Enhver er salig i sin tro

Den frie borger, ikke fællesskab, er blevet rød værdipolitik

Norge har løsnet kirkens bånd til staten, og den norske stat er nu gået i gang med at udarbejde ikke-religiøse begravelsesritualer, så flere borgere kan blive stedt til hvile på en måde, der passer til deres værdier.
Kirkeminister Manu Sareen (R) slog hurtigt fast, at staten ikke skal lave sådanne ritualer i Danmark, hvilket også ville have været den sikre vej til en nyreligiøs stat.

LÆS OGSÅ: Kirkeminister: Staten skal ikke lave neutrale begravelsesritualer

I det store billede er eksemplet en del af en strømning, der er udbredt i store dele af Vesten. Staten giver borgerne større og større valgfrihed i værdispørgsmål. Det ses også herhjemme. Som opposition var SF og Socialdemokraterne kritiske over for Fadervor og konfirmationsundervisning i folkeskolen. Men da de fik magten, blev løsningen, at de enkelte skoler skulle have frie hænder til at bestemme selv over det principielle spørgsmål.

I familiepolitikken luftede social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) i marts den tanke, at det skal gøres lettere at blive skilt. Det spørgsmål skal staten ikke afgøre, men borgerne, for det er ”voksne, velovervejede mennesker, der træffer beslutningen”. Regerings-grundlaget ville ”give alle medlemmer af den danske folkekirke mulighed for at blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering”, så danskerne fik større selvbestemmelse til at kunne føje nye køn sammen i ægteskab. Præsterne fik frihed både til at vælge, hvilke vielsesritualer de vil benytte, og til at benytte forskellige ritual-dele, som nu kan sættes sammen efter den enkeltes behov.

Aktiv dødshjælp satte sundhedsminister Astrid Krag (SF) på dagsordenen, efter målinger havde vist flertal for selvbestemmelse over for døden, og De Radikales sundhedsordfører, Camilla Hersom, forklarede de bagvedliggende principper: ”Principielt skal mennesker have ret til at bestemme over deres eget liv, men det vanskelige er – hvis man indførte aktiv dødshjælp – hvordan det rent praktisk skulle foregå”. Eksemplerne viser, at individualisering er blevet et værdipolitisk projekt for regeringen. Og der er i mange sager stemmer i det.

Ideologihistorisk er det overraskende, at det ikke er en liberal, men en socialdemokratisk ledet regering, der gør det frie valg for borgeren til en overordnet linje. Igennem mere end hundrede år har den bærende idé i Social-demokratiet været fællesskab, med den borgerlige individualisme som erklæret fjende. Langt op i 1970’erne gik den socialistiske kritik af menneskerettigheder på, at de var et individualistisk og dermed borgerligt projekt.

I dag har den socialdemokratisk ledede regering gjort valgfrihed til et svar på en række etiske spørgsmål, og det giver en laissez faire-moral, der med nødvendighed vil afskaffe mange hævdvundne normer, som har eksisteret i vores kulturfællesskab i århundreder. Mangfoldighed og multikultur er blevet det store mantra, og dermed bliver individets behov en central del af den nuværende regerings værdipolitiske identitet. Det nye selvbestemmende menneske er ikke bundet af moralske sandheder, der kommer fra instanser uden for os selv. Der er ikke meget i historien, der tyder på, at vi kan bære det ansvar. AEM