”Man kan ikke leve for sin karriere”

Under en gudstjeneste gik det op for Per-Ola Forsberg, at han havde gjort sit arbejde til det højeste i sit liv

Karrieren kørte på skinner for Per-Ola Forsberg. Han havde netop fået job i København hos et amerikansk konsulentfirma, som ville være en topprioritet hos enhver studerende fra Copenhagen Business School.

Det var nu, han for alvor nød frugterne af først at have gennemført en ingeniøruddannelse og siden lægeuddannelse i Sverige. Uden pauser. Men samtidig førte tiden i hovedstaden til det stik modsatte: et brat stop for den lovende karriere, han havde arbejdet så hårdt frem imod gennem hele sit liv som studerende.

LÆS OGSÅ: Man kan ikke få sandheden på afbetaling

Ikke fordi han var ulykkelig. Men fordi han traf en beslutning, der havde rod i en længsel efter at komme tættere på den Gud, han havde lært at kende gennem sin opvækst, men som han nu følte, at hans karriereræs ledte ham længere og længere væk fra.

Derfor har bibelteksten i Matthæusevangeliet, som der i morgen prædikes over i landets kirker, en særlig betydning for 29-årige Per-Ola Forsberg. For den vidner på mange måder om den proces, han selv var igennem.

I bibelteksten taler Jesus om, hvordan enhver, som følger efter ham, må opgive sit eget liv og sine egne planer. Han irettesætter apostlen Peter for at ville følge menneskers vilje i stedet for Guds. Og han kommer med en paradoksal påstand om, at kun ved at miste sit eget liv vil det lykkes mennesker at finde det.

For Per-Ola Forsberg kulminerede det en søndag aften i november 2010. Her besluttede han sig for at skifte spor i sit liv midt under en gudstjeneste i den københavnske frikirke Vineyard. For hvad hjalp det at vinde hele verden, hvis han dermed tabte sig selv – eller forbindelsen til den Gud, han længtes efter at leve sit liv for?

”Karrieren var blevet det centrale i mit liv, og jeg var villig til at opgive næsten alt for den,” husker Per-Ola Forsberg, der dengang arbejdede 70 timer i gennemsnit om ugen.

”Tid er næsten det eneste, jeg har, og det var, som om Gud, venner og familie blot fik det, der måtte være tilovers efter mit arbejde,” siger han.

Troen fik heller ikke meget tid, for selvom han forsøgte at læse i Bibelen, når han kom hjem om aftenen, faldt han i søvn over siderne. Derfor var gudstjenesten om søndagen næsten det eneste åndehul, hvor han kunne udtrykke sin tro.

”Det var særligt én sang, der blev sunget den aften, om, at hvis enhver drøm blev taget bort, ville Gud stadig være centrum, som talte til mig og min situation. For jeg kom frem til, at det hele ikke spillede nogen rolle, hvis Gud ikke fik lov til at være nummer ét i mit liv. Jesus var jo min frelser, men han var ikke rigtig min Herre, kan man sige. Han var ikke centrum i mit liv, det var jeg derimod selv. Men man kan ikke leve for sin karriere og blive lykkelig af det. Det vidste jeg på en eller anden måde selvfølgelig godt, og det gør alle vel, men alligevel var det jo det liv, jeg levede,” siger han og forklarer, at han dybest set tror, at det kun er Guds tilstedeværelse i ens liv, som kan gøre én lykkelig.

”Derfor besluttede jeg, at sådan ville jeg ikke længere leve mit liv. Det var trods alt kun et job og et arbejde. Men jeg havde jo store drømme om, hvad jeg ville bruge det til,” siger Per-Ola Forsberg og fortæller, hvordan han håbede på i fremtiden at kunne ændre større strukturelle områder, for eksempel inden for sundhedsvæsenet, og derigennem påvirke langt flere mennesker end de enkeltpersoner, der ville komme under hans hånd som læge.

”De drømme måtte jeg lade falde til jorden. Det var rigtig svært, fordi gennem hele studietiden havde jeg været flittig og fået gode karakterer, som jo skulle bruges til at få en god karriere og derigennem også et godt liv. Det er ligesom A-B-C i livet,” siger han med eftertryk, mens hans finger fejer hen over bordet og laver tre hårde nedslag for hvert bogstav. Inden hånden falder ned for enden af bordet, som symboliserede den livets ophør efter tilværelsens tre faser.

