Roskilde Festivalens gæster skal vide, at alle ikke er frie

Det er vigtigt at festivalens gæster bliver mindet om, at ikke alle har den samme frihed, skriver Knud Jeppesen

I 2004 opførte Folkekirkens Nødhjælp denne kopi af muren i Israel. I år gentager organisationen initiativet, og det skaber debat blandt avisens læsere. –
I 2004 opførte Folkekirkens Nødhjælp denne kopi af muren i Israel. I år gentager organisationen initiativet, og det skaber debat blandt avisens læsere. –. Foto: Jakob Boserup.

Det er ingen overraskelse, at den mur, som Folkekirkens Nødhjælps ungdomsorganisation på opfordring har bygget på Roskilde Festival, deler folk og vækker harme hos nogle mennesker, som man kan læse i Kristeligt Dagblad den 2. juli.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens Nødhjælp i modvind efter Israel-protest

Men det undrer, at man kun spørger mennesker, der har meninger til den ene side, om en reaktion på sagen. Deres mening er jo ikke alt, hvad der er at sige herom.

Da der i 2004 blev bygget en tilsvarende mur på festivalen, boede jeg i Jerusalem som nabo til den virkelige mur. Det var frygteligt og urovækkende, at man fandt det nødvendigt at bygge den mur, og det var svært at få øje på, at den kunne blive en fredsskabende faktor.

Derfor undrede det mig, at det vakte så megen vrede i Danmark, at der blev gjort opmærksom på sagen. I det hele taget undrer det en, der i en årrække har levet som vidne til, hvad der sker i Israel/Palæstina, hvordan der i visse kredse er en berøringsangst over for at tage objektiv stilling til, hvad der sker i området. Hvis man på forhånd ved, hvem der har ret, kan man ikke aktivt være med til at arbejde for den fred, som området i den grad har behov for.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens Nødhjælp fører sin egen udenrigspolitik

Det er frustrerende, at man hele tiden skal tage stilling til, om man er højreorienteret eller venstreorienteret eller om man er pro-israelsk eller pro-arabisk, før man peger på noget, som man synes er en hindring for freden.

Jeg har som sagt set muren blive til, og at det skete på bekostning af huse og haver og olivenlunde. Jeg er kommet mange gange igennem det checkpoint, der hører uløselig sammen med muren, både i bil, hvilket er forholdsvis let med et dansk pas, og gående sammen med palæstinenserne gennem de uvenlige sikkerhedsforanstaltninger.

Det gør ondt langt ind i sjælen, hver gang man gør det. Der, hvor jeg arbejdede, kom der mange mennesker fra hele verden, og mange af dem kom med den forhåndsind-stilling, at det var nødvendigt for Israel at have den mur mellem sig og palæstinenserne.

Jeg har set mange af dem komme grædende tilbage efter deres første tur frem og tilbage gennem muren, og jeg har hørt den ene efter den anden erklære, at der nu var mange ting, de måtte gennemtænke på ny.

Når ens stillingtagen til muren ikke er bestemt af en politisk eller religiøs ideologi, der er blevet til langt borte fra hverdagen med muren, men af daglige erfaringer, er det svært at se nogen formildende omstændighed ved den.

Man får selv ondt, når man lever med muren, men man får også ondt af de unge israelske soldater, der skal bruge en væsentlig del af deres ungdom på tungt bevæbnet at stå vagt ved checkpoints og have magt over andre. Man ønsker for dem, at de kunne bruge deres ungdom til noget bedre.

Og man får ondt af de palæstinensere, der dagligt har lovligt ærinde i Jerusalem, men er nødt til at stå i lange køer og blive drevet med, som om de var forbrydere. Og så får man dybest set ondt af de ledende politikere på begge sider af muren, der ikke viser mod til at tage de nødvendige skridt mod en fredsslutning.

Jeg synes, at det er vigtigt, at de mennesker, der tager til en festival, hvor de har frihed til mangt og meget, bliver mindet om, at ikke alle har den samme frihed.

Der er nogle, der lukker sig selv ude fra noget ved at bygge en mur, og der er andre, der bliver lukket inde af en mur. Det rigtige eller forkerte i det kan man ikke tit nok blive nødt til at tage stilling til.