Modernisme hvad betyder det nu? Ja, modernismen er vel kunstens reaktion på sider af det moderne samfund, der erfares som nye. Pinagtigt nye eller forfriskende nye: tab af overblik, af tradition og stabil mening; fornemmelse af splittelse og tomhed eller ny lethed. Samtidig vokser der hos modernistisk kunst en ambition frem om selv at producere en ny mening til erstatning for den forsvundne.
LÆS OGSÅ: En overset arena for modernismen
Her kan kristendommen vel næppe spille nogen rolle? Den tilhører jo traditionen, der her anses for ubrugelig og forældet. Modernisme og kristendom må altså frastøde hinanden indbyrdes.
Sådan tænker vi nok umiddelbart, men det er en særlig dansk idé, der hviler på en historisk misforståelse, mener litteraten Anders Thyrring Andersen.
I resten af Europa taler man uden videre om kristen modernisme som en retning blandt flere i et bundt af modernistiske strømninger. Og der findes skam også danske forfattere, som omfattes af den. De er blot blevet stedmoderligt behandlet af litteraturhistorikerne.
Vi møder Anders Thyrring Andersen i Aarhus for at få ham til at kaste lidt lys over feltet. Han er ekspert i Martin A. Hansen, som han karakteriserer som kristen modernist. De fleste litterater ser anderledes på denne forfatter: utvivlsomt kristen og derfor ikke modernist.
Det er en helt forkvaklet følgeslutning, mener Anders Thyrring Andersen. For Martin A. Hansen benytter helt klart modernistiske greb i sine værker.
Men allerførst skal Thyrring Andersen fortælle, hvad der skal til, for at et stykke litteratur kan kaldes modernistisk.
Der er vel to kriterier: både modernitet i indholdet og en afspejling i udtrykket. Opleves verden som fragmenteret, skal det kunne ses i sproget. Man kan populært sagt dårligt skrive digte med enderim om, at verden er faldet fra hinanden. Tom Kristensen baksede i mange år med det problem.
Og det er Thyrring Andersens pointe, at det er en fordom hos danske, sekulære modernister, at en kristen modernisme er utænkelig.
Den sekulære modernisme herhjemme mener, at de to er som ild og vand, men synspunktet er specifikt dansk. Det stammer nemlig fra Georg Brandes, der i det 19. århundrede sagde til forfatterne: I må vælge, om I vil være moderne eller religiøse. Det er et enten-eller, for det sekulære er moderne, og det er passé at være kristen.
Brandes og hans elever forstod modernismen som fortællingen om ikke mindst kristendommens sammenbrud. Men der findes strømninger inden for modernismen, der ikke kan gribes af dette skema, og som derfor trak det korte strå i de litterære opgør, forklarer Anders Thyrring Andersen. De forvistes til en skyggeeksistens, for sejrherrerne skriver historien også litteraturhistorien.
Der fandtes lige fra starten andre modernismer. Brandes blåstemplede dog kun én og bandlyste de øvrige. Og eftersom han fyldte så vældigt i Danmark, blev hans ord lov. Han havde en enorm betydning og har det endnu. Danske litteraturhistorikere tænker stadig i hans grundmodel.
Konsekvensen er, at den litteratur, der er religiøs, bliver rubriceret som umoderne. Anden mulighed gives ikke inden for den brandesianske logik.
I andre europæiske lande hang det moderne gennembrud ikke på en enkelt altdominerende skikkelse, og derfor blev det litterære udblik mere favnende.
Tag Tyskland. Her ser man empirisk på de litterære retninger og ved derfor, at der ganske enkelt foreligger flere modernismer. Det kan man jo konstatere historisk. De regner det for oplagt, at der findes en religiøs modernisme inden for hver kunstart. Og i det angelsaksiske sprogrum er det helt umuligt at overse den kristne modernisme, for her har de giganten T.S. Eliot. Han var jo en virkelig alvorlig kristen, konverteret til katolicismen. Han demonstrerede med sin fantastiske digtning, hvordan førsteklasses kristen modernisme ser ud. Og så var han oven i købet en indflydelsesrig litteraturteoretiker med stor praktisk indflydelse, også i Frankrig.
I mellemkrigstiden havde man i den engelsksprogede verden endnu en digter-kolos, Ezra Pound, hvis lyrik repræsenterede den sekulære avantgarde-modernisme. Spændingen mellem ham og Eliot betød, at man aldrig tvivlede om, at modernismen rummede flere perspektiver.
Herhjemme var Brandes model så enerådende, at man aldrig rigtig anerkendte for eksempel Johannes Jørgensen. Vi kunne ellers have haft et lignende par i ham og Sophus Claussen, men man har næsten kun beskæftiget sig med Claussen og underkendt de fine modernistiske træk hos Jørgensen. Han var jo ifølge skemaet falden fra den nye tro og tilbage i den gamle.
Skemaet er bygget over modsætningen mellem reaktionært og progressivt, det angiveligt bagstræberiske og det, man følte stod i pagt med fremskridtet. Thyrring Andersen finder, at denne model er en spændetrøje for tanken, og den gjorde Brandes til en intolerant og uopmærksom læser.
