Våbentraktat skal forhindre nye blodbad

DEN 30. MAJ blev Liberias tidligere præsident Charles Taylor idømt 50 års fængsel for sin medvirken til krigsforbrydelser i Sierra Leone

Mere end 50.000 mennesker mistede livet i Sierra Leones borgerkrig, og Charles Taylor støttede oprørshæren Revolutionary United Front med rådgivning, våben og soldater.

I dag bør vi spørge os selv, hvordan Liberias tidligere præsident kunne være blevet forhindret i at medvirke til Sierra Leones blodbad i første omgang.

LÆS OGSÅ: Putin lægger op til at bryde våbentraktat

Som direktør for våbenkontrol hos Amnesty International har jeg brugt to årtier på at forske i og forsøge at afsløre de ødelæggende virkninger af en åbenlyst uansvarlig og til tider ulovlig handel med våben.

En handel, der har givet næring til nogle af de værste grusomheder, verden har set, herunder drab, voldtægter og lemlæstelser, som man har set under konflikterne i Sierra Leone, Liberia og andre steder.

EN TING ER SIKKERT: Verden skal ikke vente på, at våben bruges til katastrofale menneskerettighedskrænkelser, før stormagterne siger stop.

Når FN’s Sikkerhedsråd skrider til handling, har det sine fordele. Problemet er, at det ofte sker for sent, når tusinder allerede har mistet livet. Det er på tide, at verden ændrer kurs.

I løbet af sommeren år 2000 fremlagde jeg beviser i FN’s Sikkerhedsråd for, hvordan overskuddet fra ulovlig diamanthandel blev brugt til opkøb af våben.

Denne høring i FN var ikke alene første gang, man forsøgte at forstå et problem, der både forstærker og forlænger konflikter.

Den var også skelsættende for den officielle anerkendelse af, at de hidtidige regler for våbenhandel er utilstrækkelige.

FN-høringen i år 2000 slog en række vigtige ting fast. Først og fremmest, at de dødbringende våben, som gav næring til konflikten i Sierra Leone, blev handlet og leveret ikke blot nationalt, men i en global forsyningskæde.

For det andet blev det slået fast, at fraværet af juridisk bindende internationale standarder for våbeneksport var medvirkende til, at strømmen af våben ind i Sierra Leone ikke blev standset.

Alt, hvad vi havde, var FN’s våbenembargo, der først endeligt blev vedtaget seks år senere. Og da våbenembargoen endelig trådte i kraft, blev den omgået i stor stil. Ikke mindst fordi de nationale muligheder for at kontrollere våbenhandel var alt for svage og dårligt implementerede.

Utilstrækkelige inspektioner og offentlige registreringer samt falsk dokumentation betød, at våben fra det tidligere Sovjetunionens reservelagre i østeuropæiske lande som Slovakiet og Ukraine så let som ingenting fandt vej til Charles Taylor gennem Burkina Faso og Elfenbenskysten.

Handlerne blev sat op af våbenhandlere fra Israel, Kenya, Holland, Rusland, Sydafrika og Ukraine. Juridiske smuthuller betød, at ingen blev retsforfulgt.

Mangelfuld registrering og kontrol med fly- og skibstransport gjorde, at firmaer fra Hong Kong, De Forenede Arabiske Emirater og Storbritannien blev brugt til at transportere våbnene.

Våbenhandlen blev finansieret gennem ulovlig handel med Sierra Leones diamanter, og pengene blev kanaliseret gennem bankkonti i fjerne destinationer som Singapore, Cypern og USA uden at blive efterforsket.

I DAG VED VI, at denne række af fejl bidrog væsentligt til Sierra Leones rædselsvækkende borgerkrig. Titusinder af civile blev dræbt, og mange flere blev lemlæstet og såret.

Tusindvis af kvinder blev voldtaget, mere end 5000 drenge og piger blev tvunget ind i krigen som børnesoldater, og mere end en tredjedel af befolkningen blev tvunget til at flygte fra deres hjem.

Dommen over Charles Taylor sender et vigtigt budskab til verdens statsledere: Uanset hvem du er, og hvilken stilling du besidder, vil du blive stillet til ansvar for dine forbrydelser.

Den tjener også som en vigtig påmindelse til regeringer om ikke at vente, til ligene hober sig op, men tage handling, så der kan sættes en stopper for uansvarlig våbenhandel.

Om få uger vil FN’s medlemsstater mødes i New York og begynde forhandlingerne frem mod verdens første våbenhandelstraktat, Arms Trade Treaty (ATT).

FN-forhandlingerne i juli er en historisk mulighed for at vedtage en stærk og omfattende global våbentraktat med fælles regler, der kan beskytte menneskerettighederne. Erfaringerne fra Sierra Leone og Charles Taylors Liberia levner ingen tvivl om, hvad der er brug for.

I stedet for at vente på, at FN’s Sikkerhedsråd kan enes om en våbenembargo – som ofte først træder i kraft, når katastrofen allerede er indtruffet – kan traktaten kræve, at ingen våbenhandel godkendes, hvis der er betydelig risiko for, at våbnene vil blive brugt til at begå alvorlige menneskerettighedskrænkelser eller holde liv i en vedvarende væbnet konflikt. Det er det, vi kalder ”Den gyldne regel”.

FOR AT SIKRE RESPEKTEN for denne gyldne regel og for at håndtere våbenhandlens forskelligartede natur skal traktaten omfatte alle former for konventionelle våben, ammunition og relateret udstyr såvel som alle former for handel og udvekslinger mellem regeringer. Regeringer vil blive pålagt streng regulering af våbenhandel, transport og finansielle ydelser for sådanne handler.

For virkelig at have gennemslagskraft må traktaten kræve, at regeringer selv foretager grundige risikovurderinger forud for godkendelsen af en våbenhandel. Desuden skal traktaten sikre offentliggørelse af alle godkendelser og leverancer. Våbenhandel uden godkendelse eller ulovlig omdirigering af våben skal gøres strafbart, og stater, der undlader at følge reglerne, skal stilles til ansvar.

Muligvis vil skeptikere anse dette for en urealistisk ønskeseddel. Men fortidens fejltagelser har vist, at regler og standarder, der ikke er omfattende nok, er dømt til at slå fejl.

Sagen om Charles Taylor og Sierra Leones borgerkrig viser, at hvis man udelader menneskerettighedernes gyldne regel, vil hele den præventive virkning af en traktat gå tabt. Og uden krav om forudgående risikovurderinger, strenge regler for godkendelse, offentlig afrapportering og kriminalisering af den illegale våbenhandel vil de ansvarlige for grusomhederne gå fri.

I denne måned skal FN’s forhandlere træffe et valg. Hvis de husker på, hvad vi har lært af sagen om Charles Taylor, vil de indse, at effektiv forebyggelse er et spørgsmål om alt eller intet.