Norske kirkegårde skal for religionslighedens skyld for fremtiden kaldes gravpladser eller gravlunde
I Norge bliver kirkegårde, der etableres i fremtiden, ikke længere kaldt kirkegårde, men gravlunde eller gravpladser. Og allerede eksisterende kirkegårde vil blive benævnt gravpladser eller gravlunde i alle offentlige papirer.
Det fortæller Bente Sandvig, fagchef i Human-Etisk Forbund, og oplysningerne bekræftes også af afdelingsdirektør i den norske kirke Paul Erik Wirgenes.
LÆS OGSÅ: Samlet religionslov på vej i Norge ”Vi kalder kirkegårde for kirkegårde, men da den norske kirke står for begravelsesforvaltningen i Norge, begraver vi også muslimer og andre, som ikke er medlemer af kirken,” siger Paul Erik Wirgenes.
Det er nu ingen revolution, og den norske kirke har ikke protesteret over ændringen, påpeger han.
”Det er nu ikke værdifrit at ændre navnet fra kirkegård til begravelsesplads,” siger Gitte Lunding, der leder Kulturcentret på Assistens Kirkegård i København.
”Men navnet passer da bedre til det, der rent faktisk sker her. Vi har jo ingen kirke på Assistens Kirkegård, så faktisk har vi et navn på kirkegården, som ikke passer. Og jeg tror egentlig ikke, at det ville være et stort problem at kalde den for en begravelsesplads. Det vil i hvert fald være mere rigtigt,” forklarer hun.
Provst og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur Elof Westergaard er enig i, at ord ikke er neutrale.
”I folkemunde har en kirkegård altid heddet en kirkegård, hvilket jo også giver mening, når de fleste af dem ligger omkring kirker. I kancelli-sproget har kirkegårdene heddet begravelsespladser i mere end 80 år. Men jeg har for mit eget vedkommende svært ved at blive stødt over, at noget kaldes en kirkegård. Nogle argumenterer med, at jorden er indviet, men hele pointen er, at det er den kun for dem, som tror på det,” siger han.
Elof Westergaard siger også, at det ligger mere i tiden nu end tidligere, at der arbejdes på formuleringer, som ikke kan støde nogen.
”Men så længe langt hovedparten af kirkegårdene ligger omkring en kirke, og en meget stor andel af befolkningen får en kirkelig begravelse, så er det også naturligt at kalde kirkegårde for kirkegårde.”
I Norge blev det med grundlovsændringen tidligere på året slået fast, at trossamfundene uden for den norske kirke skal ligestilles med kirken i så stor udstrækning som muligt. Efter sommerferien offentliggør et politisk nedsat tros- og livssynspolitisk udvalg en rapport, der skal danne grundlag for både ligestilling mellem trossamfund og oplæg til en egentlig norsk religionspolitik.