Duetten, der dårede en hel verden

Bizet: Perlefiskerne, koncertopera i Tivoli. Tivolis Symfoniorkester og DR KoncertKoret dirigeret af Yves Abel.

- Laurence Mouton/Laurence Mouton / PhotoAlto

Læs også

flexblock

Annonce flexblock

flexblock

Tema

Musikanmeldelse

Klassisk musik

flexblock

Emneord

flexblock

Forstør Send Print

Peter Dürrfeld | 5. juli 2012

”Perlefiskerne” som koncertopera i Tivoli. Konceptet kunne have gavn af et par justeringer. Fem ud af seks stjerner

Sjældent har en opera i den grad været identificeret med et enkelt nummer, som Bizets ”Perlefiskerne” gennem generationer er blevet det med den store duet mellem tenoren Nadir og barytonen Zurga.

Under titlen ”I templets lyse hal” blev den helt tilbage i 1950’erne et af de sikreste hit i lytterens ønskeprogram giro 413, og søndag efter søndag kunne man fra radioer over det ganske danske land høre makkerparret Stefan Islandi og Henry Skjær synge om den mystiske Leila: ”Med ét en kvinde stod ...” .

LÆS OGSÅ: Trængsel på scenen i Tivolis koncertsal

Det er sikkert og vist, at Bizet selv har været henrykt for sin skønne melodi, for den snor sig som et af Wagners ledemotiver gennem hele operaen. Handlingen foregår i Sri Lanka (eller Ceylon, som øen dengang hed) og unddrager sig i øvrigt en klar beskrivelse.

Annonce

Derfor var det dobbelt prisværdigt, at det lykkedes musikchef Henrik Engelbrecht ved koncertopførelsen i Tivoli mandag aften at give en klar og koncis intro til værket.

Der var kun fire solister på scenen: den amerikanske tenor Lawrence Brownlee som Nadir, den danske baryton Palle Knudsen som Zurga, den unge norske sopran Christel Elisabeth Smith som den ombejlede Leila – og den makedonske bas Aleksandar Stefanoski som ypperstepræsten Nourabad.

Brownlee, der har fuld gang i en karriere som bel canto-sanger på The Met i New York og med stor succes gæstede Tivoli i fjor, viste, at han med sin slanke, lyriske stemme også kan magte en ærkefransk rolle, og Palle Knudsen var som sædvanlig fast og sikker i mælet. Christel Elisabeth Smith stod trods enkelte tilfælde af slinger i det høje leje stærkt i billedet – hun er ret ny i faget, men hende kommer vi garanteret til at høre meget mere til.

Den fransk-canadiske dirigent Yves Abel førte med stor entusiasme og udsøgt repertoirekunnen Tivolis Symfoniorkester gennem partituret – og alle, inklusive DR KoncertKoret, havde fortjent det hjertelige bifald, den fulde sal kvitterede med.

At alt så alligevel ikke var såre godt, har at gøre med selve konceptet ”opera som koncert”. Vellykket var det heller ikke denne aften, selvom publikum blev beroliget med, at handlingen alligevel ikke var værd at skrive hjem om. Meget forståeligt gør man en dyd af nødvendigheden.

Problemet er, at selv sangere, der fra naturens side er udstyret med det, min salig mor plejede at kalde ”et orn’lit o’gan”, bliver kørt over, når messing og pauker brager løs på scenen bag dem.

Og at publikums muligheder for at identificere sig med de agerende hæmmes af, at solisterne forlader scenen, når de ikke selv har noget at synge. De tilbageblevne afleverer så at sige deres harme, glæde, tvivl eller tro ud i den blå luft. Og vi har jo ikke som ude på Operaen eller i Det Kongelige ”overteksterne” at støtte os til. Ikke sådan at forstå, at koncertopførelser af operaer bør skrottes, men enkelte justeringer ville i den grad gavne sagen. Mon ikke Henrik Engelbrecht er mand for et par gavnlige tiltag?

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad