Alle skal have en ydelse, men hvilken?

Under tre procent af voksne i den arbejdsdygtige alder modtager ikke løn eller en social ydelse. I praksis har vi fået borgerløn, og derfor vil den strammere førtidspensions- og fleksjobordning blot flytte flere over til kontanthjælp eller andre, billigere offentlige ydelser

I 2012 omfordeler det danske samfund 325 milliarder kroner som såkaldte indkomstoverførsler. Omkring halvdelen af beløbet går til at forsørge 741.000 personer i den arbejdsdygtige alder, som ikke har arbejde, foruden uddannelsesstøtte til de 273.000 unge under uddannelse.

LÆS OGSÅ: Vi handicappede betaler prisen for skattereformen

Resten af pengene går til at forsørge pensionister samt til ydelser, som ikke har noget med arbejdsmarkedstilknytning at gøre, for eksempel børnecheck og boligstøtte.

Tallene fortæller deres egen historie om, hvorfor der er opstået så stort et røre omkring den reform af førtidspension- og fleksjobordninger, som et bredt flertal i Folketinget enedes om i lørdags. De fortæller, hvorfor det ikke er realistisk, at de 70.000, som i dag er visiteret til et fleksjob, kommer ud på det ordinære arbejdsmarked de kommende år. Der er nemlig så mange andre grupper, som står længere fremme i køen, hvis der skulle blive skabt nye arbejdspladser. Af samme grund er reformen blevet kritiseret skarpt af handicaporganisationerne.

Politikere fra næsten alle sider har talt meget om, at flere skal ud på arbejdsmarkedet, og at man ikke må ”parkere” unge på for eksempel førtidspension.

Men med mindre der bliver skabt flere hundredtusinde nye job, vil mange alligevel ende på en offentlig forsørgelse.

Det danske velfærdssamfund er nemlig indrettet sådan, at stort set alle i den arbejdsdygtige alder, det vil sige fra 15 år til 67 år, enten har et lønnet arbejde eller bliver forsørget af en ydelse fra det offentlige.

Tidligere overvismand, professor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet, oplyser, at under tre procent af befolkningen i denne aldersgruppe ikke får enten løn eller overførselsindkomst. Den ”hjemmegående husmor” er forsvundet, og vi er meget tæt på i praksis at have indført borgerløn.

De ydelser, man kan få, varierer dog meget, både med hensyn til størrelse og til, hvad samfundet kræver til gengæld.

I den hosstående grafik er ydelserne opgjort på dags-, uge, måneds- eller årsniveau, men omdrejningspunktet for de fleste af dem er arbejdsløshedsdagpengesatsen på 788 kroner om dagen. Det svarer til 17.073 kroner om måneden før skat.

Et centralt krav for en række offentlige ydelser er, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det gælder både kontanthjælp og arbejdsløshedsdagpenge. Det krav har mange i den arbejdsdygtige alder imidlertid svært ved at honorere på grund af sygdom, nedslidning eller handicap, og politikerne har gennem årene indført flere andre ordninger for at skabe et arbejdsmarked for alle, der ikke kan arbejde for fuld kraft.

Her viste fleksjobordningen, der blev indført i 1998, sig som et økonomisk attraktivt alternativ til både kontanthjælp og førtidspension. Med et fleksjob fik man mulighed for at få normal løn med offentligt tilskud, men uden nødvendigvis at skulle arbejde i 37 timer om ugen. I gennemsnit har fleksjobbere tjent 23.000 kroner om måneden.

Allerede i 2006 var 53.000 personer visiteret til et fleksjob, men politikerne havde seks år tidligere regnet med, at tallet højst blev 28.000. I dag er over 70.000 visiteret til ordningen, og heraf er 17.000 uden job og får derfor en ”ledighedsydelse.”

I vid udstrækning har det vist sig, at velfærdsordninger som for eksempel fleksjob holder flere fast på overførselsindkomst. Arbejdsmarkedskommissionen skrev således i sin rapport i 2009, at det samlede antal personer i fleksjob, ledighedsydelse, førtidspension, sygedagpenge, revalidering og kontanthjælp steg med godt 50.000 fra 2000 til 2008.

”Udviklingen er sket i en periode præget af økonomisk fremgang og kraftigt faldende ledighed,” noterede kommissionen.

Torben M. Andersen forklarer, at de forskellige typer af overførselsindkomst til en vis grad hænger sammen som forbundne kar. Strammer politikerne i en ordning, vil der være en tendens til, at flere får del i andre ordninger. At selv kraftige, økonomiske opsving ikke får antallet af overførselsindkomstmodtagere til at falde markant, men tværtimod stige, forklarer han sådan:

”Der er to årsager. Den ene er, at de personer som regel ikke har de kvalifikationer, virksomhederne efterspørger. Andre står længere fremme i køen efter jobbene. Den anden årsag er, at nogle af de sociale ordninger fastlåser modtagerne i deres situation. Det kan enten være, at der ikke er et økonomisk incitament til at tage et arbejde, eller det kan være, at man får en varig ydelse som førtidspension, som man ikke opgiver for et job, selvom det teoretisk er muligt,” siger Torben M. Andersen.

I 1980 blev 574.000 i den arbejdsdygtige alder forsørget af en overførselsindkomst. I 1990 var det 834.000, i 2000 steg tallet til 891.000, og i dag er over en million voksne på overførselsindkomst. Heraf er der dog 273.000, som får uddannelsesstøtte, og som Torben M. Andersen bemærker, må man forvente, at de studerende i det lange løb vil få job og samlet set vil mindske de økonomiske udfordringer ved overførselsindkomster.