Brandes udøvede stor magt over sindene og virkede troværdig på de fleste, men han var desværre ideolog. Ingen litteraturhistoriker er naturligvis objektiv, selvom han prøver, men Brandes prøvede ikke engang. Han gav ikke engang skæret af at være videnskabsmand. Han simplificerede tingene og var benhård dualist: Alt reduceredes til aktion-reaktion. Der var frihed, og der var modstand mod frihed, intet andet. Og de kræfter, som vil hans frihed til livs, kan ikke også være moderne. Sådan er hans store værk Hovedstrømninger konstrueret: hele tiden det simple sammenstød mellem historiens to kræfter, hvor han hepper på den ene.
Derfor kan den danske modernismedefinition heller ikke rumme den modernisme, der ligger før 1870erne.
Johannes Ewald, Blicher eller Kierkegaard tæller ikke med, selvom de oplagt benytter sig af moderne greb i sproget. I udlandet kender man ikke denne tilfældige skillelinje.
Efter besættelsen får vi herhjemme et stort udbrud af en kristen modernisme med Heretica-generationen: Ole Sarvig, Thorkild Bjørnvig, Martin A. Hansen, Ole Wivel med flere. Men den blev for sin religiøse tone stuvet en smule til side af litteraterne.
Generationen blev bortdømt alene på grundlag af nævnte skema. Man opfattede dem som reaktion. Havde man ladet dem være modernister, ville Klaus Rifbjerg heller ikke kunne fremstå som den første. Men de var lige så rene modernister som ham blot på en anden måde. De havde T.S. Eliot som forbillede, og deres digtning var metafysisk religiøs. Rifbjergs generation havde kendetegnende nok Ezra Pound som et af sine forbilleder.
Nu er hereticanerne fortid. Er der mon nulevende danske forfattere, der kan falde inden for det, Anders Thyrring Andersen anser for kristen modernisme?
Man kan nævne Klaus Høeck, Søren Ulrik Thomsen og Simon Grotrian, tre af de største nulevende lyrikere, endda tilhørende hver sin generation. De skriver kristen modernisme.
Søren Ulrik Thomsen har dog ellers sagt, at han er kristen og digter, men ingen kristen digter.
Ja, men det er heldigvis sådan, som Martin A. Hansen bemærkede: Når tingene forlader mit skrivebord, så tilhører de læseren. Og jeg vil tillade mig at læse Thomsens værk som kristen modernisme. Og jeg tror faktisk, at han ville give mig ret i min læsning. Hans digte er naturligvis ikke firkantede menings-tekster, men han taler om det skabte, endda i en titel. Det vakler ganske vist, men det er den moderne betingelse. Det er det Eliotske spor: Sproget er ikke det første, men det forholder sig til noget skabt.
Det træk er ifølge Thyrring Andersen grundlæggende for kristen modernisme: Den forholder sig til noget, som går forud for den kunstneriske aktivitet selv. Værkerne er ikke udbrud i det tomme intet, men står i forlængelse af noget foreliggende.
De kristne modernister ved noget, som de sekulære modernister ikke ved, nemlig at man altid gentager traditionen, om man vil eller ej. Den sekulære modernisme tror at bryde komplet med den. Digteren Niels Frank vil ikke høre tale om andre definitioner på modernisme. Den kristne modernist indser, at også det at bryde med traditionen er tradition. De sekulære modernister tror på den blanke tavle. Men der står altid noget i forvejen på tavlen.
Derfor kan kristen modernisme også tumle med noget så kættersk som håb. Normalt taler man ellers om, at modernismen illusionsløst konfronterer sig med tomheden.
Den kristne modernisme tror på og formår vel at mærke også at vise det kunstnerisk at modernismen ikke er slutningen på alting, men at man kan gå gennem tvivlen og angsten og komme ud på den anden side. Og her gentage troen, fællesskabet og det enfoldige på en ny måde. Først taber man umiddelbarheden, så får man en gen-taget umiddelbarhed. Moderniteten er her ikke historiens slutpunkt, men del af en proces, der aldrig hører op. De sekulære modernister tror, modernismen er slutpunktet. Deres credo er ellers, at alt er kaos, og alt flyder. De glemmer, at moderniteten i så fald heller ikke kan holdes fri af det flydende.
Der ligger i reglen et element af forførelse i den kristne modernisme, slutter Anders Thyrring Andersen. Sprogligt på højde med sin samtid vil den føre sin læser et uventet sted hen.
Den kristne modernisme bruger modernitetens virkemidler til at modsige modernitetens livsanskuelse. Den vil gerne genkristne moderniteten, og derfor søger den, som Søren Kierkegaard formulerede det, at bedrage ind i det sande. Kierkegaard førte en samtale om kristendom med sin samtids menneske ved benytte modernitetens mest avancerede greb. Populært sagt lokkede han folk ind i butikken ved at gøre sig æstetisk interessant. For så at sælge dem en helt anden vare end den, de kom for.
Han forstod, at skal man tale om det kristne i en sekulær tid, så må man også i en vis udstrækning bruge det sekulære sprog. Man taler til den enkelte, med hans sprog, ind i hans situation.
