeste fortrolighed, så end ikke den nærmeste familie vidste noget på forhånd. Overraskelsen var stor, da Sanne og Svend Brodersen kunne stå frem som de nye ejere af Gram Slot, men det var begejstringen og opbakningen også.

Før de købte slottet brugte Svend Brodersen mange kræfter og meget tid på politisk arbejde som viceborgmester i Kolding og formand for Venstres byrådsgruppe, men politik er fortid nu.

”Jeg bliver af og til spurgt, om jeg ikke savner den magt og indflydelse, jeg havde som politiker, men der må jeg blankt svare nej,” siger han.

Han er kommet ind i køkkenet og har sat sig med Emilie på skødet.

”Da jeg var politiker, var jeg næsten altid til møde om eftermiddagen og om aftenen og kom hjem, når børnene var lagt i seng. Mit politiske liv var mit projekt, ikke deres, men Gram Slot er vi fælles om. Børnene følger med i alt, hvad der foregår, og der er også mange ting, de efterhånden kan være med til. Og jo større de bliver, jo mere bliver de involveret.”

”Som hustru nyder jeg i hvert fald at slippe for altid at skulle læse i avisen, at min mand er en stor idiot,” supplerer Sanne Brodersen.

”Det gør man hele tiden, når man er gift med en politiker. Det har ikke noget med partifarve at gøre. Det ville have været det sammen, hvis han var valgt for Enhedslisten eller Socialdemokraterne. Politikere skal bare altid finde sig i at blive rakket ned på, og det kan være hårdt for familien.”

Emilie har arrangeret sig med puder på gulvet, mens de voksne snakker. Hun strækker benene i vejret, så far kan give hende fodmassage. Det gør han gerne.

Men han skal også lige tjekke mobilen. Der er besked fra en tidligere ambassadør, som vil have ham med til økologisk omlægning af et stort landbrug i Tanzania, og han er også optaget af et muligt samarbejde med kinesiske lokalpolitikere, der vil skabe en helt igennem bæredygtig kommune på Shanghai-kanten.

”Det er spændende, men man kan jo ikke det hele,” siger Svend Brodersen lidt eftertænksomt.

”Det er taget til referat,” indskyder hans hustru hurtigt.

Han har brug for at få afløb for en virketrang ud over det gennemsnitlige, men hun har også brug for, at der er tid og ro til eftertænksomhed i hverdagen.

”Når man lever sådan, som vi gør uden skel imellem arbejde og fritid, er man nødt til at tage sig tid til at holde fri og lave ingenting. Man har aldrig fri. Men med fire børn og så meget ansvar, som vi har, skal man lære at mærke, hvornår det er tid til at trække i bremsen, for det kan ikke nytte noget, at motoren pludselig sætter ud,” forklarer hun.

Derfor gav hun for nylig sin mand en højst usædvanlig gave.

I november, da støvet havde lagt sig efter de 10.000 gæster, som var strømmet ind til en weekend med ”Jul på slottet”, gik hun rundt til samtlige medarbejdere og fik dem til at love, de ville give chefen seks dages pause, tage ansvar for at klare arbejdet selv og ikke kontakte ham. Hun syntes, motoren var kommet i for høje omdrejninger. Så pakkede hun en rygsæk til ham, og kørte ham til Viborg, hvor hun satte ham af på Hærvejen med 250 kilometer at gå hjem.

”Og så sagde hun, at den tur havde hun altid selv drømt om at gå – om sommeren,” griner Svend Brodersen.

Sanne har prøvet at vandre på pilgrimsruten Caminoen i Spanien og ville gerne give ham en oplevelse, der lignede.

”Det gode ved vandringen er, at man kommer ned i tempo og i meget direkte kontakt med omverdenen. Samtidig når man også ind i dybere lag af sig selv, hvor man får kontakt med ting, der ikke er nødvendigvis er sjove at kigge på, men vigtige,” forklarer hun.

”For mig er det at være menneske et stort ansvar. Når jeg er færdig med livet, vil jeg gerne kunne sige, at jeg kender mig selv og ved, hvorfor jeg har været her. Man har en forpligtelse til at tage sit liv alvorligt og for at kunne det og for at være i stand til at give til andre, skal man huske at give sig til sig selv.”

Tid til eftertanke er en af de gaver, man skal give sig selv, mener hun, og det var det, hun ville åbne Svends øjne for med den vinterlige hærvejsvandring.

Nogle af medarbejderne undrede sig højlydt og sagde til hende, at de ville blive virkelig kede af det eller vrede, hvis deres ægtefælle fandt på at sende dem ud på sådan en tur, men Svend Brodersen overvejede ikke et øjeblik at takke nej til gaven.

”Når Sanne mener, at det er godt for mig, så er det det,” siger han uden tøven.

I hvert fald tog han ikke skade. Han kom hjem med nye kræfter. Og med en notesblok fuld af nye idéer.