”På en måde var det derfor hele mit liv, som jeg opgav, for jeg havde studeret hårdt hele mit liv for at komme dertil. Men samtidig følte jeg, at jeg var nødt til at opgive det, simpelthen fordi der ikke findes nogen anden vej end korset for at komme tættere på Jesus,” siger Per-Ola Forsberg, der er opvokset i en troende familie ude på landet midt i Skåne i Sverige.

Familien kom i en økumenisk kirke, en slags missionsk baptistkirke. Men som barn havde Per-Ola Forsberg ikke nogen barnetro ud over en tro på Guds eksistens. Som 15-årig besluttede han sig dog under en konfirmandlejr for at blive kristen. Men i de efterfølgende år var det svært at finde en sammenhæng, hvor troen kunne udtrykkes, og finde svar på sine spørgsmål. Først da han som 18-årig flyttede til universitetsbyen Lund i Skåne for at studere til civilingeniør, fandt han jævnaldrende unge kristne og en relevant kirke, som dannede gode rammer og vækst for troen. Inden han efter endt uddannelse fik det attraktive jobtilbud og flyttede til København.

Selvom det var hårdt at opgive sin karriere, finder Per-Ola Forsberg det alligevel lidt drastisk at sammenligne sit liv med Jesu ord om ”at tage sit kors op”, da han jo hverken har ”sultet eller lidt”, som han udtrykker det. Alligevel oplevede han til en vis grad at finde det liv, som Jesus lover i bibelteksten.

”Da jeg traf beslutningen, var det en enorm befrielse, fordi jeg følte, at jeg nu var fri,” siger han og fortsætter:

”Jeg forsøgte jo at arbejde hårdt, men samtidig følte jeg, at det førte mig længere væk fra Gud og ville føre mig ind i en mørk tunnel.”

Han griner over det dystre billede, for i dag er hans liv fortsat uden om den mørke tunnel, som han følte sig truet af tidligere.

Efter oplevelsen i kirken opsagde han sit job, dog først med virkning nogle måneder senere, da han først måtte afslutte et projekt, han stod i spidsen for.

Pludselig stod han foran en fremtid uden retning og planer. Så han valgte at tage på en bibelskole i Australien. Det virkede som et naturligt skridt, da han ønskede at komme tættere på Gud og egentlig også havde lovet det over for Gud syv-otte år tidligere, da han studerede i Sverige. Han havde blot glemt det siden – der var jo heller ikke tid til det.

Per-Ola Forsberg understreger, at han hverken ser penge eller karriere som noget forkert i livet. Det handler om prioriteter. Som kristen må troen have et udtryk og en konsekvens i ens liv, mener han. Ikke som en stræben for at opnå frelse, men som en naturlig del af et trosliv, ligesom et levende legeme trækker vejret.

”Vi er nødt til at dø for os selv og vores egen egoisme, og det kan man ikke gøre bare én gang, for det kommer tilbage. Men når vi dør fra os selv, bliver vi befriet til at leve det liv, som Gud ønsker, vi skal leve,” siger han med overbevisning i stemmen og forklarer, at det vil se meget forskelligt ud fra person til person. Men grundvilkåret er det samme.

I dag kommer han fortsat jævnligt i frikirken i København, selvom han bor i Skåne, hvor han til efteråret skal i halvandet års turnus som læge. Han erkender, at det udadtil måske godt kan se ud, som om der ikke er sket den store ændring, men at han nu blot begynder på en ny karriere. Men indeni er der sket en forandring, mener han.

”Det, der har ændret sig nu, er, at hvis jeg føler, at Gud vil have mig til at stoppe i morgen eller gå ned på halv tid, så gør jeg det,” siger han og afviser, at det ville være bedre at leve et afsondret, asketisk liv.

”Det nemmeste ville være at leve som en munk, fordi så var der ikke så meget andet at forholde sig til end sin seng og sin bibel. Men den tilværelse tror jeg ikke, at særlig mange er kaldet til. Som kristne skal vi derimod være i verden. Og det er egentlig også meget sværere at leve i den balancegang.”